Not Normal

Farvel

Jeg vågnede op en almindelig tirsdag, egentlig ret frisk og glad, spiste morgenmad og gjorde mig klar, for derefter at cykle de 4 km jeg har til skole. Jeg mødte Emily (min bedsteveninde) i skole gården og vi fulgtes ind i klassen. Vi startede med matematik, faktisk et fag jeg ret godt kunne lide, det plejede Emily også godt men i dag virkede hun nedtrykt. Mærkeligt, det må jeg huske at spørge hende om når vi får pause tænkte jeg, men glemte det igen. Resten af dagen gik normalt: vi holdt pause, havde historie, spiste frokost i kantinen og havde dansk.

Klokken ringede ud og vi gik ud af klassen. Emily spurgte om vi skulle følges hjem, jeg smilede og nikkede og vi gik afsted. På vej hjem virkede det hele tiden som om hun tog tilløb til noget hun skulle sige, men hun sagde det ikke. Vi stoppede ud for mit hus, som vi plejede at gøre, lige tale nogle minutter, men denne gang sagde ingen af os noget. Indtil Emily sagde "Øhmm..." og jeg kiggede spørgende på hende. Så trak hun luft ind og sagde "Jeg har en dårlig nyhed" Jeg blev bange "Er du okay? Du er vel ikke alvorlig syg eller noget?" Hun smilede "Nej, nej bare rolig" så fik hun et andet ansigtsudtryk, det helt modsatte. Hun virkede så nedtrykt som man over hovedet kunne være, som hvis der var en der var død.

"Hvad er det Emily?" spurgte jeg nervøst, "Jeg skal... flytte" hun pustede ud og så hen på mig, med øjne så fulde af kærlighed at jeg vidste hun havde været nedtrykt på grund af mig. Hun havde brugt så lang tid på at tage mod til sig. Jeg tror jeg var stivnet, gået i chok. Jeg stod bare på stedet i nogle minutter før jeg kunne gøre noget. Jeg gav slip på min cykel og sprang over og krammede hende, hun slap sin cykel og krammede tilbage. Et kram der i hvert fald varede 2 minutter. Da vi trak os tilbage så jeg at hun græd og opdagede at jeg også selv græd. Eller vi græd ikke, hulkede. Jeg hulkede mere end jeg nogensinde havde gjort før. Jeg kunne ikke fatte det! Skulle hun virkelig flytte? Jeg havde så mange spørgsmål i hovedet, Hvornår? Hvorhen? Hvorfor? Osv. Men jeg kunne ikke være bekendt at spørge hende om dem nu, hun havde det sikkert lige så dårligt som mig, hvis ikke værre. Hun skulle nok fortælle det af sig selv. Vi aftalte at holde kontakten, men kunne det nu også lykkes? Vi havde været veninder i 10 år gennem tykt og tyndt, jeg havde faktisk kun haft meget få venner ud over Emily og det var ikke nogen der var blevet der længe.

Når man lige er fyldt 15 er venner ikke noget der kommer så let. Da man var lille var det så let! Man mødte nogen og straks var man venner, men sådan er det ikke længere. Nu tager det tid at få venner, især når man har gået på sammen skole med dem i  mange år, men aldrig har været særlig meget sammen. Hvordan skulle jeg finde nogen nye venner? Ingen kunne erstatte Emily! Så måtte jeg jo bare prøve at passe ind, uden rigtig at være sammen nogen, indtil 9. Klasse var slut, der bliver man jo alligevel splittet op når man skal på forskellige gymnasier. Næste dag fortalte hun det til klassen og der blev sagt farvel. Vi fulgtes hjem igen, men ingen af os sagde noget. Vi stoppede ud for mit hus og lagde vores cykler ned. "Så er det vel nu" sagde jeg "jaah... Jeg kommer til at savne dig", "jeg kommer også til at savne dig" tårerne løb allerede ned af mine kinder. "Jeg skriver til dig i morgen når vi er ankommet, ikk?" "Jo" "Men det bliver nok sent for det er en lang køretur" "okay, vi skal sørge for at skrive til hinanden hver dag!" "Ja!" Sagde hun og vi krammede igen "nååh... jeg skal også til at hjem" "okay, jeg elsker dig" sagde jeg "jeg elsker også dig" hun tog sin cykel satte sig op og tøvede inden hun kørte afsted ned af vejen og rundt om hjørnet. Nu var hun væk "Farvel" hviskede jeg.

Hej!
Det her er den første bog jeg skriver så den er nok ikke så god😊 Det kan være der er fejl, så må i meget gerne skrive det i kommentaren. I må også meget gerne skrive hvad i synes om den både godt og dårligt, jeg vil meget gerne gøre den bedre!
Bogens hovedemne er ikke begyndt endnu.
Knus mig!