Relics

Kapitel 2

Jeg vidste godt at jeg skulle komme direkte hjem, men jeg var stoppet for at købe en is til mig selv. Jeg havde lige fået den højeste karakter i hele klassen, for en opgave om den amerikanske revolution. Så isen var min premiere for at lave den bedste opgave. Mor havde lovet mig at vi nok skulle finde et tidspunkt at gå ud at spise, for at fejre at jeg var blevet 14 år. Jeg kiggede på mit ur. En halv time forsinket, mor ville godt nok blive sur. Lige nu kunne jeg sagtens klare den uges stuerest jeg garanteret ville få.
Da jeg endelig kom hjem var hoveddøren åben. Jeg lagde forsigtigt min skoletaske på gulvet og skruede enden af paraplyen i entréen af. Jeg tog kniven ud af paraplyen og bevægede mig forsigtigt længere ind i huset. Mor havde trænet mig til dette, men nu hvor kniven faktisk blev nødvendig følte jeg mig slet ikke klar. Jeg tjekkede først køkkenet og gik derefter ind i spisestuen. Der lød en skramlen fra mors arbejdsværelse, så jeg bevægede mig langsomt og forsigtigt der hen. Jeg kunne tydeligt hører mit hjerte slå og jeg svedte i hænderne, så jeg var ved at tabe kniven. Jeg skubbede døren op... og der midt på gulvet lå mor i en stor blodpøl. Jeg lod kniven falde på gulvet og knælede ved siden af mor. Jeg skulle til at mærke efter en puls, da en hånd pludselig lagde sig om mit håndled. Jeg gav et forskrækket skrig fra mig og ville rive mig løs. Mor stramme sit greb og tussede på mig. Hun slap mit håndled og tog førte sin hånd ind under sig selv. Hun trak en kort daggert ud og gav den til mig. Dens blad skinnede og den havde guld bånd om skaftet. En lille sten sad for enden af skæftet og der var hugget en åbenslået bog ind i den. Mor hæv efter vejret og fortalte mig at lige meget hvad så måtte jeg ikke miste den daggert. Det kaldt liv eller død. Hun bad mig om at hente en taske frem, som hun havde gemt bag bogreolen. Hun fortalte at der lå et brev og en bog der i, som nok skulle forklare det hele. Jeg lagde daggert i tasken og tog den på ryggen. Jeg fik ikke engang lov til at sige nået før hun sendte mig at sted. Med en besked om at ikke at stole på andre end mig selv. Hun skubbede til min skulder og fortalte hvor højt hun elskede mig. Hun hæv igen efter vejret og sagde at de var på vej. Hun tog sin sidste udånding, mens jeg flygtede for mit liv.

