Sharp Teeth (Dansk)

Del 8 - Is This The End?

Der var ingen lyd. Ingen mennesker, ingen dyr, ingen walkere. Man kunne høre vært et lille vindpust. Vær dråbe, der landede på den fugtige jord uden for laden. De gamle brædder lugtede af fugt og mug. Jeg var i færd med at snitte i en pind, mens Jonas sad på høloftet og kiggede ud over træerne uden for laden. Jeg kiggede til siden. Der lå noget kød fra i går aftes. Det var en form for stor rotte jeg havde skudt med min riffel. Man kunne næsten ikke kalde det for kød. Det var det mest fedtede stads jeg nogensinde havde smagt. Men. Min mave knurrede af mig, så jeg rakte alligevel ud efter et stykke og sank det.

"Beth. Kom lige her op."

Jeg kiggede op. Han så ikke på mig, men blev bare ved med at stirre ud mod horisonten. Jeg kom på benene og listede op til ham. Jeg stod nu lige vedsiden af ham, men han ville stadig ikke rykke sit blik. Jeg satte mig ned vedsiden af ham, og lod mine ben dingle frem og tilbage.

"Hvad er der?" spurgte jeg.

Han løftede sin hånd og pegede på et specifikt sted. Jeg kunne umildbart ikke se noget dernede, så jeg rynkede bare et bryn. Han bevægede sig lidt hen mod mig og hviskede: "Kig der. På den røde busk. Kig godt efter." Jeg rettede mig op og kiggede direkte på busken. Lige pludselig gik det op for mig. Man kunne se omridset af et ansigt gennem bladene. Der var absolut ingen mulighed for at finde ud af hvilket køn det var eller hvilken alder. Men kunne bare lige set omridset af et menneskeansigt. Jeg trak min riffel ud af Jonas' arme og lagde den op til skulderen. Igennem sigtekornet kunne man nemt se, at personen stirrede på os. Jeg overvejede bare at trykke på aftrækkeren. Så var det ligesom overstået. Jeg lod dog riflen synke ned i mit skød igen. Ikke så meget, fordi jeg ville. Mere, fordi jeg vidste, at det var forkert at skyde. Der kom et højlydt og overrasket suk fra buskene. Så kom der nogle hviskende ord. Man kunne ikke høre, hvad vedkommende sagde.

Noget gik pludselig op for mig. Hvad var der egentlig blevet af Lukas? Jeg lænede mig over mod Jonas og sagde: "Ehm, Jonas? Hvor er Lukas egentlig blevet af?" Lige efter jeg sagde det spærrede hans øjne op. Han lavede et lille nik ned mod buskende. Det var ham. Det var Lukas. Jeg løftede min egen vægt og satte af. Jeg landede i den mudrede jord og fik gjort mig selv meget mere beskidt end jeg allerede var.

Da jeg så op mødte jeg det varmeste smil. Hans øjne var glade. De var bare glade. Han havde taget en smule på, kunne man se.Det klædte ham ekstremt godt. Han tog fat om min arm og hev mig op at stå. "Du har fået længere hår," er det første han får sagt til mig. Jeg grinede lavmælt og hoppede op og gav ham et kram om halsen. Han lukkede også sin arme om mig og grinede varmt. "Hvor blev du af?" sagde jeg. "Hvorfor blev du ikke ved Jonas?" Han rettede sit blik med Jonas og gav ham et af de der blikke man ikke rigtigt forstår, hvad betyder. "Jeg kunne ikke hamle op med ham der Joe. Han var ikke et godt menneske og det så jeg. Jeg tilbød Jonas at tage med mig, men det ville han ikke." Mit blik rettede sig også mod Jonas nu. Det var både uforstående og halvsurt.

Jeg sad og kiggede fra høloftet og ned i laden. Jonas og Lukas havde hamret nogle plader fast til udgangen, så walkerne ikke så nemt kunne komme ind. Et smil viste sig på mine læber, da jeg sad og kiggede ned på dem. Den måde de drillede hinanden på var rar at se på. Ligesom to brødre.

"Jeg har savnet dig bro," sagde Jonas til Lukas. Lukas daskede ham på skulderen og sagde: "I lige måde."

Jeg lagde mig ned og kiggede til siden. Jeg kunne skimte noget af en bog gennem stråene. Min hånd rakte sig ud efter den. Titlen var: Biblen. Jeg kunne egentlig godt huske, at en af mine venner ved navn Kaja engang havde fået mig med i en kristen klub. I starten havde jeg svært ved at tro på, hvad de sagde i den klub, men jeg blev mere og mere overbevist om, at det var sandt. Et fortvivlet udtryk dannede sig på mit ansigt. I biblen står der, at man skal stå op fra de døde. Jeg havde ikke troet, at det ville blive på denne måde. Jeg åbnede den, og begyndte at læse. Inden jeg vidste af det var jeg nået til side hundrede og drengene havde lagt sig til at sove. Jeg lagde den store bog fra mig igen, og lagde mig om på siden for at prøve at falde i søvn.