Prolog

566 19 14
                                    

En sort skygge gled lydløst gennem natten, ikke som en ugle, ikke som noget andet dyr.
nattens dronning var hun, ene og alene.
Hun havde dræbt sin phira for flere århundrede siden, hun var stadig ung, for ung.
En tobenet ville nok sammenligene hende med en vinget mus, eller nok mere en vinget rotte, for hun kom med døden. Hun lod den rug tunge bugte sig over de dødsens farlige tænder, hun kom bare med den død rotterne ikke kom med, den med blod.
Hun morede sig over sin egen ironi, og hun kunne mærke hvordan dé delte hendes glæde, hendes glæde ved at flyve på vinden, mærke den kærtegne hendes krop, og vinden under vingerne, og hvordan kroppen borede sig gennem luften, og hun kunne mærke hvordan de var parat.
Men de måtte vente, hun kunne ikke lade dem lide samme skæbne som hende, hun kunne, ikke lade dem få en phira, en at knytte bånd til, en de ville elske, en der ville frygte dem, en dé ville slå ihjel.
Og derfor måtte de flyve længere, hun kunne stadig mærke de tobenedes kirah under sig, ikke så mange som før men stadig nogle.
Hun dykkede, lød vinden og natten gribbe sig, over lød sig helt i nattens hænder.
I samme øjeblik som hendes krop var fuldt i vindens magt, rørte hendes sind et andet, det fremmede sind mørkt og anderledes, ikke mørkt som hendes eget eller som andre af hendes art, det var ikke mørkt som natten, det var sort som døden, ikke som den død hun selv stod for, den der kommer for at stille sulten og gennem jægten, men en kold og meningsløs død og hun kunne fornemme at væsnet nød at dræbe ikke for jægten som hende selv, men for selve drabet i sig selv. Det var ikke et tobenets sind, hverken de smukke, de travle eller de lave. Det var heller ikke et dyre sind, hun kunne mærke dets kirah, som en pulserende længsel efter død og ødelæggelse
I samme øjeblik som hun selv søge ud efter den andens sind, angreb den.
Hendes sind krøllede sig sammen dels af refleks, og dels af nødvendighed, da det sorte sind omsluttede hendes eget i et forsøg på at nedlægge hendes forsvarsværker og få kontrol over hendes tanker, hun krøllede sig endnu mindre og brugte alt den kraft hun ikke brugte på at holde sig svævende på at forstærke sit forsvar.
Pludselig holdt angrebet op, hun lød søgende en tanke strejfe ud i mørket efter hendes angriber, men hun var ude af stand til at finde den anden, det skræmte hende, både at hun ikke så angrebet komme og at nu ikke kunne mærke angriberens kirah.
Hun hørte en lyd og vendte med en lynsnar bevægelse, sin elegante krop i luften og mærke noget suse forbi der hvor hendes vinge havde været for blot et vingeslag siden, hendes angriber var kommet tilbage, troede den virkelig at den kunne overvinde hende?
Hun vendte sin store krop mod den angribende og gjorde sig klar til selv at angribe.
Godt en krops længde fra hende svævede en skikkelse, selve dens krop kunne godt minde om et tobenets, men ud af ryggen på den voksede to vinger, det var ikke vinger som hendes egne, de mindede mere om fugle vinger, med store sorte fjer, ravne fjer. Der var også noget i vejen med hovedet, formen mindede ikke om de tobenedes, det var nærmest som om hele det nederste at hovedet var blevet erstattet med et stort, bred og kraftigt næb.
Hun nået kun lige at komme i position, før fugle manden angreb. Han var hurtigere end hun havde troet, med ét slag af vingerne fik han sendt sig selv af sted mod hende som en pil gennem vinden. Hun sendte en ild tunge lige mod skabningen, som blot dykkede og forsatte frem mod hendes bryst, mod dém.
En moders indstik jog op i hende og hun snoede hurtigere ind muligt halsen mod mandslingen, åbnede sine kæber og bed. Men ravnemanden havde set det komme, og med en næsten ligeså hurtig bevægelse, drejede den af og, borede næbet ned i hendes muskel mellem vingen og kroppen.
Hun faldt, nattens dronning faldt, faldt gennem den nat og vind som var hendes eneste venner. Og hun skreg, brøllede mod himlen, i smerte, i skam over at havde tabt og i frygt for hvad der skulle ske med dém.

Hun lande tungt og hårdt på den holde jord, var hun død? Nej hun ikke i nu, hun kunne mærke hendes kirah, hun kunne mærke hun var levende.
Med en tung bevægelse, så ynkelig i forhold til hendes tabte elegance, fik hun rejst sig op. Med den sårede vinge slæbene efter sig begyndte hun at gå, hen over det klippede landskab.
Allerede efter de første skridt dunkede noget mod hendes ryg, ravnemanden var tilbage. En pludselig frygt hun ikke havde kendt til før, blussede pludseligt op i hendes kirah. Hun begyndte at løbe mens frygten sad som en stadigt voksende, smertede knude i brystet, og mens manden skrig skar gennem luften og hans næb i gennem hendes ryg.
Knuden bredte sig fra hendes bryst og ud i resten af kroppen og sammen med frygten kom instinkterne igen. Hun kastede sig under et klippefremspring hvor der kun lige var plads til hende. Udenfor kunne hun høre skabningen skrige, men det var lige meget hun lukkede alt ude og koncentre sig om livet i hendes bryst, om dém.
Hun begyndte at brumme, korte stød op gennem halsen også, hun kunne mærke hvordan dé satte sig i bevægelse. Først en og så en til, begyndte at glide op gennem hendes hals, og nået hendes hoved, begyndte hun at sprutte og hakke som om hun ville brække sit kirah op.
Også lå de foran hende, den ene sort som natten og hende selv, og den anden, metal eller sølv farvet eller måske som måneskin. De var næsten runde og deres overflade havde skæld magen til hendes egne.
Knuden af frygt opløstes og blev erstattet med en hengiven følelse af kærlighed de to æg, hendes æg.
Hun kunne, hun måtte, ligge og vogte over dem til de klag, men smerten fik hende til fornuft, nu da dé havde forladt hendes bryst tog hendes tanker over for instinkterne. En klar vished om at hun måtte flygte, lede uhyret væk, beskytte dém, fik hende til at kravle ud at sit skul. I det samme blev hun ramt at ravnens næb, men hun var ikke bange mere, hun havde en opgave, hun måtte bringe dém i sikkerhed, så hun løb.

Det Tredje RigeWhere stories live. Discover now