Maxwells lange rejse

Kapitel 12

Den følgende dag begav Au'el sig ned til flodbreden, hvor hun dagen forinden havde fundet Maxwell. Der var ting der skulle opklares, og om ikke andet blev hun nød til at tale med havfruen om hvad der var sket. Da hun endelig ankom, satte hun sig på hug ved flodbreden og kastede herefter en sten ud i vandet. Kort efter kom havfruen til syne, men da det så ud til at hun ville til at forsvinde igen, måtte Au'el råbe efter hende.
"Hvad vil du?" Snerrede havfruen, mens hun lagde armene over kors. Au'el rejste sig derfor og gjorde det samme.
"Jeg ville høre dig om du så hvad der skete med Maxwell."
"Hvorfor vil du vide det?"
"Fordi jeg har lovet Maxwell at finde ud af det."
"Han ved da selv godt hvad der skete!" Au'el sukkede irriteret.
"Hør.. Ved du om bæstet er dødt eller ej?" Coralia rystede på hovedet.
"Hvor er Maxwell?"
"Hjemme ved mig." Coralia gjorde en vred grimmasse og så i en anden retning. Hvorfor var hun sådan? Hun forsøgte jo bare at finde ud af hvad der var sket! Hun var åbenbart så forgabt i den tossede mand, at alt der kom ud af hendes mund skulle være vredt og bistert! Maxwell var da meget tiltalende, men ikke i den grad at man ligefrem kunne tillade sig at opfører sig på sådan en ubehøvlet facon.
"Hør nu," begyndte Au'el endnu en gang. "Jeg er trolovet med en anden, så du kan være helt sikker på at jeg ikke ender op med Max!" Havfruens ansigt ændrede pludselig karakter, fra at være en vred uregerlig ung dame, til at minde om mildheden bag en solrig sommerdag. Så var det altså det der lå og lurede under hendes blå hud. Jalousi. Ikke andet! Au'el kunne dårligt hjælpe sig selv fra at himle med øjne. Hvad var det overhovedet for noget pjat, det der med at være så afhængig af en mand, at ends humør komplet ændrede sig når man hørte dårligt eller godt om dem? Det var tanker Au'el ikke gad at spilde meget tid på. Men det kunne vel ikke holde hende fra at synes at det var det reneste pjat, sådan at rende rundt efter mænd og sukke forelsket hver gang de blinkede. Det var det samme hjemme i skovbyen. Hvis en pige nåede at blive trolovet i en tidlig alder, var hun anset for at være heldig. Hvis hun tilmed var blevet det til en jager, kunne hun godt smide alle forhåbninger om at finde noget som helst der var meget bedre end det. Jagere var i topklasse. Sådan var det bare. Og så var det ligemeget om de var de rene tumpeskalder eller fladpander, så længe de var jagere, var ens lykke gjort. Og Maxwell? Ja, han var bestemt ikke nogen jager. Han var nærmere byttet. Han kunne ikke engang tilrage sig en stilling som samler, hvilket for det meste var kvinders job. Au'el rystede på hovedet af sine egne tanker og kunne ikke helt forstå, hvad havfruen så i Maxwell. For ikke at tale om at deres forhold umuligt kunne udvikle sig i nogen som helst retning. Det var ganske enkelt ulogisk!
"Har du stadig scepteret?" Fortsatte Au'el og så havfruen nikke. "Udemærket! Behold det til Maxwell kommer og henter det, jeg skal nok fortælle ham, at det er dig der har det." Havfruen lyste op ved tanken om at hun skulle have ham at se igen, mens Au'el spekulerede i hvornår hun kunne få mulighed for at fortælle ham det.
Hun tog, efter at få bekræftet at Coralia ikke havde set om bæstet var dødt eller ej, hjem imod skovbyen igen. Hun forstod ikke hvorfor det scepter var så vigtigt for ham, og hvad i alverden han skulle bruge det til?
Da hun endelig nåede hjem, kom hendes mor hende imøde. Med det samme greb hun fat om hendes håndled og beklagede sig højlydt over at Au'el altid forsvandt i tide og utide. I aften skulle der være en fest for det tilbagevendende forår, på den store platform i midten af byen og hele Skovfolket ville møde op. Merle, Au'els mor, havde altid en million ting der skulle laves og forberedes, og i dag var ikke meget anderledes, bortset fra at Au'el snart fyldte 25 og at hun derfor skulle være klædt i det rette tøj. Det var en tradition i skovbyen, at kvinder der snart fyldte 25, skulle klædes i en forårsdragt der fik dem til at se både uskyldige og modne ud. Hele formålet var at deres trolovede, og i Au'els tilfælde Tunk, skulle se på hende og tænke, at hun var i stand til at føde ham sønner.
