Jeg er bange for at gå hjem alene om aftenen,
min far har altid sagt at jeg skulle skrive når jeg er kommet frem,
eller ringe når jeg vil hentes.
I byen vil jeg bare gerne gå i ét med musikken og danse med kroppene omkring mig,
men i stedet bliver jeg mødt med klamme kommentarer, og frygten for kemikalier i min bajer.
De snakker om mig bag min ryg,
og min sjæl bevæger sig langsomt mod tomhed;
forsvinder ud i ingenting.
Når hun kysser mig fyldes min hjerne med serotonin, mit hjerte med livsglæde, min krop med eufori.
Jeg gør alt forkert,
intet rigtigt
kan aldrig tilfredsstille nogen
eller blive tilfredsstillet.
Jeg vil ikke være alene
Jeg vil ikke være mig
Hvem er jeg?
