21 Days - One Direction

Dag 6

Kender i det, at man har en andens nummer, men tør ikke skrive? Det gør jeg. Det er den følelse der er overalt inde i mig lige nu.

Den seddel Louis gav mig, står der et nummer på. Jeg regner vel med at det er hans nummer, ellers ville det godt nok være mærkeligt.

Eller så løj han og gider ikke være din ven.

"Gå væk. " mumler jeg.

Det er spisested og jeg sidder der hvor jeg altid plejer. Bag vores skole er der et græs areal. I hjørnet står et stort, flot egetræ og under det, er der en træstub, fra et andet træ der engang var der, men nu er blevet fældet. Selvom man sidder i skyggen, bliver det ikke for koldt, kun hvis det blæser virkelig meget, men hvis det gør det, tager jeg bare min jakke på.

Jeg kigger ud på græs arealet, som er temmelig stort. Det er stort og her ingen. Her er tomt og ensomt. Jeg elsker de to ting, de er så forskellige.

Tomhed; Der er der intet, ingen eller noget.

Ensom; Det er fyldt til randen med onde, evige cirkler, følelser, tanker og for det meste psykiske sygdomme som depressioner eller anoreksi.

Men i min ensomhed, er der kun tanker. Onde, evige cirkler, bliver ved og ved, det gør jeg ikke. Jeg siger jo stop om blot tretten dage. Følelser, er overvurderede. Jeg viser ingen. Jeg har aldrig fået fortalt at jeg har en diagnose, psykisk sygdom eller hvad man nu kalder det.
Dels fordi jeg hader læger.

Men lad os bare slette det ligesom de to andre ting.

Jeg kigger på sedlen selvom jeg kan det udenad. Jeg har taget den op af lommen hvert tiende minut siden jeg kom hjem i går, men jeg kan bare ikke samle nok mod til at skrive.

Jeg kigger længe på tallene, inden jeg beslutter mig.

Jeg hiver min mobil frem og taster nummeret ind. Jeg skriver en kort besked, men sletter den igen. Jeg skriver og sletter igen op til flere gange, inden jeg beslutter mig at skrive det.

Til: Louis
Fra: Allison

Hej, dreng der tager alt som en kompliment.

Jeg tøver lidt, inden jeg tilføjer en smiley og sender. Der går fem minutter og derefter ti uden at han svarer. Så da klokken ringer, beslutter jeg at jeg ikke vil sidde og vente på en besked, fra en dreng jeg ikke engang kender. Jeg slukker telefonen og går hen imod skolens grund.

Klokken ringer ret så højt og hvis den ringede bare lidt lavere, ville man ikke kunne hører det der hvor jeg plejer at sidde. Men med tiden har jeg lært tidspunktet den ringer på, så jeg venter det nærmest.

Jeg går ind i klassen og ser mrs. Johnson sidder på sin plads og kigge bebrejdende på mig. De andre fra klassen sidder som de plejer, som om de er ved at falde i søvn. Undtagen Olivia og hendes to veninder, som jeg generelt bare kalder de to duller. Altså, hvem propper ti ton Make Up i deres ansigt hver anden time, bruger tonsvis af hårprodukter, for at ødelægge det ved at bruge glatte jern, hver evig eneste morgen? Dem.

Men Olivia og hendes to veninder, Sara og Rebecca, sidder og hvisker og fniser, så man allerede får spat af at være i dette lokale, når man kun har været her i godt og vel et halvt minut.

"Roberts, de kommer for sent, det tolerer jeg ikke, eftersidning fra klokken halv fire, til halv fem. " skælder mrs. Johnson ud.

Jeg trækker på skuldrende, selvom jeg hellere ville hjem og være lidt alene. Jeg går hen og sætter mig ned på min plads og hænger min tasker over stoleryggen. Jeg hader de her stole, hvem gør ikke det?

"Er det første gang at lille frøken Roberst, kommer for sent og får en eftersidning? " griner Olivia lavt. Jeg kigger ikke engang på hende, da jeg svarer hende.

