The Girl and The Dragon (Dramione) oversat fra Engelsk til Dansk

En Samtale

Hermione havde gået rundt i sit værelse i de 10 minutter, Dragonology bogen lå på en stol, hun kiggede på den i et øjeblik.

Scenen med Malfoy i går irriterede hende hele tiden.

Aldrig havde han vist hende venlighed, og aldrig havde han tilbudt venskab. Så hvorfor nu? Undrede hun sig.
Måske havde det noget med Mørkes Herre at gøre, og kæmpe i en krig forandrede en person...

Hun indrømmede at hun havde været en smule unfair overfor ham, hun havde ikke en gang givet ham en chance til at forklare sig selv.

'Men alle de år han har plaget dig! Der er noget lusket i gang her, det er jeg sikker på!' Tænkte hun.

Nej, ikke en gang tanken kunne kunne fjerne skylden, der var på vej mod hendes mave.

Endelig nåede hun til en konklusion; hun var nød til at undskylde, det var den rigtige ting at gøre. Men en anden del af hende var bange for at han bare ville grine, som den Slytherin snob han var. Var det virkelig det værd at udsætte sig selv for hån igen.

Hun rystede hovedet og sukkede, hun kørte en hånd gennem håret.

Hermione hørte lyden af en dør ude i opholdsstuen åbne. Når man taler om djævlen... Malfoy var tilbage.

Hun gik over til sin dør, og tog fat i håndtaget, hun tøvede. Malfoy havde lige åbnet døren til sit eget værelse.

'Nu eller aldrig,' en stemme hviskede i hovedet på hende, hun lavede en hurtigt beslutning, hun svang døren op og krydsede gulvet.

"Malfoy! Vent."

Han vendte sig og kiggede på hende, ligesom han var på vej ind på hans værelse, han afslørede et træt blik. Hun stoppede. Hans platin blonde hår var et rod, han lignede en der ikke havde sovet godt i dage. Han gabte og kløede sig i nakken.

Da han opdagede det var hende, rynkede han på panden i forvirring.

"Hvad er der?"

Hun sank en klump, der åbenbart havde sat sig fast.

"Jeg... Ville bare undskylde... Altså for i går."

Han fortsatte med at kigge uden en synlig reaktion.

Hermione rømmede sig og så fortsatte hun, "måden jeg opførte mig på var usædvanligt. Jeg skulle idet mindste have ladet dig forklare dig selv."

Han lavede et overrasket ansigt, han var oprigtigt overrasket.

"Det havde jeg ikke forventet af dig, Granger, især ikke overfor mig, jeg forstår du stadig hader mig," han blev tavs, "men... Tak."

Han virkede tilfreds, men så var der stille.

Den akavede stilhed hang tungt i luften i noget tid.

Det var den fuldblods troldmand der brød stilheden. "Jeg, øhm... Håbede ikke at jeg gjorde dig sur... Altså ved at snakke til dig i går... Jeg ved hvordan det påvirkede dig førhen..." Hans stemme døde hen.

Han skiftede vægten fra det ene ben til det andet, og så tilbage til det første igen. Nu var det ham der var rastløs.

"Nej... Nej! Ikke... Rigtig... Jeg var bare overrasket, ikke andet," hun fandt det svært at finde de rigtige ord. "Jeg er bare ikke vant til dig... Øhm.." Hun fægtede formålsløst med armene, det var for hende umuligt at finde på noget at sige.

"Er venlig?" Han tilbød med et smil.

"Ja... Og prøver at være venlig."

"Oh" var alt han sagde. "Okay."

Efter noget tid åbnede han munden igen, "nå, jeg vil være herinde et stykke tid," sagde han og pegede ind i sit værelse, og lukkede forsigtigt døren efter sig, og lod Hermione stå alene ude i gangen mellem deres værelser.

'Er det det?' Tænkte hun 'Bare... Okay? Mærkeligt... Men idet mindste gik det ikke så slemt som jeg troede.'

Men så strejfede en skør tanke hende. Hvorfor? Det vidste hun ikke, men en pludselig undskyldning føltes ikke nok.

Hun gik over til hans dør og bankede på. "Malfoy?"

Et øjeblik senere, åbnede den.

"Ja? Hvad er der Granger?"

Før hun kunne skifte mening, mumlede hun, "kunne du have lyst til at gøre mig selskab i morgen med en tur til Hogsmead?"