Players want it too

Distressed

Kelsey's synsvinkel

Jeg vågner bevidne om at jeg igår aftes begik en fejl. En fejl som overraskende nok ikke påvirker mig særlig meget, men det kommer til at påvirke Cameron. Jeg tror helt oprigtigt at jeg er den eneste pige han nogensinde har haft sex med som han også har følelser for. Jeg misunder ham. Han ved hvad han føler og hvad han vil. Jeg er til gengæld l mere forvirret end nogen sinde. På den ene side har jeg virkelig stærke følelser for Cameron, men på den anden side er jeg mere bange end nogensinde for st blive knust. Jeg vikler dynen rundt om min nøgne krop og stiller foran den store glasvæg. At se på alle de travle mennesker er faktisk afslappende, egoistisk, men afslappende. Jeg mærker et par stærke hænder om mine hofter og holder et øjeblik vejret. Jeg fjerner hans hænder, samler mit tøj og gør på badeværelset for at få det på. Da jeg har fået det på igen har Cameron også fået tøj på. Jeg undgår på alle måde øjenkontakt og vil på det her tidspunkt bare gerne hjem. Jeg tager hurtigt mit overtøj på men bliver afbrudt. "Hvorfor så travl?" Spørger Cameron. Jeg og ordre og fortsætter med at tage mine lorte sko på. Det er helt seriøst sidste gang jeg nogensinde går ud med højhælede. "Kan vi ikke vare komme hjem..." svarer jeg stille. Jeg fortryder ikke hvad der skete igår, men min samvittighed er bare ikke helt i top. Han sukker og tager derefter også sko og jakke på.

Bilen er kølig og stille. Det eneste man kan høre er bilerne der suser forbi os. "Skal jeg bare sætte sig af der hjemme eller..." spørger han akavet. Jeg nikker og kigger ud af vinduet. Cameron har ikke spurgt ind tip hvorfor jeg opfører mig på den her måde hvilket jeg faktisk er meget taknemmelig for. Han sætter mig af foran vores hoveddør og jeg rejner stærk med at mor allerede er tager på arbejde. Jeg træder ind og en stærk lugt af kaffe nærmest overfalder mig. Idet jeg døren smækker efter mig kommer en hel flok politifolk nærmest løbende ud af køkkenet med mor i hælene. Hun har røde øjne og store nærke tænder under øjnene. Da mor ser mig kommer helt seriøst løbende mod mig. Hun svinger armene rundt om mig og begynder at tudbrøle. "Jeg var så bekymret..." mumler hun. Politibetjentene kigger tilfreds på os og går en imod os. "Så er der vist ikke mere vi kan gøre" siger en muskuløs, ung betjent og træder ud af døren med alle de andre i hælene. Hun trækker sig og tører sine øjne. "Hvor har du været?!" Siger hun lidt mere aggresivt. Jeg ignorere hende og går mod trappen. "Pak dine ting, du rejser til north Carolina på lørdag!" Råber hun. Mig hjerte går i stå. jeg troede slet ikke at det kunne blive meget værre. "Skulle jeg ikke først derhen til jul?" Spørger jeg forvirret. "Ikke aligevel, og du bliver der resten af skole året!" Svarer hun og krydser armene. Mine øjne bliver helt våde. Jeg vil virkelig ikke bo i north Carolina og gå i skole der henne. Jeg løber op på mit værelse og fælder er par tårer. Ikke af sorg, men af vrede. Uden at tænke mig om tager jeg fat i vase og tyrer den i gulvet. Det føles godt, rigtig godt. Jeg går hen mod mit makeup bord, tager fat i det og vælter det så hårdt at det får i stykker. Min seng slipper heller ikke så nemt. Jeg river dynen af og flår i puderne så der er fjer over der hele. Jeg river billeder og plakater bed fra væggen. Snart er hele mit værelse splittet ad hvilket giver mig en følelse af tilfredstillelse, men den følelse varer ikke længe. Tårerne er nu på spil igen og denne gang er de uafbrudte. Jeg mærker tårerne tillle ned af mine kunde dog hele vejen ned til min hals. "Hvad fanden er der sket her!" Råber mor og kigger forskrækket ind i værelset. "Skrid!" skriger jeg og græder endnu mere. Jeg falder sammen i tårer på gulvet og mor er snart henne ved mig. Hun giver mig et stort kram så jeg falder mere til ro.

Efter lidt tid beslutter vi os for at rydde op. Det er dejligt at mor hjælper mig og ikke bare lader mig gøre det selv. Da vi næstekærlighed færdige får hun og kommer tilbage med en stor kuffert. Jeg sukker selvom jeg godt vidste at det ville ske. Det er dog alligevel noget lort...

Hun sætter den på min seng og begynder at pakke det meste af mit tøj ned. Jeg beslutter mig for at hjælpe hende, så jeg pakker noget af mig makeup i en toilettaske og sådan nogle praktiske ting. "SKAL jeg virkelig rejse?" Spørger jeg trist. "Det er det bedst for alle... også for dig" svarer hun deprimeret.

Så blev det mandag....

Jeg er mega spændt på hvad der kommer til ske!!

Hvad synes i om længden på kapitlerne? Skal de være længere, kortere eller er det allerede godt nok?

Jeg havde regnet med at bogen ville være kortere da jeg begyndte på den, men det skete så ikke...

Husk at stemme, dele og kommenter!