Lille Sky Gik Morgentur...

Kapitel 25.

  ”Goddag Nicklas. Det er godt nok længe siden.”

  ”Ja! Jeg så dig godt nok deltage i sørgetoget ved Merethes begravelse,” svarede Nicklas fattet.

Henriksen smilte nu bekræftende, og rømmede sig let. Dorte syntes at føle sig til overs, og kikkede blot upåvirket på den nye gæst. Nicklas så nu på kæresten, og sagde henkastet:

  ”Jeg tror vist, at det er tid til, at vi laver nogle drinks. Kom lige med ud!”

Det unge par nu stod i det lille køkken, og mens Josephine skar limefrugter, hviskede Nicklas:

  ”Vi skal have Dorte ud af lejligheden! Nu!”

Josephine skulle til at protestere, men fattet holdt han hende for munden, og fortsatte:

  ”Der er ikke tid til at spørge hvorfor, men du må bare stole på mig. Jeg skal tale med ham alene, og du skal blot shoppe med hende. Hun skal ud! Forstået!”

Parret kom lidt efter smilende tilbage bærende på en bakke med fire hurtige drinks og et par skiver limefrugt. Pludseligt udbrød Josephine, efter at de alle havde skålet:

  ”Pokkers også! Holder de forresten ikke siesta herovre?”

  ”Jo det gør de rigtigt nok.” Svarede Nicklas. ”Men hvorfor spørger du om det?”

  ”Dorte er det ikke rigtigt, at det kan være halvfarligt for kvinder, at færdes alene i sådan en storby?”

Dorte så uforstående på hende, og svarede tøvende:

  ”Jo man har hørt om overfald...”

  ”Har du hørt det?” Spurgte hun nu sin kæreste. ”Kan du ikke lige følge med mig i byen. Så kan jeg få et par nye sko. Dem jeg har, klemmer.”

  ”Har du da ikke nok sko i forvejen?”

  ”Jo derhjemme, men ikke her! De er ved at tage livet af mig. Please!”

  ”Jamen vores gæst har sikkert travlt, og jeg vil gerne tale med ham, mens tid er.”

  ”Jamen så forstå det da!”

Nicklas sukkede let, og sagde han træt henvendt til Dorte:

  ”Kan du ikke følges med hende i byen. Du ved, at når hun mener det, så mener hun det. Jeg vil være dig taknemmelig.”

Dorte nikkede nu indforstået, og sagde så til veninden:

  ”Kom vi går nu! Så kan de tale i fred.”

Da døren gik i, sagde Henriksen med et smil:

  ”Du forstår virkeligt situationens alvor, og hvordan den løses bedst. Når kvinder mener det, så mener de det!”

  ”Ja Merethe mente det også i sin tid.”

  ”Ja hun var en god pige hende Merethe,” mumlede Henriksen, og sagde så, ”men jeg kom egentligt for at spørge dig om noget, som også vedrører hende.”

Nicklas så nu afventende på ham, og Henriksen fortsatte lettere forlegen:

  ”Det jeg nu vil fortælle, må helst ingen få at høre.”

Nicklas holdt nu vejret, og lyttede spændt.

  ”Jeg havde i længere tid et forhold til damen. Lille mor og jeg er for øjeblikket på rundtur i Sydamerika, og bor tilfældigvis på samme hotel som I. Jeg spottede dit navn på en regning nede hos portieren.”

Henriksen virkede nervøs, og sagde så:

  ”Merethe og jeg tog en masse billeder af hinanden, hvis du forstår. Hun lagde dem senere ud på en internetsky. Denne sky har en adgangskode, og et kaldenavn. Du gav mig i sin tid adgangskoden, men jeg ved ikke, hvor på skyen de er. Forstår du mit problem?”

  ”Jeg forstår det godt.” Sagde Nicklas og rømmede sig. ”Jeg kan måske hjælpe dig. Merethe nævnte flere gange et mandenavn i søvne nemlig Ibrahim. Jeg fortalte hende, at jeg havde hørt navnet, og det lod til at ophidse hende lige før ulykken. Det er måske årsagen til hendes død, du ved.”

Henriksen nikkede indforstået, og skrev nu rask navnet på en notesblok, der i forvejen lå på bordet. Han rev sedlen af, og sagde så:

  ”Jeg er glad for, at du kunne hjælpe os. Familien vil være dig evig taknemmelig for din indsats.”

Han gav nu Nicklas hånden, og idet døren gik i, anede han ordene:

  ”Tak Nicklas!”


Et par minutter efter deres endelige afsked hørte Nicklas en nøgle gå i døren: Det var Dorte, og hun virkede stjernerasende. Hendes makeup var løbet ned af begge kinder, og tøjet vidnede om en forsmået kvinde, hvis ønske om en ydre fremtoning midlertidigt var sat ud af kraft. Hun fik nu øje på den udkårne til rivalinden, og råbte:

  ”Så er målet nået! Nu kan I ryge og rejse begge to!”

Med rystende hånd fandt hun nu to boardingpas i sin håndtaske, og sagde:

  ”Jeg er rejst! Du kan takke din gimpe til pige for at slippe af med mig!”

  ”Hvad er der los?” Spurgte Nicklas forvirret.

  ”Los! Ja det er, hvad jeg burde give hende. Ved du, hvad hun sagde om mig?”

Nicklas rystede nu med hovedet, og hun fortsatte:

  ”Du ville næppe tro det, men damen gjorde sig minsandten til over for taxamanden. Og ved du hvad hun sagde på engelsk. Hun troede måske ikke, at jeg forstår engelsk, bare fordi jeg aldrig fuldførte gymnasiet.”

Dorte stod dirrende af raseri, og kunne næsten ikke fremsige de ord, som hendes medsøster skulle have sagt, men fik nu endeligt mod på at rase ud:

  ”Taxachaufføren tænkte vel, at vi var i familie med hinanden, og din kæreste sagde på engelsk, at jeg ikke er moder til hende, men bare er et vedhæng. Og svinet grinte minsandten!”

Nicklas lagde mærke til, at Dorte greb et pilleglas fra tasken, men overså en plastikpipette med indhold. Med rystende kvindehånd fyldtes et glas med Bacardi rom, og han følte nu selv trang til en drink:

  ”Kan du ikke lige fylde ét op til mig. Jeg er også oppe at køre.”

Hun så nu langt venligere på ham, og sagde imødekommende:

  ”Hvordan var Merethe egentligt, du ved nok. Hvad om vi nu sammen drak dus?”

Dorte så indtagende på ham, men han kikkede blot forstyrret på den spolerede makeup. Hun hævede så træt sine øjenbryn, og sagde afklaret:

  ”Nej der er vel ikke andet at gøre, end at få sig en stiv drink.”

Hun hældte nu et glas op, som han straks slugte det i et drag. Udsigten over Caracas by blev en sidste gang betragtet, og efter et par minutter vendte hun sig. Dorte så rejsekammeraten sidde henslængt i sofaen, og spurgte nu prøvende:

  ”Nicklas! Svar mig! Er der noget i vejen med dig? Svar mig nu!”

Hun ventede et minut, men han reagerede blot rystende med sin ene hånd. Fattet greb hun telefonrøret, og indtastede nu et lokalnummer. Der blev svaret i den anden ende, og hun sagde kortfattet på engelsk:

  ”I må komme herhen nu! Hans tilstand er nu forværret! Medbring en båre og fagpersonel”