Allison

Puslespil

Da jeg står på parkeringspladsen, står William og venter på mig, ved hans motorcykel. Han smiler da han ser mig. "Har du sovet godt?" Spørger han mig, da jeg er nået hen til han.
"Ja." Egentlig ikke. For jeg har bare ligget og tænkt på hvad en soulfinder var. Han griner stille. Pis, jeg havde fuldstændigt glemt at han kan læse tanker. "Du kan altså godt fortælle mig sandheden. Ikke at du behøver det, for jeg vil alligevel vide om du lyver." Han smiler til mig. "Og ja jeg skal nok fortælle dig hvad det er." Folk kigger mærkeligt på os. De må nok syntes at det er mærkeligt, at sådan en mega lækker dreng hænger ud med sådan en kikset pige som mig.
"Hold da op, DU er ikke kikset, du er perfekt." Jeg rødmer. "Men jeg vil gerne give dig ret i, at jeg er ret så lækker." Jeg hæver det ene øjenbryn. Han griner, "fortæl nu!" Siger jeg, hans øjne bliver blanke. "Okay."
Jeg skriger, og falder til jorden.
Williams synsvinkel
"ALLISON" jeg rækker min hånd mod min soulfinders, hun tager imod den. "Hvad skete der?" Spørger jeg. "Den stemme i mit hovede, jeg kan ikke. Det er for hårdt." Kan hun ikke telepatere? "Okay ikke mere telepati, men jeg kan ikk snakke højt om det." Jeg klemmer hendes hånd og trækker hende lidt ind i skoven. Hvornår fortæller han det mon? Jeg kan hører hendes tanker. "En soulfinder er en du passer sammen med, det er et bånd som ingen kan skille." Jeg kigger undersøgende på hende, hun har ikke købt den. "Okay, en soulfinder er ligesom en bedsteven, men mere. Det er en man passer perfekt sammen med, som et puslespil. Du er dén brik jeg har ledt efter hele livet, vi hører sammen. Du er min soulfinder og jeg er din. Det eneste, som kan skille os ad er døden og selv efter den vil vi høre sammen."
Jeg kan se at hun koncentrere sig. "Men. Hvordan ved du sådan noget?" Spørger hun "Min familie, er fyldt med savanter. Mine forældre er soulfinders. Jeg har 6 brødre. Jeg burde efterhånden vide lidt om emnet." Jeg smiler til hende. Hun forstår det stadig ikke. "Hvorfor ved jeg ikke noget?" Jeg kigger ned på hende. "Jeg ved det ikke." hun er ikke så høj, selvom hun står på en træstub, er jeg højere end hende. Hun kigger forvirret på mig "Lad mig vise dig noget efter skole, okay?" Hun nikker og rødmer let. Det gør hun tit, hun er meget genert. Vi følges hen til skolen...