Et lykkeligt liv

Kapitel 1

Lise var stået tidligt op. Det var lørdag morgen, og Anders elskede at sove længe. Hun kogte æg og skar brød, imens hun gik fløjtende rundt ude i køkkenet.

De var lige flyttet sammen. Lidt tidligt, når man kun er 18 år, syntes Lises mor. Men det gjorde ikke noget. De var lykkelige sammen.

"Anders der er morgenmad!" "5 minutter mere" "Så må du selv spise morgenmad jeg har travlt" "Hvad skal du?" "Det en overraskelse" .

Så skyndte hun sig ned til det lille røde hus som lå lidt længere nede af gaden hvor tatovøren lå.

"Hej jeg hedder Mick hvad kan jeg hjælpe dig med ?" . Lise kiggede på manden. Han var høj med mørkt hår. Hans blik var fast, men venligt. "Øh, ø.." fremstammede Lise. "Ja, altså.. det er fordi". Hendes stemme knækkede, og hun stod et øjeblik og vidste ikke, hvor hun skulle kigge hen. "Ja" svarede Mick med venlig stemme. "Jeg vil gerne have en tatovering men nu er jeg ikke sikker på hvad den skal være" "Vil du have en kop kaffe ?" "Øh ja tak" Lise kiggede på manden "Bare sæt dig ned hvor der er plads" "Tak" "Vil du have noget og læse i ?" "Ja tak" "Jeg tror jeg vil tænke over hvad jeg vil have som tatovering jeg kommer igen i morgen" "Tror du jeg kan få dit nummer så jeg måske kunne ringe engang i morgen?" spurgte Mick. "Øh jeg ved ikke rigtigt" stammede Lise imens hun prøvede ikke at kigge på manden foran hende. "Øh okay 22 27 19 øh 33"

ude på vejen tænkte Lise på hvad hun havde gjort hun havde jo lige givet sit nummer ud til en mand hun slet ikke kender men på en måde føles det rigtigt og på en anden måde forkert. Lise fortsatte hjem hvor Anders ventede spændt på og se hvad overraskelsen var "Så hvad var overraskelsen så?" spurgte Anders "Øh øh den er ikke kommet endnu" svarede Lise usikkert. " Har du spist morgenmad?" spurgte Lise "Ja det har jeg" "Vil du så med ud og gå en tur?" spurgte Lise "Ja lad mig lige hente min jakke" svarede Anders glad. Gåturen var ikke som den plejede og være. Lise kunne pludselig mærke noget brumme nede i lommen hun vidste udmærket hvad det var. "Skal du ikke tage din telefon?" spurgte Anders "Det ikke vigtigt lige nu det kan vente" svarede Lise "Men du plejer altid og tage din telefon det kunne jo være vigtigt". Lise tog sin telefon op af lommen og kiggede på det nummer som havde forsøgt og ringe til hende men hun kendte det ikke "Hvem har ringet?" spurgte Anders "Bare en for jobbet det ikke noget vigtigt" svarede Lise lidt bekymret. Da de kom hjem gik Anders ind i stuen og Lise gik ind i soveværelset for og tjekke, hvem der havde ringet til hende, da de var ude og gå i skoven.