Lille Sky Gik Morgentur...

Kapitel 1.

”Siger navnet Roswell dig noget?”

  ”Jah Demi Moore´s fødeby velsagtens.”

  ”Jamen  byen er også berømt for en UFO observation.”

  ”Aha?!”

  ”De kom til Roswell i 1947, og har siden betragtet os.”

  ”Du mener altså, at vi er blevet overvåget siden midten af fyrrene, men hvorfor er vi så interessante?” Spurgte den unge.

  ”Et fremmed fartøj fra himmelrummet faldt ned uden for Roswell, og siden har man nær byen set tegn på intelligent liv fra andre verdener,” fortalte den gamle kone.

Hun begyndte for alvor at give den unge lektioner, og han valgte at tie. Hans indvendinger nyttede ikke, for hun var af den gamle skole, og forventede ubetingede respekt. Hendes selvagtelse syntes uantastelig, så i mangel på argumenter, der ikke såede tvivl om damens intellekt, lod han hende bare tale. Hun holdt nu en dommedagsprædiken, hvis emne konstant kredsede om magthavere, som kynisk manipulerer deres undersåtter. Trods årstiden havde en kraftig hveps helt uventet indfundet sig, og dovent bevægede den sig imod ham. I det samme bemærkede han en svag summen, og kikkede så ned på trøjen. Hvepsen ville sætte sig, og han børstede den rask væk. Han skulle lige til at kvase misedderen, da den nu lå på bordet med benene i vejret, men mærkede så et fast greb om sit håndled. Et par ældede øjne stirrede nu med misbilligelse på den unge. Pludseligt jog en stærk smerte igennem armen, og den aggressive kæmpehveps fløj derpå videre.

  ”Ja det gjorde ondt, men se det lige fra hvepsens side.” Affærdigede den gamle kone.

Han tog sig til armen, og kunne ikke erindre et stik, der sveg tilnærmelsesvis så slemt.

  ”Ja de er store i år!” Konstaterede konen tørt, og fortsatte. ”Det er ganske givet nogle muterede insekter. Amerikanske forskere har længe hemmeligt eksperimenteret, og nu giver det bagslag.”

  ”Ja eller også er det klimaforandringen,” rettede den unge, imens han pressede sin ene hånd imod såret.

  ”Vissevasse! Vejret er, som det altid har været. I 1943 da jeg var seks, havde vi en ualmindelig varm sommer. Forskerne bilder os hele tiden noget ind, så politikerne bedre kan styre os. Sidst var det Corona!”

  ”Såh?!”

  ”Men på den ene og anden måde kommer de alligevel til kort.”

  ”Hvad mener du nu med det?” Spurgte den unge nu utålmodigt.

  ”Min datter er kontorchef i efterretningstjenesten.”

  ”Jaså?!” sagde han ligegyldigt.

  ”Hun har længe vidst noget om dem, du ved nok,” hviskede den gamle fortroligt, og pegede op.

Han lyttede et øjeblik med alvor, men faldt så helt til ro, og udbrød med et smil:

  ”Det hele stammer altså fra Roswell både dem, mutationerne og Corona?!”

  ”Ja men ikke mit ord igen,” hviskede hun, ”egentligt må jeg ikke fortælle det. Jeg spurgte engang min datter, om de findes deroppe.”

  ”Hvad svarede hun så?”

  ”Hun svarede slet ikke, men som mor kunne jeg hele tiden føle, noget stak hende.”

   Den unge lod sig ikke skræmme så let, men hævede med trods sit blik. Han stillede derefter et spørgsmål, hvis svar var åbenbar, og derfor overflødigt: 

  ”Og det hele vidste hun igennem sit arbejde?!”

  ”Ja selvfølgelig!”

Pludseligt så han den gamle kone hæve blikket, og vendte straks sit hoved. En midaldrende kvinde nærmede sig parret, og snart opstod en fornemmelse af rastløshed hos den unge mand. Han følte sig stadigt usikker i fremmedes selskab, og var mere vant til den gamle.

  ”Ikke så genert!” Rettede hun ham nu.

  ”Jeg ser, at du har selskab. Hvad om du præsenterer mig for din nye ven?” Spurgte den modne dame med et smil.

Den unge mand rakte hende rask hånden, og sagde med sikker stemme:

  ”Jeg er flyttet ind i ejendommen for godt et halvt år siden, men skal vænne mig til så meget. Du må undskylde min nervøsitet.”

Hendes øjne hvilede på ham, og hun greb nu ud efter hans hånd. Han forsøgte desperat at virke opvakt, men undgik dog blikket.

  ”Vi talte lidt om dit arbejde.” Hviskede den gamle kone fortroligt. ”Jeg håber ikke, at du er i fare.”

  ”Nej nej!” Stønnede damen irriteret, mens hun nøje iagttog den nye.

  ”Men de dér må altså ikke få at vide, at jeg har talt over mig!” Sagde den gamle, og kikkede frygtsomt op.

Et øjeblik så den yngre dame forlegen ned, hvorpå den unge mand tog ordet:

  ”Du skal ikke være urolig. Din moder nævnte kun, at du er politiansat. Du søger for vores sikkerhed!”

Datteren betragtede nu den unge mand forbløffet, og han fortsatte med tydelig hviskende stemme:

  ”Vi ved, at de er deroppe, men du kan trygt regne med vores tavshed.”

  ”Ikke også?!” Mumlede han sagte til moderen, som nu nikkede anerkendende med vidt åbne øjne.

Trods hans vigende blik ænsede datteren et hurtigt smil og et blink med det ene øje. Hun valgte nu at se bort, og kunne ikke undgå at smile.