Allison

Stop mig nu!

Allison's synsvinkel
Jeg vågner op i gæsteværelset. Jeg har ekstrem hovedpine. Pludselig kommer jeg i tanke om i går aftes. Hvad skete der? Hoppede jeg ikke? Jeg sætter mig op i sengen. Kigger på vinduet. Der er sat noget for vinduet. Jeg går hen til døren og tager i håndtaget. Den er låst. Hvad sker der?! Jeg sætter mig på sengen. Jeg er ikke idiot. Det er William der har gjordt det. Han har låst mig inde! "WILLIAM!" Jeg telepaterer til ham. "Når. Du er vågnet igen. Allison jeg er ked af det, men du ville hoppe og jeg kunne ikke gøre noget." "DU ER SÅ FÆRDIG." Jeg kan ikke sige andet. Der er en, som banker på. "Øh. Allison. Jeg vil. Bare sige.. At der er noget mad. Er du sulten?" Det var vidst Jaspar. Jeg kan ikke være sur på ham. Det var jo ikke hans skyld at hans idiotiske bror havde tvunget ham til at være her. "Jack er her også." Jeg siger ja til maden, og de sender den ind gennem et lem i væggen. "Særiøst?" "Ja William sagde at hvis vi gik ind til dig ville du bare finde en udvej." Siger Jaspar. Jeg vender øjne. "Hvor er de taget hen?" Spørger jeg mens jeg spiser lidt af maden. "Det må vi ikke sige." Jeg sukker. "Jeg skal nok finde en vej ud" siger jeg til William "det har jeg sørget for ikke kan ske." Svarer han. "Hvis du får brug for noget så ring med klokken. Jeg kigger rundt i værelset, og midt på et bord ligger der faktisk en klokke. Jeg går hen til lemmen, og ser igennem. Der kan jeg ikke komme igennem, men det er den eneste vej ud! Vent. Jeg fik min savantevne af vide igår. Jeg kan manipulere med tanker spørgsmålet er hvordan. Jeg tænker tilbage. Har William nogensinde sagt noget om det? Nej. Men dengang da jeg var lille, når jeg blev ked af det, eller vred, eller glad. Der begyndte ting at gøre mærkelige ting. Det kan godt være det ikke var med vilje. Men fordi mine følelser var så stærke udløste det måske. Min savantevne og da der ikke var mange mennesker i mit liv. Gik det ud over ting istedet for. Jeg kigger på klokken, og tænker på noget sørgeligt. Bortset fra, jeg kan ikke finde på noget. Hvad med dengang William kyssede mig første gang. Jeg genskaber mindet og ganskerigtigt begynder den at lette. Jeg kan ikke se hvordan jeg skal få det her til at gå udover et menneske, og så endda to på engang. Jeg sætter mig på gulvet og koncentrere mig. Jeg forsøger at få fat på dem som om jeg ville telepatere, og så forstiller jeg mig at de går hen og låser døren op. Det virker ikke, men jeg prøver bare igen, og igen. Tilsidst virker det faktisk. Jack går hen og låser døren op, jeg forestiller mig hurtigt at de lægger dig til at sove, og det gør de så.
Ha. Nu skal William få. Jeg tager kontakt til manden der telepaterede med mig. