"Jeg kunne ikke klare det, han døde," hulkede jeg. "Jeg lod ham dø, jeg gik væk fra ham..." jeg var helt fortvivlet, jeg havde på en måde dræbt en mand. Var det drab hvis man kunne have reddet ham, men ikke gjorde? Jeg havde i hvert fald ladet ham dø, jeg havde ikke været stærk nok. Jeg regnede med at han var død...
Jeg var løbet hen til den eneste jeg over hovedet havde tiltro til, Winston. Godt nok var det midt på en gang, men jeg var ligeglad, ikke at det gjorde så meget, for der var ikke mange på den gang.
"Rose, du lod ham ikke dø. Du prøvede men kunne ikke, det er helt okay. Enten havde han været død, eller også skete det her med at du prøvede, han ville have været død alligevel hvis du ikke havde været her," sagde Winston. "Men hvis jeg havde taget mig sammen, så behøvede han ikke være død, han kunne være levende nu..." jeg hulkede endnu mere og Winston trak mig ind til et kram. Da jeg havde hulket færdigt, sagde han sammenbidt, og "Klarer du dig? Jeg bliver nødt til at passe mig arbejde igen, jeg skal lige snakke med nogen." Havde der været en snart af vrede da han havde sagt det sidste? Jeg nikkede "Nej vent Winston!" Han vendte sig om og kiggede på mig. "Jeg ville bare lige sig tak! Mange tak! Du har virkelig hjulpet mig! Og okay... det her ord bruger jeg aldrig, men nu synes jeg at det passer. Du er virkelig en guttermand, tak!" Han smilede stort til lig som tak og gik så. Jeg klarede mig, men kun lige akkurat.
En halv time efter så jeg Alberto, lederen, komme gående. Jeg sad stadig op ad væggen på gangen, som jeg havde gjort den sidste halve time. "Du må undskylde at vi gav dig så stor en opgave, jeg tror vi skal starte i de små, hvad med at vi får dig ind på et værelse, så kan du slappe af og få sovet. Så kan du i morgen prøve at heale nogen der ikke er døende, måske bare sår." Bar det bare mig eller havde han sagt det lidt som om at det var noget fra et manuskript eller noget bestemt han skulle sige, ikke som om det kom fra hjertet? -Jeg tænkte at jeg måtte begynde at stole på ham noget mere, han var jo trods alt kun venlig og forståelig over for mig lige nu.
Det sidste med døende sagde han lidt som om det var sjovt. Men ellers forstod jeg ikke hvorfor han var så sød over for mig, han havde da ikke fået en grund til det nu, som han ikke havde haft før. Måske var det fordi han kunne se at jeg havde grædt.
Mange mænd kan bare ikke tage når piger græder. De ved ikke hvad de skal gøre, så det ender med, næsten uanset hvor meget de hader en, at de vil gøre næsten alt, bare for at få en til at stoppe med at græde, det var vel derfor Alberto var sød over for mig...
Hej Her får I er lidt kort kapitel, men næste kapitel bliver med en anden P.O.V end Roses, jeg vil ikke afsløre hvilken, det må I bare vente og se! Vi ses, jer der er så søde og dejlige at I stadig læser min bog, selvom den blev startet for evigheder siden! Taknemmelige-knus fra mig!
PS min nye bog 'What is your name?' er kommet ud i går, den er under genren teenage fiction. I må meget gerne lige tjekke den ud, og hvis I kan lide den så stem og kommenter! Her kan i se coveret!
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
