Half a Smile

Epilog

Begravelsen var smuk.

Hendes kiste var dækket af de smukkest orange blomster. Svømpt i dem.

Ashton holdt hendes lillebror. Åh Ashton, som ænskede at lære hende at kende så meget. 

Alexander så mindre ud end han brude, store sorte rander under hans øjne. Han græd. Hvor han græd. Tårerne havde været en fast del af hans ansigt siden opkaldet.

Hun var et kort kendskab for de fleste der stod omkring graven. Pige fra foråret 2013 som sent bliver glemt. Hende med stemmen for lave til at høre, men så smuk når man endelig gør. Hende som flygtede fra alle problemerne til hun ikke kunne løbe længere. 

Hende med faren der elskede hende så længe andre var omkring. 

Hun var blot et minde, som man ikke nævnte efter der.  Livet gik vidre for de andre, det var det nødt til. 

Bandet blev ved med at spille, vennerne forblev venner. 

Luna og Alexander forblev en kerne familie med hendes far når der var andre omkring, men så dybt knuste når de blot var dem. 

Maddie var en virvelvind der roddede mange ind i hendes liv. Hun gjorde sit bedste for at blive bedre. Mens hun vidste hun ikke ville blive bedre end den hun var. 

Udgivet 2/6-2020. Jeg har endelig taget mig sammen til at skrive den rigtige slutning, er i gang med at gennemgå mine gamle bøger.