Scars of an angel - Dansk * PÅ PAUSE *

|Kapitel 26 - Forhindrings baner & eftersidning|

Scars humør var fantastisk hele dagen..

Det var længe siden at han havde været så glad..

han kunne ikke engang huske sidste gang at han havde smilet så meget..

* Scars synsvinkel *

Jeg kom for sent til time, hvilket jo er et kæmpe chok, mærk sarkasmen. Læreren tog det okay, selvom hun gav mig eftersidning efter skole, men det går jo, det fair nok. Jeg magtede ikke bruge min energi, på at brokke mig over det. Og efter som at Amber kom ud fra rummet efter mig, går jeg ud fra at hun også har eftersidning. Og altså.. jeg ville da ikke have noget imod at bruge en time efter skole sammen med Amber.

"Scar kan du svare på det her spørgsmål. det virker ikke rigtig som om du følger med, og eftersom at du kom for sent igen, håber jeg da så sandelig at du følger med." Jeg kaster et kort blik på tavlen, og ved med det samme hvad svaret er, jeg sukker stille inden jeg giver hende svaret på spørgsmålet, hun kigger forbløffet på mig, inden hun rømmer sig og fortsætter med timen. Jeg fokuserer ikke rigtig på det hun siger, jeg sidder bare og stirrer ind i væggen, mens jeg leger med mine fingre.
Jeg kan bare virkelig ikke koncentrere mig lige nu, jeg ved ikke hvorfor. Men mine tanker bliver ved med at ryge tilbage til Amber, og den måde hendes ansigt lyser op når hun smiler, hun er virkelig den smukkeste person jeg nogensinde har set. Okay, jeg lyder virkelig som en af de der, totalt forelskede piger fra åndssvage kliché kærlighedsfilm, hvad er mit liv dog blevet til?

Efter alt for lang tid ringer klokken endelig ud, og jeg begynder automatisk at bevæge mig ned mod eftersidning lokalet, som selvfølgelig ligger i den helt anden ende af skolen.
Gangene er helt fyldt hvilket kun gør det sværere at komme ned til eftersidnings lokalet, den største forhindring er dog at komme forbi alle de kyssende mennesker, fordi altså hvordan skal man lige håndtere det?
jeg er nødt til at komme forbi på en eller anden måde, men det er da akavet at puffe til dem og være sådan 'hej, sorry, kan jeg lige komme forbi?'
Så altså taktikken jeg har brugt er at trække maven ind, og håber at man kan komme forbi uden at ramme ind i dem, hvilket er meget svært skal jeg lige hilse og sige.
Jeg har kun ramt ind i et par få stykker, altså sådan 4 personer, og det var da lidt akavet, men jeg overlevede. Hvis man altså lige ser bort fra jeg lidt har traumer resten af mit liv.

Det værste er at jeg ikke engang er nået halvvejs endnu, og jeg er allerede ved at dø indvendig. Jeg skubber og maser så mange mennesker lige nu, det havde jo nok også været meget nemmere for mig, hvis det ikke var fordi at jeg gik i mod alle folk.
Fordi altså, de går jo mod udgangen, og jeg går mod eftersidnings lokalet, det er jo det der gør det så svært for mig at komme forbi.
Efter at have gået gennem verdens sværeste forhindrings bane, der føles som en evighed, ser jeg endelig døren ind til lokalet. Det første jeg lægger mærke til da jeg går derind er Amber.

_________

oh wow, jeg er virkelig ikke tilfreds med det her kapitel men whateverrrr. Som i nok kan mærke har jeg mistet lysten til at skrive den her historie ret så meget. Men siden jeg kun mangler at skrive 2-3 kapitler på den, har jeg valgt at færdiggøre den.