En smerte skær sig gennem mit minde om min sidste dag med min mor. Jeg vågnede med et sæt og satte mig op. En hånd skubbede mig blidt, men bestemt ned igen. En gammel dames ansigt kom til syne. "Var det et godt minde min kære. Alle minder om ens forældre er da gode." Hun sendte mig et stort smil. "Mine minder er ikke specielt gode og hvis du valgte hvad jeg skulle se, kunne du godt have valgt et andet." Jeg forsøgte at se surt på hende, men jeg var ikke helt sikker på at det lykkedes. Smerten var virkelig slem og jeg forsøgte at se ned af mig slem. Min venstre arm var dækket af noget grønt stads og den gamle dames vinger var lige så grønne som det på min arm. En fe der hjælp en heks, med naturmedicin. Hvis omstændighederne havde været lidt anderledes ville det have været sjovt. "Naturmedicin virker kun på din slag og det ved vi begge to godt." Hendes vinger baskede hurtigere. Jeg havde vidst fornærmet hende. "Det er ikke naturmedicin. Det er bare urter der skal trække giften ud af dig." Hun rejste sig og gik. Jeg ville stadig kalde det naturmedicin, men jeg gad virkelig ikke at diskutere det med hende.
Jeg har ingen ide om hvor lang tid de urter havde været på min arm, men jeg kunne pludselig mærke mine fingrer igen. Feen kom tilbage og hjælp mig med at spise den suppe hun have taget med. Den smagte meget af urter. Hun forsøgte sig stadig med urte medicin. Der var vidst igen vej uden om. I det mindste vidste jeg, at hvis hun dræbte mig vil hun få en langsom og forfærdelig død. Angel ville beskytte mig til det sidste.
Den irriterende fe dame lagde flere forskellige urteforbindinger på min arm og jeg fik, jeg ved ikke hvor mange skåle med urtesupper. Sådan fortsatte det i nogle dage. Jeg regnede da med at der gik flere dage, for ellers skiftede damen tøj flere gange om dagen.
Langsomt begyndte jeg at kunne mærke min arm og jeg var endelig i stand til at bruge den igen. "Hvad skal du have som betaling for at hjælpe mig?" Feen klappede mig frygtsomt på armen. "Din taknemmelighed ville være dejligt, men den får jeg næppe." Jeg kunne ikke lade være med at smile af hendes bemærkning. "Så jeg ønsker to ting som betaling." Jeg kiggede overrasket på hende og stoppede med at tage min støvle på. "Du ønsker to ting. Det vil blive svært bare at give dig en værdigenstand. To tvivler jeg stærkt på at jeg kan give dig." Jeg fortsatte med at tage støvlen på og bandt den. "Du vil være i stand til at give mig to værdigenstande, men det er ikke hvad jeg ønsker af dig." Jeg skulede til hende. "Ikke det? Hvad ønsker fruen så?" "Jeg ønsker at vide hvad mindet du så før du vågnede her hos mig handlede om." Jeg kiggede hårdt ned i gulvet, mens jeg forsøgte at få den anden støvle på. "Der er vel ingen vel uden om." Jeg sukkede dybt. "Det handlede om min mor. Jeg var 14 år gammel og var lige kommet hjem fra skole. Jeg fandt hende døende i hendes arbejdsværelse. Hun fik mig til at finde en taske bag reolen, hvori der lå pas og penge." Jeg havde ikke tænkt mig at fortælle den gamle krage sandheden.
Hun bevægede sig tættere på. "Det gør mig så ondt at du måtte igennem sådan et traume." Jeg rullede med øjnene og vreden begyndte at røre på sig. "Jeg har ikke brug for din medlidenhed. Jeg har klaret mig helt fint de sidste mange år uden den langs blødsødne øjeblikke." Sådan var færdig med den anden støvle. Så var det bare på med jakken.
"Du ønskede to ting og jeg har nu givet dig det første. Hvad er det sidste?" Hun rejste sig og hjælp mig med at få jakken på. "Jeg vil gerne vide hvad du lavede på det museum i nat." Hendes hænder faldt til ro på mine skuldre og strammede grebet. Jeg forsøgte at trække mig fri, men hun var stræk af en gammel dame, at være. "Jeg havde hørt at de havde en samling af værdifulde ædelsten. Sådan nogle sten kan indbringe en stor slat penge. Man kan ikke komme nogle steder uden penge." Jeg trak mig hårdt væk og damen vaklede. Jeg forlod hendes lille hus og da jeg var kommet et stykke væk, vendte jeg mig om. Den gamle dame stod i døren og sagde stille: "Hun må lære at stole på andre, hvis det nogensinde skal lykkes hende."

Jeg kunne ikke længere se huset så jeg fløjtede på Angel og et øjeblik efter dukkede hun op. Jeg satte mig op på Angel. "Du tog mig ikke hjem." En rumlen gik gennem hende og jeg grinede. "Jeg er skam taknemmelig for at du bragte mig en der kunne hjælpe mig, men helt ærlig en fe." En ny rumlen. "Jaja. Jeg ved godt at jeg ikke skal dømme en bog på dens omslag." Jeg klappede hende på siden. "Nå tilbage til skjulestedet og du kan fortælle mig hvad jeg er gået glip af imens.