Drivis

Jeg stod tidligt op den dag, længe før morgenhornet lød. Ingen måtte se mig forlade vores huler. Min lille tranlampe oplyste det ellers mørke sovekammer. Jeg tog de fisk med på turen, som jeg havde pakket dagen før. Forsigtigt bevægede jeg mig gennem de rum og tunneler af is, jeg så længe havde kaldt mit hjem. Idet jeg passerede de andre sovekamre, holdt jeg vejret og listede mig forbi. For ikke at vække nogen dækkede jeg for lampen med min hånd. Snart nåede jeg frem til spiserummet, så ville der ikke gå længe, før jeg var ude.
Mine ben førte mig helt naturligt mod rummets midte hen til vores hellige væg dedikeret til guden af sne og is, Hi-Kamagura. Dette var forhåbentligt sidste gang, jeg skulle gennemgå vores stammes daglige ritual. Selvfølgelig kunne jeg springe det over i dag, men det ville føles forkert bare at gå forbi væggen, og nu stod jeg jo trods alt også lige foran den. Jeg tog min højre pelsvante af og stak hånden ned i lommen efter min iskniv. Dens fine detaljer blev forvrænget i isens spejlinger i det svage lys. Jeg havde fået den i gave af høvdingen som seksårig, lavet specielt til mig af knogler fra en snehare. Der var dog intet særligt ved gaven. Alle børnene i stammen fik en kniv ved samme alder, så de kunne begynde at deltage i det hellige ritual.
Jeg fandt hurtigt mit navn på væggen og begyndte forsigtigt at skære runerne en tak dybere. Mine fingre vandrede over de ru fordybninger. Jeg lod hånden glide til venstre. Ikke langt fra mit navn var børnenes små riller, og til højre de ældres dybe rifter. Jeg berørte alle navnene, selvom mine fingre blev helt hvide af kulden. Det var den eneste måde, jeg fredfyldt kunne sige farvel til det folk, jeg havde tilbragt hele livet med. Mit eget navn ville forblive så dybt, som det var nu, mens de andres langsomt ville vokse sig dybere. Gad vide om mine runer ville blive dækket til, eller om symbolet på min nye frihed ville få lov at stå. Jeg kendte ikke til nogen flygtninge før mig, men jeg kunne umuligt være den første, der ikke følte sig hjemme her.
Pludselig følte jeg blød pels gnubbe sig mod mit venstre ben. Jeg blev forskrækket, men formåede at forholde mig stille. Det var bare min dyreven, polarræven Hi-Chaki. Min tanke var egentlig at efterlade hende i min hule, så jeg kunne starte mit liv helt på ny, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at afvise hende. Måske ville jeg fortryde det senere, men jeg valgte at tage hende med på min rejse og listede stille videre med lyden af hendes lette poter bag mig.
Som jeg stod foran udgangshullet, kunne jeg ikke lade være med at kaste et blik tilbage. På den anden side af spiserummets mørke, lå de andre stammemedlemmer endnu og sov. Om få timer ville de begynde at spise, snakke, lege, træne og jage uden mig. Til den tid vil jeg allerede være langt borte. Hvad mon de ville tænke, når de ikke kunne finde mig? Det ville jeg aldrig få at vide.

Snestormen var barsk i dag, som sædvanligt. Så snart jeg havde vandret lidt væk fra hulen, skulle jeg anstrenge mig for at skimte indgangen. Det var stadig mørkt udenfor, og der ville gå noget tid endnu, før dagens få lyse timer ville velsigne min rejse. Gennem mit liv havde jeg vænnet mig til at leve under disse forhold ligesom alle andre. Indtil for nyligt havde jeg aldrig overvejet, at der var et andet sted, hvor jeg ville føle mig mere hjemme. Det ændrede sig sidste gang, jeg var med nede ved havet for at fange fisk med stammen. Den dag så jeg en ø i horisonten. Jeg havde før hørt rygter om landet på havet, men havde aldrig set det før. Det måtte være et lykkeligt sted at være i forhold til de ugæstfrie bjerge, jeg altid havde boet i.

På vej tilbage mod kysten brugte jeg den frosne flod til at komme hurtigere frem, som jeg havde lært at gøre det sammen med stammen. Jeg kiggede mig over skulderen for at få bekræftet, at Hi-Chaki stadig fulgte med mig.­­ Jeg holdt meget af hende, selvom hun konstant mindede mig om mine nederlag i at skifte ham. Siden jeg fik tildelt hende som 13-årig, havde vi øvet hårdt sammen hver eneste dag i håbet om, at jeg engang kunne lære at tilegne mig hendes form og evner. Idéen om at forvandle sig til et dyr forekom mig stadig utroligt, og jeg misundte alle dem, der havde haft held med deres træning. Jeg var 21 nu, så de ældres tålmodighed var ved at være udløbet. For nyligt var der nogle 17-årige, der skiftede ham for første gang, og det gjorde mig bestemt ikke i bedre humør. Det var dog hverken af frygt for de ældre eller af misundelse over de unge, at jeg løb væk, det var for at finde den gode fremtid, der ventede mig i mit nye hjem et andet sted. Når jeg først kom væk herfra, behøvede jeg ikke at bekymre mig om noget mere. Jeg ville under ingen omstændigheder tillade mig selv at rådne op som et udskud, der aldrig kom nogle vegne. Var jeg virkelige mindre værd, bare fordi jeg ikke kunne skifte ham?! Det nægtede jeg at tro! Kamagura havde skuffet mig, men jeg havde heller ikke brug for ham eller hans golde land. Mit liv var mere end en skuffelse, og det havde jeg tænkt mig at bevise ved at leve et lykkeligt liv. De andre i min stamme ville aldrig kende til min sejr, men jeg ville, og det var nok.
De snebedækkede bjerge var udmattende at rejse gennem. Mine skridt efterlod dybe fodspor i sneen, men i dette tilfælde ville stormen faktisk være en hjælp, da den hurtigt ville udviske sporet af min flugt. Kulden gjorde mine fødder og hænder følelsesløse trods mit tykke vintertøj. Denne rejse ville tage alle mine kræfter. Da det meste af dagen var gået, havde jeg svært ved bare at stå op. Jeg måtte snart finde mig en grotte i nærheden, hvor jeg kunne hvile mig, for ellers risikerede jeg at falde om og fryse ihjel. Da jeg tog til havet med stammen, havde vi sælskindstelte med, men det er for meget at slæbe på for én person.
Som jeg fortsatte, steg stormen i styrke, som om den ikke ville lade mig nå mit mål. Hårde is korn blæste i mit ansigt. Jeg måtte konstant tørre øjnene for at kunne se noget. Men selvom kraftige vindstød skubbede mig rundt, lod jeg dem ikke frarøve mig fodfæstet. Langsomt bevægede jeg mig fremad. Skridt for skridt, gennem det tykke sneslør. Jeg havde ikke tænkt mig at give op.