Fanget af fortiden

Hun havde ham på krogen. Hun vidste, at hun havde ham. Han ville gøre alt for hende, og det vidste hun. Hun kunne mærke hans desperate forsøg på at holde fast i hende, og det gjorde hende magtfuld.

Han var rundt omkring i byen, på jagt efter hende. Hun vidste, at han ville finde hende, uanset hvor hun gemte sig. Det gjorde hende nervøs og alligevel lidt tilfreds.

Hun vidste, at hun havde brug for at finde en kæreste, men hun ville ikke have en som ham. Hun ville have en rig og magtfuld mand, der kunne give hende alt, hvad hun ønskede.

Men han var der stadig, på jagt efter hende. Han var blevet en besættelse for hende, og hun vidste, at han ikke ville give op.

Så en dag, da hun var ude at handle, så hun ham pludselig på den anden side af gaden. Han stirrede på hende, og hun kunne mærke hans øjne bore sig ind i hende.

Hun skyndte sig væk, men han fulgte efter hende. Hun løb ned ad gaden, og han fulgte efter hende. Hun drejede ind i en gyde, og han løb efter hende.

Da hun nåede enden af gyden, var han lige bag hende. Hun vendte sig om og så ham stå der, forpustet og svedig.

"Du kan ikke undslippe mig," sagde han med en hæs stemme. "Jeg vil have dig, og jeg vil ikke give op, før jeg har fået dig."

Hun så ham ind i øjnene og vidste, at han mente det. Han ville aldrig give op. Han ville altid være på jagt efter hende.

Men hun havde brug for at komme videre. Hun kunne ikke blive ved med at være på flugt fra ham. Hun vidste, at hun var nødt til at sige farvel til ham og finde en ny kæreste.

Så hun tog en dyb indånding og sagde: "Jeg er ked af det, men det her fungerer ikke. Vi er ikke ment for hinanden."

Han stirrede på hende med åbne øjne og åben mund. Han kunne ikke tro, hvad han hørte."Men... men hvorfor?" spurgte han stammende.

"Jeg har brug for noget mere. Jeg har brug for en mand, der kan give mig alt, hvad jeg ønsker. Du er ikke den mand."

Han kiggede ned på jorden og nikkede langsomt. "Jeg forstår," sagde han sagte.Hun vidste, at det ville blive svært at slippe af med ham, men hun var fast besluttet på at gøre det. Hun ville ikke lade ham tage kontrollen over hendes liv.

Så hun vendte sig om og gik væk, uden at se tilbage. Hun vidste, at det ville være den sidste gang, hun så ham.

Men alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke på ham. Hun savnede hans selskab og hans opmærksomhed. Men hun vidste, at det var det rigtige at gøre. Hun kunne ikke blive ved med at leve sit liv på hans vilkår.

Ugerne gik, og hun begyndte at se andre mænd. Mænd, der var rige og magtfulde, og som kunne give hende alt, hvad hun ønskede. Men ingen af dem kunne erstatte ham. Han havde sat sig fast i hendes sind og i hendes hjerte.

En dag, da hun var ude at handle, så hun ham igen. Han var på den anden side af gaden og stirrede på hende med en intensitet, der fik hende til at ryste.

Hun skyndte sig væk og forsøgte at undgå ham, men han fulgte efter hende. Han var stadig besat af hende, og det gjorde hende nervøs.

Hun løb ned ad gaden, og han fulgte efter hende. Hun drejede ind i en gyde og håbede, at hun kunne slippe af med ham, men han var hurtigere end hende.

Da hun nåede enden af gyden, stod han der igen, lige foran hende.

"Hvorfor følger du stadig efter mig?" spurgte hun med en stemme, der rystede af frygt."Jeg kan ikke slippe dig," sagde han med en stemme, der lød desperat. "Jeg ved, at jeg har gjort dumme ting, men jeg elsker dig stadig. Jeg vil gøre alt for at få dig tilbage."

Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun følte stadig noget for ham, men hun kunne ikke tage ham tilbage. Hun kunne ikke lade ham styre hendes liv igen.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige," sagde hun stille."Sig, at du stadig elsker mig," sagde han med tårer i øjnene.

Hun rystede på hovedet. "Jeg kan ikke sige det. Jeg har brug for at komme videre."Han så ned på jorden og nikkede langsomt. "Jeg forstår," sagde han sagte.

Hun vidste, at det ville være svært at slippe af med ham igen, men hun var fast besluttet på at gøre det. Hun vidste, at hun var nødt til at leve sit eget liv og finde en mand, der kunne give hende alt, hvad hun ønskede.

Så hun vendte sig om og gik væk, uden at se tilbage. Hun vidste, at det ville være den sidste gang, hun så ham.

Men alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke på ham. Han havde sat sig fast i hendes sind og i hendes hjerte, og det ville tage lang tid at komme over ham.

Men hun vidste, at det var det rigtige at gøre. Hun kunne ikke blive ved med at leve sit liv på hans vilkår. Hun var nødt til at finde sin egen vej og leve sit eget liv.