So Far Away MG. [AFSLUTTET]

Kapitel 49. Tillykke med Marcus.

"jeg må hjem nu" hviskede jeg til Anne og rejste mig, jeg gik op fra min plads og alle kiggede mærkeligt på mig. 

"hvad skal du?" spurgte Anders og tog fat i min hånd, jeg tog den til mig igen imens jeg gik væk.

"hjem!" råbte jeg bagud imens jeg gik. Jeg kan slet ikke tage Marcus lige nu, han lærer det aldrig. Han siger undskyld til dit og dat, men i sidste ende mener han ikke en skid af det. Han sidder seriøst og siger lige foran mit ansigt at han har noget med Isabelle, selvom han den anden dag prablede løs om at han ikke kan lide hende. 

Jeg nåede endelig hjem igen, eller hjem til Marcus og Martinus. Jeg gik bare indenfor da jeg så Anne og Erik sidde og snakke ved køkkenbordet. 

"hej Hazel, tillykke med Marcus" sagde hun og smillede til mig, har han fødselsdag?

"er det hans fødselsdag?" spurgte jeg forvirret. Anne og Erik grinte.

"nej da, jeg mente at i er kommet sammen" sagde Erik og krammede mig. Jeg var helt frossen, men alligevel gjorde det mig lidt glad.

"hvem sagde det?" spurgte jeg og trak mig fra krammet.

"Martinus" sagde Anne, jeg nikkede og løb ovenpå til Martinus.

"Martinus!" sagde jeg højt da jeg brasede ind på hans værelse. Han stod uden trøje på men jeg var faktisk pisse ligeglad, det røre mig ikke.

"Hazel bank dog på" sagde han og tog en trøje på.

"det er ikke mig som har sagt til dine forældre at mig og Marcus er sammen!" sagde jeg og satte mig opgivende på sengen.

"vi er ikke engang sammen" sagde jeg trist.

"er der da sket noget?" spurgte Martinus og satte sig ved siden af mig.

"altså han har ikke spurgt mig endnu, men det er ikke det jeg mener. Vi var hjemme hos Josef og så legede vi s p eller k, han tilstod så at ham og Isabelle havde noget sammen" sagde jeg og lagde mit hoved på Martinus' skulder.

"jeg ved sikker godt at du ikke vil høre det her Hazel, men. Marcus han er noget særligt og han er virkelig god til at dumme sig og gøre dumme ting, sådan er Marcus bare og det er self ikke en god undskyldning. Men man kan tydeligt se hvor meget Marcus holder af dig, han vil ikke miste dig. Bare giv ham en chance til Hazel" sagde Martinus og tog armen om mig, så den aede min arm.

Marcus brasede ligepludseligt ind ad døren forpustet.

"Hazel det er rigtig alt det han siger, undskyld virkelig jeg blev bare så presset. OG gik i panik" sagde han næsten med tårer i øjnene.

"kom lige" sagde jeg og trak ham ind på hans eget værelse.

"Marcus det er ikke kun det, jeg er også virkelig træt af at være din kusine" sagde jeg og krydsede mine arme. Marcus trak et smil frem.

"det har jeg fikset" sagde han stolt og gjorde sig klar til at fortælle.