Skylden efter døden

Døden. Det er en ting, der på så mange måder er forfærdelig. Om det er en bedsteforælder, der dør efter lang tids sygdom, en onkel der dør efter en blodprop eller en ven der medvirker i en trafikulykke. Det vil altid være svært for de efterladte, der sidder tilbage med tomrummet. Men en af de værste dødsformer er selvmord. Her sidder de efterladte tilbage med en masse spørgsmål: Hvorfor gjorde han/hun det? Var det min skyld? Hvordan kunne det gå min næse forbi?

Jeg sad ved min computer. Det var Lørdag aften og jeg var nærmest lige kommet hjem fra min moster. Facebook optog min interesse her til aften. 'RIP' skrev en pige fra min klasse. Jeg scrollede videre. Det var sikkert bare en eller anden kendis, jeg ikke kendte. 'Hvil i fred. Håber at du er et bedre sted nu' Skrev en anden fra skolen. En nysgerrighed og nervøsitet startede, men jeg glemte det hurtigt igen, mens jeg scrollede videre. 'Du vil blive savnet, bro.' Lød det tredje indlæg. Denne gang var der vedhæftet et billede. Jeg scrollede ned og det sortnede for mine øjne. Uden at fatte noget, blev jeg ved med at stirre på billedet. Det kunne da umuligt være Matthias, der var død. Jeg klikkede på det lille link, der førte til hans profil og fik pludselig en trang til at skrige højt. Hele hans side var fyldt med de samme beskeder. Jeg stirrede ind i skærmen i flere sekunder uden at scrolle eller røre mig overhovedet. Så smed jeg computeren fra mig på sengen og rejste mig op. Hele min familie sov, men jeg var ligeglad.
''Mor!'' Min stemme var lys, som om jeg skreg, men lav som en hvisken. Jeg greb fat i hendes skulder med min hånd og rystede den, uden hensyn til om det ville gøre ondt. Hun skulle bare vågne og fortælle mig at det var en fejl. At Matthias ville være på skolen på Mandag, når jeg kom derop. Så snart hun åbnede øjnene, røg det ud af munden på mig: ''Matthias er død.''
''Hvad?'' Spurgte hun søvnig og forvirret.
''Matthias er død. Hans væg er fyldt med 'hvil i fred'!'' Hele min krop begyndte at ryste. Sandheden gik langsomt op for mig, men chokket lagde stadig om mig som en hinde. Min mor viklede sig ud af dynen og kom med ind på mit værelse.
''Vidste du godt at han begik selvmord?'' Min mor kiggede bekymret på mig. Jeg stirrede tomt på skærmen og mærkede min hals lukke sig sammen. Jeg hev efter vejret og rystede på hovedet. Det føltes som om jeg var ved at tude, men jeg kunne ikke. Hele min krop var sat på standby.

Næste dag vågnede jeg ved siden af min mor i dobbeltsengen. I få lykkelige sekunder havde jeg glemt alt om aftenen før. Men så bragede sandheden ind i mig for fuld styrke og jeg standsede midt i døren ind til stuen.
''Skal du med ind og handle?'' spurgte min far henne fra computeren. Jeg nikkede og kunne ikke få et ord over mine læber. Jeg havde ikke lyst til at græde. Jeg kunne ikke græde. Alt var som en ond drøm, som jeg kunne vågne fra hvert minut.
Min søster var vågnet, da vi kom hjem igen. Hun sad i sofaen sammen med min mor og spiste sin morgenmad.
''Er der noget galt?'' spurgte hun, da hun så mit ansigt. Jeg tog en dyb indånding og nikkede kort som svar.
''Matthias er død.'' Hviskede jeg og pludselig havde jeg ikke længere svært ved at lukke følelserne ud. Tårerne strømmede ned af kinderne på mig og hulkene skar op igennem min hals. Jeg lagde ikke mærke til at benene gav efter under mig og jeg landede midt på gulvtæppet. Jeg mærkede ikke engang min søsters arme omkring mig og hendes tårer, der dryppede ned i min skulder. Helt ærligt glemte jeg hurtigt resten af den dag. Den rendte ud i ingenting.

Mandagen mødte jeg mine veninder ude foran skolen. Det ville blive en hård dag, men jeg måtte bare komme igennem den. Jeg prøvede mig frem med et smil - ville ikke have at hele skolen skulle se hvor meget det berørte mig. Kun få vidste hvordan jeg havde haft det med Matthias. Han var sådan en, der kunne gøre hele skoledagen bedre, selvom vi ikke engang gik i den samme klasse. I de andres øjne var vi ikke engang venner, men jeg havde holdt så meget af ham i alt den tid han havde gået på skolen.
''Er du okay?'' Spurgte Natascha, min ene veninde. Jeg trak på skuldrene og prøvede at virke ligeglad. Jeg havde vel ikke engang ret til at sørge over ham. Jeg var ikke en af hans nærmeste. Min dårlige samvittighed rørte på sig, da jeg så Linea, Matthias' bedste veninde. Hun kom ind af døren sammen med sine forældre og skreg nærmest af sorg, da hun så Matthias' billede hænge på væggen. Hun havde ret til at være ked af det. Men jeg måtte holde min egen sorg tilbage. Ellers ville jeg virke svag eller opmærksomhedskrævende. Jeg havde allerede set de mærkelige blikke Natascha fik, når folk opdagede hendes tårer.

Begravelsen var den værste. Jeg havde overvejet at blive hjemme, men min mor mente at jeg ville fortryde det valg. Det havde hun sikkert ret i. Min mor tog med mig, Natascha og to af vores andre venner ind i kirken. Vi satte os på bagerste række. Natascha knugede min hånd igennem hele talen. Jeg hørte ikke rigtig noget af den. Det eneste, der gik gennem mit hoved var at dette ville være sidste gang at jeg var så tæt på Matthias – nogensinde. Jeg huskede sidste gang jeg så ham. Det havde været på gangen i skolen, dagen før 'ulykken'. Jeg havde stået og ventet på en veninde ude foran klassen og en hånd var blevet lagt på min skulder. Da jeg kiggede mig over skulderen så jeg Matthias. Men det var en anden Matthias. Den Matthias, der plejede at mobbe mig.
''Hej'' lød det. Først senere fik jeg at vide at det var min Matthias der havde sagt det. Men i dette sekund rev jeg mig løs og forsvandt ned af gangen, mens jeg klagede over at den forbandede popdreng havde rørt mig. En udtalelse, som jeg sidenhen fortrød hver evig eneste dag.

For Matthias sluttede livet den fredag. Men for alle andre gik det videre. Alle spurgte om hvordan byens mest imødekommende og glade dreng kunne komme på at tage sit eget liv. Mange spurgte om det var deres skyld. Var det fordi han havde skændtes med Linea dagen før eller var det fordi han blev kaldt en forbandet popdreng? En skyldfølelse lagde sig hos mange, men et eller andet sted var det ikke nogens skyld og Matthias ville have hadet det, hvis han havde oplevet skyldfølelsen.