can it be us, forever? - Stefan Hjort

Kapitel 2

Rasmines synsvinkel. 

Det er anden dag på Greve, i dag følges jeg dog med Daniel da han sov her efter sin håndboldtræning igår. Hvilket minder mig op, at det i dag er mig som skal træne med et nyt hold så flere nye mennesker - yaay. Jeg har siden igår tro det eller ej skrevet ret meget med Stefan. altså intet flirt eller noget, bare venskabligt som jeg skriver med de andre drengevenner jeg har - tro mig, grundet Daniel og min fætter har jeg ret mange. 

Endelig ankommer vi til gymnasiet, dog i bil pga Daniel. Min klasse er ud mod p-pladsen så alle kan bare se da jeg kommer kørende med Daniel, Stefan og en anden af deres venner. Jeg kysser Daniel farvel på p-pladsen inden jeg tager bagdøren ind til klassen. så meget nemmere. 

"Godmorgen" smiler jeg da jeg træder ind, og går over mod Filippa som allerede er her lige som alle udover få. "Det var da sendt" griner hun og giver mig ind i et kram, "jaaa jeg kørte med min kæreste, som også lige sku have 2 andre med på vejen" griner jeg og vi sætter os. Alle på skolen kender Daniel, Stefan og deres sidste ven - Lauritz så det er lettere akavet da ingen ved jeg er kæreste med Daniel. Alle ved han er optaget, men alle tror det er en 3g'er fra et andet gymnasie. eller min klasse ved det så nu, fordi de så os kysse sååå fk mig... 

"Rasmine" siger en person, jeg vender mig rundt og ser klassens dulle - Rebecka. Hun har prøvet at komme i bukserne på både Stefan, Daniel og Lauritz flere gange men er gang på gang blevet afvist. "Ja, hej Rebecka" smiler jeg. "Er det rigtigt Daniel og dig er såen sammen for real?" spørger hun surt. "Jeps, jeg er den berygtet 3g'er som ikke findes" svare jeg og vender mig om mod Filippa igen som bare prøver at holde masken af grin. "Hold dig fra ham, han er min" siger hun så og slår mit baghoved. "Tro på det, han har været min i 1 1/2 år og han forbliver min det næste 1 1/2 år minst" svare jeg ligeglad og vender mig mod computeren da læreren kommer ind. 

I sidste pause banker det på døren, jeg sidder med Filippa og 3 andre søde piger fra klassen og snakker. Døren blir åbnet, og ind træder Daniel som lige kigger rundt i klassen inden han ser mig og bevæger sig herhen. "hvad vil du?" siger jeg spørgende da han tager en stol og sætter sig bag mig. "jaaa jeg ville sku bare se du var okay, også ville jeg spørger dig om noget" smiler han inden han forsigtigt nusser min len. Åg gud den mand kender mig og mine mens smerteres smertested godt, hans store hænder som nusser min len - der er intet bedre. "Ja jeg har det fint, hvad var spørgsmålet?" smiler jeg og tager endnu en bid af mit æble. "Vil du med ud og spise frokost bagefter skole? bare os 2, det er meeeeeget længe siden vi har gjort det. Det er ikke sket siden du ved" siger han så og ved han udemærket hentyder til min mors død. "ja det vil jeg da gerne, og ja men sådan er det, det har ikke ku lade sig gøre før" siger jeg og kysser hans kind mest for de andre ik opdager tårende der forlader mine øjne. Daniel mærker det dog, reagere og nærmest skynder mig ud af klassen og ud på det nærmeste wc. Han låser også lader jeg ellers bare alle tåre falde. 

*Daniels synsvinkel* 

Jeg hader at jeg sagde det på den måde, men jeg svaner sku ogs hendes mor - det var lidt min ekstra mor. Jeg skriver til Stefan at han lige skal komme med en ny trøje til mig fra min taske, den jeg har på nu er gennemblødt af Rasmines tåre og jeg har det af h til over det. Hun skal ikke græde på sin anden skoledag, men pga mig skete det. Stefan kender til Rasmines mors historie, da han er den eneste jeg såen rigtig kan snakke om såen ting med udover Rasmine. Det er ham jeg laver alt med, læser svære ting af og har det for fedt med. 

Det banker på døren, tjekker lige en besked jeg fik sammetidig og ser det er stefan med min trøje. Jeg låser op og ind kommer Stefan, Rasmine er okay faldet til ro og prøver nu at rette så man ikke kan se hun har grædt. Stefan gir hende et kram og et kys på kinden, inden han låser så vi nu er 3 herinde og jeg får skiftet trøje. Den anden ryger i hånden, da Rasmine er klar følger vi hende tilbage i klassen. Jeg går kort med ind i klassen, mens Stefan står i døråbningen og snakker med nogle bekendte. Jeg kysser hende, ikke voldsomt men så de andre lige er helt med på - Rasmine skal de ikke røre og pigerne herfra godt kan pak sammen, for jeg har ikke brug for andre end Rasmine.