The Conflict.

331 10 0
                                    

Det nu blevet mandag igen.
Sidste uge har gået langsomt, så jeg troede aldrig den ville ende.
Alex har ikke opsøgt mig og det jeg lettet over.
Jeg prøver på ikke at tænke på ham eller drømmen, men det er ikke let.
Det er nu sidste uge Harry skal arbejde sammen med ham og jeg håber derefter det slut.

Harry har kun opholdt sig hos mig hele sidste ugen og selvom jeg har sagt jeg har det fint, så nægter han at forlade min side, hvilket bare gør jeg kan lide ham endnu mere.
Ja, jeg bliver faktisk mere og mere forelsket og ved ikke om jeg tør sige de store ord til ham.
Er stadig ikke helt sikker i hvordan hans følelser er mod mig.

Jeg har lige fået fri fra arbejdet og smider lige skraldeposerne ud i skraldecontaineren.
Da jeg vender mig rundt for at gå ud til gaden ser jeg Alex.
Han kigger på mig med et blik jeg ikke kan læse.
Jeg bliver vildt usikker og tænker om jeg kan nå at løbe ind ad døren til Kate.
Mit blik flakker mod døren og så Alex.

Jeg går efter min hurtig tænkende plan og skynder mig hen mod døren.
Men Alex har allerede aflæst mig og skynder sig endnu hurtigere hen og holder hånden på døren.
Jeg fryser, men bliver også forskrækket.

"Mai. Hør i det mindste hvad det er jeg har at sige." Han stemme knækker.

"Mai?! Du har slet ikke ret til at kalde mig det!" Svarer jeg koldt tilbage.

"Nej undskyld, men hør i det mindste hvad det er jeg har at sige."

"Hvorfor skulle jeg bruge min tid på dig?" Jeg begynder at gå ud mod gaden, for at komme væk fra ham, men han griber min arm og kuldegysninger løber ned af min krop.

"Slip mig!" Udbryder jeg hårdt.

"Nej..." Han tager endnu hårdere fat.

"Det gør ondt!" Min stemme knækker og han ved nu at han har mig, hvor han vil.

Han hiver mig ind mod væggen, så jeg står med ryggen op ad den.
Hans hænder kommer på hver side af mit hoved, så jeg ingen mulighed har for flygte.
Jeg er vildt bange og ville sådan ønske Harry var der lige nu.

"Hør på mig." Hans blik bliver seriøst.

Jeg svarer ikke og han begynder at fortælle. "Jeg er vildt ked af det som skete dengang. Der er ikke gået en dag hvor jeg ikke har forbudt det vi gjorde mod dig og tro mig, de andre har det lige så dårligt med det, det har de selv fortalt mig.
Ville ønske jeg kunne skrue tiden tilbage og slette det hele."

"Når men det kan du ikke!" Udbryder jeg, efter jeg har fået taget mod til mig, tårerne begynder igen.

"Nej, det ved jeg. Og de ord jeg sagde til dig dengang, fortryder jeg også.
Ingen burde nogensinde holde sådan noget hemmeligt, men jeg tager hatten af for at du gjorde det."

Det ikke til at forstå, roste han mig lige for at holde det hemmeligt.
Jeg kan snart ikke klare mere, jeg er bange, usikker, utryg og min film knækker.

"TAGER DU HATTEN AF FOR MIG!? TROR DU JEG ER STOLT OVER JEG HOLDTE DET HEMMELIGT, DET ØDELAGE MIG OG JEG VAR VILDT BANGE FOR, AT HVIS DET KOM UD SÅ VILLE DU KOMME EFTER MIG OG GØRE DET IGEN ELLER NOGET DER VAR MEGET VÆRRE!" Råber jeg.

Han bliver forskrækket og tager hænderne væk fra muren.
Og han begynder selv at råbe af mig.

"NEJ, DET VAR IKKE MENT PÅ DEN MÅDE!"

"HVILKEN MÅDE SÅ!?"

"JA, DET VED JEG IKKE!"

