Bulbjerg

Pludselig befandt vi os midt i et overraskende landskab: Lysende, hvide sandbakker til alle sider, vindblæste, små træer der stod og vred sig under den store åbne himmel. Vi hev frydefuldt efter vejret, som vi dykkede op efter luft efter alt for lang tid under vandet. Vi standsede og så os omkring, vi missede med øjnene efter at have holdt blikket fast ved grusvejen og plantagens mørke så længe. Selv duften her var anderledes, salt og frisk, havet måtte være meget tæt på nu. Men vi havde for længst mistet orienteringen. Vi kørte i ring. Det var varmt. Vi havde en seksårig dreng og en gravhund med os.

Vi havde kørt i timer, men du nægtede stadig at spørge om vej. Vi ville ikke have haft kørt rundt i mørket af skoven så længe, hvis du ikke havde været så stædig. Men det lysnede nu alligevel snart for os.

Vi nåede en asfalteret vej. Sebastian rykkede uroligt rundt omme på bagsædet. Langt ude mod kysten stod en kæmpe klippe og ragede ud over havet. Den trodsede alle de kraftige bølger, som slog sig mod den. Vi stirrede. Det var smukt. Den fik os til at føle os stærke, hele. Men var det ikke også det, vi kom for?

Vi fandt endelig sommerhuset ved hjælp af et gammelt kort fra en tankstation. Vi pakkede vores ting ud og satte os til rette på sofaen. Sebastian ville ud og lege med den lille hund. Han fór rundt i det høje græs, mens vi sad sammen. Du virkede så fjern, selvom du var så nær. Alt man kunne se, var spejlingen af dit ansigt i det vindue, du stirrede udad.

Pludselig kom løbende Sebastian ind ad døren, men hunden var ikke med ham. Den var løbet ud på en mark, og han kunne ikke få den til at komme tilbage.

Ansigtet i vinduet blev mere og mere rødt, men du vendte dig ikke om. Den lille dreng trak sig længere og længere hen mod døren. I løbet af et sekund var han væk.

Du stod og stirrede stift ud af vinduet. Du synes, at vi skulle køre en tur. Men du skulle ikke engang selv med, du skulle jo hente hunden. Det var i hvert fald det, du sagde.

Sebastian sad og stirrede ud af forruden, mens bilen suste hen ad vejen. Måske for hurtigt. Bilens dæk var måske vant til storbyens nye veje, men ikke disse bumpende grusveje. Hjulene skred hen ad vejen, da vi rundede det ene hjørne. Bilen hvinede, da den ramte et træ. Snart hvinede Sebastian også. Det blødte fra et sår på hans ansigt. Bilen kunne ikke bruges længere, så vi gik. Vi gik uden at stoppe, men i virkeligheden ventede vi. Vi ventede på dig. Men du kom ikke.

Til sidst nåede vi til en strand. Sebastian græd stadig, mens vi gik. Bølgernes slag mod klipperne sendte ekko mellem stenene. Slag, smæk, plask. Det mindede om derhjemme. Pludselig stod vi der med klinten lige foran os. Dens mørke, ujævne overflade glimtede i solens stråler. Men den var ikke smuk. Vi så den endelig, som den virkelig var; en ruin. Rester af hvad der engang var en enorm klippeblok, men som smuldrede i havet for længe siden. Sebastian larmede ikke længere. Han stod stille og snøftede, hans arme dinglende ned ved hans side. Han så det også nu.

Vi vendte tilbage til den nedslidte asfaltvej. Vi fortsatte med at gå langs vejen, men denne gang ventede vi ikke.

Det var næsten mørk, før en bil endelig tog os op. Sebastian var stort set uskadt. Lægen undersøgte ham, sygeplejersken forsøgte at få ham til at le. Han sagde ikke et ord. De limede hans sår sammen, og vi blev sendt hjem. Du sad i mørket ved vinduet, da vi langt ud på natten kom tilbage til sommerhuset. Du havde ikke engang hentet hunden.