Cameron var ikke hvad jeg ville kalde en fornøjelse, men lige nu var han den eneste som måske kunne give lidt information om nash. "skal du have ekstra sukker i din kakao" lød fra cameron som stod i køkkenet og lavede kakao til os. "ekstra selvfølgelig..." svarede jeg ham flabet tilbage. "nå?" han lød overrasket og kom så en ekstra spiseske sukker i kakaoen. "hvorfor så overrasket?" spurgte jeg med en irreteret undertone. "nej, ik noget... pleger de fleste piger ikke ligsom at skære ned på sukker eller noget" sagde han forvirret. "jaer, det også fordi jeg orker at være på slanke kur lige nu ik?" spurgte jeg sarkastisk. Cameron sukkede. han tog det nok alt for tungt...
"hey cam..." tøvede jeg. "hey kelsey" svarede han irriteret og begyndte at røre rund kakaoen. "cam... tag dig lige sammen?" befalede jeg. "okay kelsey, hva så?" sagde han med en falsk stemme. Jeg sukkede og vidste at det ville tage lang tid at få ham til at høre ordenligt efter. "Hva, hvad var det for noget nash tog en overdosis af.... var det nogle stoffer?" spurgte jeg igen forvirret. "kelsey slap af... det var bare noget medicin" svarede han beroligende. Jeg åndede lettet op, Så vidste jeg idemindste at han ikke var misbruger. Cameron heldte to kopper kakao op og derefter flødeskum på.
Jeg sukkede og lægdes efter svar... hvorofr skulle nash tage en overdosis, prøvede han at begå selvmord eller hvad?!
"cameron jeg bliver nødt til at finde ud af hvorfor nash gjorde som han gjorde!" sagde jeg og tog min jakke på.
"hvad? Jeg har jo lige lavet kakao?" svarede Cameron forvirret.
"undskyld cam, men jeg bliver virkelig nødt til at finde ud af det" og lige idet jeg åbnede døren stoppede Cameron mig.
"jeg kører" sagde han med et smørret smil på læberne.
Vi satte os begge ud i Camerons bil og hastede til hospitalet. Camerons far som jo så var rektor og mor sad ude i venteværelset. "kelsey hvor har du været lille skat" sagde mor sørgende. Man kunne faktisk se at hun var ked af det trods at hun havde forladt nash da vi var børn.
"hvor er nash?!" spurgte jeg endnu mere spændt og forvirret. "Han sover." svarede rektor kort. Jeg var ikke helt blevet vant til tanken om at han var min far og nash... tja nash er vel heller ikke helt afklaret med det faktum at vi er søskende.
Jeg løb ind på det værelse han lå på. Han lå bare der, så stille og rolig som om intet var hændt. Jeg satte mig ved siden af sengen og begyndte at pille ved hans hår. Jeg fældede en tårer... hvad hvis nash var død, hvad skulle jeg så gøre af mig selv?
"kelsey" sagde nash svagt. Jeg tyssede på ham og bad ham hvile sig kelsey du forstår ikke... hold dig væk cameron, han ikke den du tror han er" frem tvang nash. Jeg fjernede mine fingre fra hans bløde, brune hår. Hvad havde Cameron nu gjort?
// ikke rettet
Tænkte bare at det var længe siden sidst😊//
YOU ARE READING
Players want it too
Teen FictionHøjeste rank i Teenage fiktion: #2 Kelsey sad bare der og græd. Jeg vidste at jeg skulle gøre noget... jeg havde bare ingen ide om hvad. Jeg satte mig op ad døren ved siden hende. Kelsey kiggede på mig med røde øjne. "hvad har du gjort cameron?!" rå...