"MIT SIDSTE ÅR BLEV ET HELVEDE OG DET SØRGET DU ELLERS PÆNT FOR SAMMEN MED CHEERLEADERHOLDET, JEG BLEV YDMYGET OG NEDGJORT OVER NOGET SOM IKKE PASSENDE.
JA RYGTET SKULLE JEG HØRER FOR MIN EGEN LILLESØSTERS MUND, MEN DET IKKE POINTEN HER. JEG TROEDE AT DET VI HAVDE DEN GANG VAR NOGET SPECIELT, MEN JEG TOG SÅ GRUELIGT FEJL!"

"DET VAR SPECIELT OG JEG FORTRYDER INDERLIGT DET VI GJORDE!"

"DET FOR SENT NU, DU HAR ØDELAGT MIG OG JEG BLIVER ALDRIG DEN SAMME IGEN!"

"UNDSKYLD.."

"DU KAN GIVE MIG FLERE TUSINDE UNDSKYLDNINGER, MEN DET VIL ALDRIG REDE BOD FOR HVAD DU GJORDE MOD MIG!"

Lige i det samme træder Harry rundt om hjørnet, han står helt paf og kigger på os.
Vi stopper med at råbe og han ser mig.

**********
Harry's P.O.V.

Det nu sidste uge vi skal arbejde sammen med Alex og må sige det bliver mærkeligt når det hele slutter på fredag, han virker til at være en fin fyr.

Jeg har stadig ikke fortalt de andre om Mai og jeg, så Niall og jeg snakker om os i smug når de andre ikke er tilstede eller fuldt optaget med Alex.
Har opholdt mig hele sidste uge hos hende, jeg kan bare ikke forlade hende.
Selvom hun siger hun har det fint, så jeg overbevist med mig selv om at hun ikke er, der er noget som plager hende og det er noget med Alex, det jeg ret sikker på.

Men jeg må vente til hun selv lukker op og fortæller om det.
Hun er ellers bare så helt igennem fantastisk og jeg er virkelig faldet for hende.
Har ikke bragt de store ord på banen endnu, men brænder så inderligt for at få dem sagt til hende.
Men vil gerne vente til det føles som det rette øjeblik, hvis sådan et nogenside kommer.

Arbejdsdagen slutter langt om længe og jeg spørger Liam om hvor Alex er.
Han fortæller at Alex havde et ærinde i byen og mine tanker falder straks på Mai.
Ved ikke hvorfor, men føler noget ikke er som det skal være.

Jeg skynder mig alt hvad jeg kan hen ad gaderne mod Caféen, de fleste har fået fri nu, så der er mange folk og det gør det svært at komme fremad.
Da jeg står foran Caféen hører jeg råben fra gyden, jeg genkender straks Mais stemme.

"DET FOR SENT NU, DU HAR ØDELAGT MIG OG JEG BLIVER ALDRIG DEN SAMME IGEN!"

"UNDSKYLD.."

"DU KAN GIVE MIG FLERE TUSINDE UNDSKYLDNINGER, MEN DET VIL ALDRIG REDE BOD FOR HVAD DU GJORDE MOD MIG!"

Jeg kommer rundt om hjørnet og ser de begge to er godt oprevet.
De stopper og jeg får kigget på Mai, hende kinder er helt våd af tåre og hendes øjne er røde.

"Hvad sker der her?" Spørger jeg for at bryde stilheden.

"Ikke noget." Svarer Mai mig og gå hen mod mig.

Alex kigger efter hende, men siger ikke noget.
Hun kommer hen og tager min hånd.
Jeg får et sus i maven, det første gang hun har gjort det i offentligheden, men jeg ku' sagtnes vænne mig til det.
Vi går ud mod gaden og hun tørre øjnene med den frie hånd.
Kan se hun tænker meget og det sikkert over det som lige sket.
Men vælger ikke at spørger indtil det, da jeg ikke vil presse hende.

Jeg går og kigger på hende, hun er stadig smuk og se på.
Hun kigger op på mig og giver mig et smil, så jeg får sommerfugle i maven og hjertebanken.
Jeg klemmer hendes hånd og hun gengælder det.

A New  BeginningWhere stories live. Discover now