Er det stadig voldtægt?

Madeline

Jeg stod uden foran mit nye hus. Det havde en stor hvid gavl, med sort mosset tag. Flere steder var der huller, og diverse ruder manglede. Det var gammelt og slidt, for at sige det mildt. Sælgeren havde sagt at det ikke var isoleret ordenligt, og derfor ville det blive koldt til vinter. Min far havde bare rystet på hovedet, "det skal jeg nok få fikset." Jeg vidste at han ikke troede han kunne klare det, men vi havde ikke råd til mere. Vi havde været nød til at flytte. Jeg havde været så bange efter voldtægten, at jeg ikke kunne klare tanken om, at være så tæt på ham. "Hvad så Madeline? Skal du med ind og pakke ud?" Det var min far, han havde ikke sluppet mig af syne siden da. "Jaa, jeg kommer lige om lidt." Min far nikkede, og gik, nok mest af høflighed. Min telefon bibbede, det var min bedste veninde. "Hvad så? er fuglen landet?" Jeg kom til at smile over hendes åndsvage kommentar. "Ja, fuglen er landet, desværre er grenen rådnet og fyldt med alger.." Jeg lod blikket glide op på den hvide gavl, som var mere eller mindre grøn. "Fantastisk, du har altid ønsket dig at bo i junglen ik? Nyd det" Varmen bredte sig i mine kinder, og jeg gik ind til min familie.

°

Jeg sad på mit værelse. Eller det der skulle blive det. På væggene var tapetten løsrevet sig, på grund af fugt. Gulvene var af træ, men de var fyldt med slidmærker. Min mor havde forsøgt at gøre rent, men spindelvævet dækkede alligevel det meste af loftet. Støvet lagde sig over alt, og vinduerne gik i ét med væggen. "Vi gør rent i morgen Madeline, det lover jeg dig, " havde min mor sagt. Vi havde kun stillet min seng op, resten ventede til der var rent. Der var mørkt uden for, vi havde spist aftensmad, og jeg var gået i seng. Bag den tynde væg ind til mine forældre, kunne jeg høre dem snorke. Jeg sad op. Trak dynen helt op til næsen, og lukkede øjnene. Jeg turde ikke sove. Min frygt for mareridtet var kun værre, her i det ukendte. Jeg var træt, og hele min krop skreg efter at sove. Jeg måtte være faldet i søvn, for mareridtet vendte tilbage. Jeg lå alene på sengen, mørket var bredt sig over værelset. Selvom der ingen var at se, så han mig. Jeg kunne mærke øjnene. Jeg hørte hans stønnen, han var på vej. Gulvet knirkede, men ikke fra samme sted. "Åhh Modige Madeline, min lille skat." Jeg kunne mærke han satte sig på sengen, og de grønne øjne lyste sig vej ind i mig. "Åhh Madeline, du ved du er min. " Jeg skreg, og skreg. "Madeline! Madeline, vågn op!" Det var min far. "Nu må det snart holde op, han er ikke i nærheden mere, du er i sikkerhed. " Jeg nikkede tavst. Jeg håbede så inderligt han havde ret, men hvordan kunne jeg nogensinde føle mig sikker igen? "Jeg klarer mig nu far, tak. " Jeg sagde der så lave jeg kunne, for ikke at bryde det tavse mørke. Han nikkede til mig, og gik søvnigt ind til sig selv. Jeg havde altid kun tænkt på ofret, men efter den aften, følte jeg med de pårørende også. Jeg sad alene i tusmørket, kun en smal stribe månelys sneg sig ind fra et enkelt rent sted i vinduet. "Hvorfor gjorde han det?" Spurgte jeg mig selv. Min stemme lød rusten, og knækkede over midt i sætningen. "Hvad nytte gjorde det?" Tårene pressede sig frem et sted i øjenkrogen. I starten havde jeg kæmpet imod, men nu lod jeg dem flokkes ned over min blege kind. Jeg kunne ikke klare dette indelukkede værelse mere. Jeg smækkede tæppet til side, og kravlede op ad sengen. Roligt traske jeg ud i den godt bevoksede have. Der stod en gammel havestol, som enten var blevet glemt, eller opgivet. Fortabt satte jeg med ned i den, fortrød jeg ikke havde taget mit tæppe med. Selvom det var midt på sommeren, smøg nattekulden sig om min krop, og lagde en slør på min bare hud. Hvor må mine forældre elske mig, tænkte jeg. At flytte fra alt de kender, og alle de kender, for min skyld. "Hvis bare han aldrig havde eksisteret," hørte jeg mig selv sige. Først var jeg i tvivl præsic hvem jeg have ment, men det måtte være Dolphin det måtte det. Jeg sad længe, bare og så på græsset der svejede. Grynet var ved at bryde frem, så jeg gik ind og lavede et kop kaffe. Stille traskede jeg i seng igen, håbende om at mine forældre ikke fandt ud af, jeg havde haft endnu en søvnløs nat.