"Er det første gang at du, kommentere på det? " mumler jeg så lavt at hun ikke hører det. Min nye plan er at lukke hende ude, ignorere hende, vende ryggen til, eller hvad man nu kalder det.

Min telefon siger den såkaldte bip lyd, den nu siger, når man får en besked. Jeg tager den forsigtigt frem og gemmer den under bordet så ingen kan se den. Mrs. Johnson er ret så nærsynet, så hun er intet problem.

Til: Allison
Fra: Louis

Hej pige, der er fyldt med sarkasme ;)

Jeg når ikke at svarer ham før jeg modtager endnu en, jeg sætter den hurtigt på lydløs.

Til: Allison
Fra: Louis

Mødes i parken, i morgen klokken fire?

Jeg tænker kort før jeg sender ham et 'ja'. Enkelt og kort.

"Hvem sidder du og skriver med, din søster? " griner Olivia lavt, igen.

Hvor dum er hun lige? Jeg skriver faktisk aldrig med min søster, jeg skriver faktisk aldrig med nogen, så helt dum er hun ikke.

Jeg ignorere hende så godt jeg kan, og det er ret så godt gjort.

Men en stemme inde i mit hoved skriger, at jeg skal vende mig om og svarer igen så godt jeg kan. Jeg skæver hen til Masons plads og for første gang siden for en uge siden, sidder han på sin plads. Dog hører han musik, men han er her.

Så det er en dårlig ide at svarer hende igen, med mindre jeg vil have ham på nakken konstant i en måned. Det takker jeg altså nej tak til, Olivia er slem nok og så er der også lige de andre, der støtter hende op.

"Er du nu blevet for stum til at svarer? " griner hun og jeg tager mig til hovedet, da en hovedpine begynder at komme frem. Hendes stemme kan være så skinger, at man kan mærke det helt ind til det dybeste sted i hovedet.

-.-.-.-

Klokken er lidt over halv fem og læreren - jeg ikke kender - slap mig endelig fri. Nu skal jeg bare hjem, op i vindueskarmen og tænker videre over hvordan ham der tog min notesbog så ud.

Men det eneste jeg lagde mærke til ved ham var han stramme sorte bukser og hans skinnende grønne øjne. Vent. Han havde en hættetrøje på, ligesom Louis! Kender de hinanden?

Men hvad ville han med min bog? Hvorfor tog han den? Jeg ser ærlig talt ikke nogen god grund, til bare at tage andres ting og gå væk med dem. Den bog er mit liv, bogstavelig talt.

Jeg når hjem og da jeg åbner døren slår en fantastisk duft mig i møde.

"Allison, kommer du ikke og tager lidt mad? " råber Elena fra køkkenet.

"Nej tak. " råber jeg tilbage til hende, men kort efter står hun foran mig, med hænderne i siden.

"Jeg er ligeglad om du gider eller ej, nu kommer du og spiser det mad jeg har brugt over en time af min egen tid på. " siger hun hårdt.

En skyldfølelse glider ind over mig, da det går op for mig; Hun prøver virkelig, hun prøver at holde resterne af vores familie sammen, men det er kun hende der prøver. Hun arbejder travlt om dagen for at skaffe penge til hende og mig, de penge min far ikke giver os. Hun kommer hjem laver mad og prøver at få os til at spise sammen, men vi samarbejder ikke.

"Undskyld, jeg kommer nu. " piber jeg og hænger mig jakke på knagen og stiller min sko, ved siden af de andre sko, der står på rad og række i den lille entre.

Jeg slæber mig ud i køkkenet. Bordet er dækket op dækservietter, tallerkener, servietter, bestik, glas.

Far, dette gider jeg ikke kalde ham, fra nu af kalder jeg ham Christian, Christian sidder med sin mobil og glor direkte ned i den, hilser ikke engang på mig eller prøver at opdrage os ved reglen 'ingen mobiler ved bordet'.

"Dejligt at se dig for første gang i en måned far, hvad blev der af at man ikke må have mobiler ved bordet? " jeg sender ham et falskt smil og helvede bryder løs.