Only You (Dansk)

Kun os to

Senere samme aften kom der nogen, der skulle interviewe os. Jeg tror at det var Vi Unge, men jeg var ikke helt sikker. Efter at de havde interviewet os allesammen et par stykker af gangen, skulle vi til at lege en leg. Eller, Leondre, Charlie, Carson, Matty og Kenzie havde lige været inde for at lege præcis den samme leg, som vi skulle til at lege. Vi gik ind i et lokale, og satte os på nogle blå stole, foran et kamera. "I kender godt legen 'Hvem er mest...?' ikke?" Spurgte damen der interviewede os, og vi nikkede. "Okay, så starter vi med første spørgsmål: Hvem er mest følsom?" Spurgte damen. Jeg holdte to kort frem. Et med Marcus' navn og et med Annies, de er begge ret følsomme. "Hvem er mest doven?" Spurgte hun så bagefter. Martinus begyndte at grine. Jeg tog igen kortet med Marcus' navn, men da jeg kiggede rundt, stod mit navn på alle de andres kort. "Nej! Jeg er da ikke doven!" Sagde jeg. "Jo, du er!" Grinte Martinus mens han nikkede. "Endelig har vi fundet en der er mere doven end mig!" Sagde Marcus. Vi grinte, og fortsatte med legen. 

Vi gik tilbage til busserne, sagde godnat og jeg fulgtes med de andre piger ind i vores bus. 