    Merle beordrede hende til at tage tøjet af og bad hende sætte sig i badekarret der var blevet gjort klar til hende.
"Brr.." Gøs hun og krammede sig selv. "Det er alt for koldt!"
"Det ville ikke have været koldt hvis du ikke konstant forsvandt i tide og utide!" Au'el surmulede, mens Merle utålmodigt begyndte at massere sæbe ind i hendes mørke hår. "Hvor i himmelens navn har du været?" lød det kort efter, mens Merle filtret både grene og blade ud af Au'els uglede hår. Hun skar ansigter, men vidste at det ikke nyttede noget at skabe sig eller hyle op overfor sin mor. I stedet stønnede hun besværet og bed hårdt sammen, hvergang hendes mor fik fat i en knude, som hun utrætteligt, men dog en smule utålmodigt, forsøgte at redde ud med fingrende.
"Max-er-vel har forøvrigt spurgt efter dig i dag.." Au'el kunne ikke helt finde ud af hvordan hendes mor havde det med det. Hun plejede at kunne aflæse det på hendes toneleje, men hun lød hverken irriteret, nysgerrig eller bekymret for sin datters fremtid. Hun gik vel udfra at Au'el var fornuftig nok til at afvise en mand som Max-er-vel, til fordel for hendes flottere trolovede jager, Tunk. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare. Det var irriterende at han ikke forstod at være diskret, når hun nu udtrykkeligt havde sagt at han skulle være det! Og hvor i alverden var han egentlig? Hun skævede nervøst rundt i hytten, i frygt for at Maxwell sad i et af hjørnerne med et drenget smil og hyggede sig voldsomt over Au'els vildkatte ligne tendenser.
"Når, har han det.." Forsøgte hun sig med. Måske ville hendes mor afsløre hvad hun egentlig syntes om at Maxwell sådan var begyndt at spørger ind til hendes datter, men i stedet gik hun over og fandt Au'els tøj frem og kom tilbage uden at sige et kvæk. Hun lagde tøjet ind over et bord og betragtede det for et øjeblik, mens hun stod og fiflede med nogen af de fjer der hang ned fra den øverste del. Det undrede hende at der ikke kom nogen moderlige formaninger om at holde sig fra den høje fremmede. Måske havde hun andre ting i hovedet. Vandet i badet var næsten blevet varmere end luften der omgav hende. Au'el gjorde sig derfor færdig i badet og rejste sig våd og nøgen som hun var, og traskede ind over gulvet til det nærmeste tæppe, som hun herefter indhyldede sig i. Med hurtige hænder, begyndte hun at tørrer sig, mens hendes mor stadig stod, som forstenet og stirrede på dragten. Hun anede ikke hvad hun tænkte på og egentlig ragede det ikke hende, men det irriterede hende alligevel ikke at vide det. Au'el kørte fingrende igennem sit hår, og forsøgte at virke uinteresseret. Det var egentlig rart at kunne gøre det, altså køre fingrende igennem sit hår, ude at støde på en fuglerede af hår der havde filtret sig sammen.
"Du er blevet så stor.." Lød det så pludselig, nærmest usynligt fra hendes mor hvorefter hun sukkede dybt. Hun kunne fornemme at det ikke var de sidste ord, og at der snart ville komme mere. "Jeg kan lige så tydeligt huske hvordan jeg havde det den gang jeg blev 25. Jeg var trolovet til din far, og lad os bare være ærlig.." Hun grinede ind over sin skulder "Jeg brød mig ikke meget om ham! Men med tiden lærte jeg at elske ham.." Hun blinkede et par gange, nærmest sørgmodigt, mens Au'el kunne forstille sig at hun så hendes far for hendes indre blik. De havde ikke snakket meget om hendes far, efter hans død. Men Au'el savnede ham enormt. Ville han have ønsket for hende at hun skulle giftes med sådan en egoistisk skiderik til Tunk? Det var vel hans sidste ønske før han døde, at hans lille pige skulle giftes med en ordentlig mand.