Let it Snow

16* Konfekt bageriet

16 december 2017. Lørdag.

Jeg gnider langsomt mine øjne og blinke lidt. Jeg kigger op i loftet, men til min store overraskelse er det ikke mit eget.
Jeg faldte jo i søvn inde ved Martinus, er det Martinus' værelse?
Jeg kigger rundt, jep det er Martinus' værelse. Jeg opdager jeg ligger alene i sengen. Jeg kigger lidt udover kanten og ser Martinus ligge på en madras.

Endelig vågner Martinus, eller han begynder at mosle.
Jeg drejer mig forsigtigt i sengen og tænker over det hele. Alt der er sket.
Jeg kom her, med ingen der elskede mig eller bekymrede sig om mig. Ingen der tænkte på hvor jeg var eller om jeg havde det godt.
Men nu, bor jeg ved den bedste familie, og har fået de bedste venner. Der rent faktisk tænker på hvor jeg er. Jeg er ikke den samme skrøbelige person indeni.
Og Martinus. Ham der var den største idiot før, viser det sig at man bare skal grave lost dybere hos.

"Godmorgen" Jeg får et chok da Martinus siger det. Jeg regnede med at han sov. Jeg kan høre ham grine. Tarveligt. Jeg griber min pude kg kaster den i hovedet af ham.

*******

Vi er stået op og har fået tøj på. Jeg har bare lige lånt en stor trøje af Martinus. Da min anden ikke virkede, hvis jeg bare skulle være her eller sådan noget.

Da vi kommer nedenunder dufter der dejligt af nybagte boller. Jeg ser ind i stuen og ser et fuldstændig kaos.
Jeg griner lidt for mig selv.

Vi sidder nu og spiser morgenmad. Emma sidder og snakker om alt det hun lavede igår. Mens vi andre bare spiser. Seriøst, den pige kan snakke. Det tog hende 15 minutter at smører sine boller. Og jeg tør ikke engang gætte på lang tid det tager at spise dem!

Gerd-Anne har spurgt om vi vil være med til at lave konfekt.
Så her står vi med hænderne smurt ind i marcipan, nougat og smeltet chokolade. Emma griner helt vildt da Martinus putter ne finger i chokoladen og tegner overskæg på sig selv.
Jeg får lavet nogle, hvis du spørger mig sygt flotte marcipan kugler. Der slet ikke ligner lort. Lad os bare sige jeg ikke er verdens mester til at lave konfekt.

Dagen går ellers bare me at lave konfekt. Og vi får lavet så meget man skulle tro det var løgn. Jeg kan høre fordøren gå op og gætter på det er Gerd-Anne der er hjemme. Hun har nemlig lige været nede og handle. Hun kommer ind i køkkenet "Hold da op" siger hun. Da hun ser alt det vi har lavet. "Ja, er vi ikke gode?" Spørger Emma. Og hendes øjne glimter helt vildt "Selvfølgelig er i det" siger Gerd-Anne og kysser hende i håret.

Jeg er nu på vej hjem. Da det er blevet sendt. Jeg kigger tilbage mod huset. Det har været så hyggeligt. Tænk at en familie kan være så gode ved hinanden.
Jeg sukker gid min var sådan. Eller at jeg i det mindste kan få min bror at se bare en gang. Eller bare lige et sekund. Jeg skal bare se om han har det godt.

Vi spiser aftensmad, men kan slet ikke fokusere på de andres samtaler. Jeg sidder kun i min egen lille halvdel af hjernen og tænker tilbage.

Jeg undskylder hvis det er for kort, men jeg skal til brunch. Så det er det, det kan bliver til. Håber i nød afsnittet alligevel. Måske lidt kedeligt. Men spændingen kommer. Det lover jeg.

Vi vandt kampen!
21-17 til mit hold. Vi er videre i kreds-cup!

Håber i får en god lørdag og glædelig 16 december.

I wish you a merry christmas❤️🎄🎅🏻