Jeg kunne ikke sove, jeg var træt, men kunne ikke sove. Hvad sker der mellem Martinus og jeg? Ingenting? Nej, der sker helt sikkert et eller andet, jeg ved bare ikke helt, hvad det er. Jeg bliver revet ud af mine tanker, da min telefon bipper. Jeg tager den op, og ser, at jeg har fået en besked fra Martinus. 'Gå udenfor' stod der, helt simpelt. Jeg havde lyst til at spørge hvorfor, men valgte bare at gå ud alligevel. Jeg listede mig forbi de andre piger, og ud ad døren. Da jeg lige var trådt udenfor i den kølige natteluft, fik jeg øje på Martinus. "Shit! Du forskrækkede mig!" Sagde jeg, og hoppede et skridt tilbage. Han stod lige foran døren til vores bus. "Hahahah, undskyld." Svarede han. "Behøvede du at stå lige foran døren?" Spurgte jeg. "Jeg vidste jo ikke, om du havde set min besked, jeg skulle lige til at banke på døren." Sagde han. Jeg nikkede. "Hvad skal vi egentlig? Hvorfor skulle jeg gå herud?" Spurgte jeg forvirret. "Bare følg med." Sagde Martinus og tog blidt fat om min hånd. "Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg. "Stoler du på mig?" Spurgte han. "Nææ, ikke rigtig" Svarede jeg, mens jeg prøvede at se seriøs ud. Jeg mente det selvfølgelig ikke. Martinus kiggede bare på mig. "Jo, selvfølgelig gør jeg det." Smilte jeg, og han smilte tilbage. Jeg var stadigvæk ligeså forvirret, men jeg fulgte efter ham. "Godt, så bare følg med." Sagde han, mens han kiggede tilbage og smilte hans forbanede perfekte smil. Jeg fulgte med ham helt ud af København, helt ud af byen, uden at nogen af os sagde et ord. Det var helt mørkt, og jo længere væk vi kom fra byens lys, jo flere stjerner kunne vi se. Der var ikke en eneste sky på himlen. Han trak mig med op af en bakke, en høj bakke, for at være mere præcis. Det føltes i hvert fald som om det tog en evighed at komme op ad bakken, men alligevel føltes det også som om det kun tog to sekunder. Vi nåede endelig op på toppen. "Wow..." Sagde jeg, og stirrede op på stjernehimlen. "Jeg tænkte nok, at du ville sige sådan. Jeg vendte mig om mod Martinus. "Hvorfor er jeg her egentlig, det er smukt, men jeg forstår det ikke helt. Hvorfor trak du mig med herop?" Spurgte jeg. "Jeg ville gerne gøre noget specielt, for dig, hvor de andre ikke er med. Så fandt jeg det her sted tidligere. Jeg har taget tæpper og pudder med." Sagde han og smilte sødt. Jeg smilte tilbage, og han lagde det ene tæppe på jorden, og smed nogle pudder ovenpå. Jeg lagde mig ned på tæppet, og Martinus lagde sig ved siden af, mens han lagde endnu et tæppe over os. "Der er cassiopeia, og storebjørn... Lillebjørn, svanen og sommertrekanten." Sagde jeg mens jeg pegede. Martinus kiggede på mig som et stort spørgsmålstegn. "Hvad?" Spurgte jeg, mens jeg kiggede ham i øjnene. "Jeg vidste bare ikke at du vidste så meget om stjerner og stjernebilleder." Sagde han. "Jeg kan godt lide at læse i min fritid, okay?" Sagde jeg, og kiggede tilbage på stjernerne. "Om stjerner?" Spurgte han. "Ja, er der noget galt med det?" Spurgte jeg. "Nej, jeg er bare overrasket." Svarede han. "Overrakset? Hvorfor det?" Spurgte jeg, mens jeg endnu engang vendte hovedet overmod ham. "Jeg vidste bare ikke, at du var sådan en, der læser meget og ved en hel masse." Sagde han. "Jeg ved da ikke en hel masse." Smilede jeg. "Det kan godt være, men du ved stadig mere end jeg gør." Sagde han, mens han også kiggede tilbage på stjernerne. "Jeg har bare et spørgsmål." Sagde han efter et par minutter med fuldkommen stilhed. "Hvad er det?" Spurgte jeg. "Hvem var ham der fyren fra den anden dag?" Spurgte Martinus. "Ham fra tivoli?" Spurgte jeg, hvilket egentlig var et åndssvagt spørgsmål, for vi havde ikke rigtig talt med nogle andre interessante drenge. Martinus nikkede. "Det er Alex. Han er min ekskæreste." Svarede jeg. "Oh..." Sagde Martinus lavt. "Vi var kærester i 8 måneder, inden at jeg dumpede ham fra et år siden." Fortsatte jeg. "Hvorfor dumpede du ham?" Spurgte Martinus. Jeg vendte hovedet væk, så Martinus lå og kiggede ind i mit hår. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, skulle jeg fortælle ham det? Ja? Nej? Jeg ved det ikke. Tankerne fløj gennem mit hoved, mens stilheden sank ned over os. "Undskyld." Hviskede Martinus. "Det gør ikke noget, jeg er ovre ham. Der er bare mere der ligger bag, og det er jeg stadig ikke klar til at tale om." Svarede jeg, mens jeg vendte mig om mod ham igen, og lagde mit hoved på hans brystkasse. Han snoede hans arme om mig. Det var rart at ligge der. Bare ham og mig, helt stille, uden resten af verden. 

"Vi burde nok gå tilbage." Sagde jeg, mens jeg satte mig op. Klokken var alligevel 2 om natten, og vi burde gå tilbage, da vi har koncert i morgen. Eller... I dag, for at være præcis. Martinus satte sig også op, men svarede ikke, han sad bare og kiggede på mig. "Hvad?" Spurgte jeg forvirret. "Jeg har bare virkelig meget lyst til at kysse dig lige nu." Svarede han, og jeg blev selvfølgelig helt rød i hovedet. Jeg strøg en tot hår om bag mit øre. "Hvorfor gør du det så ikke?" Spurgte jeg ham med et kækt smil. "Problemet er, at hvis jeg kysser dig, er jeg ikke sikker på at jeg ville kunne stoppe igen." Sagde han og smilte, mens han lænede sig tættere på mig. "Må jeg så låne et kys? Jeg lover at give det tilbage." Grinte jeg. Jeg trak ham ind til mig, og hans læber lanede blødt på mine.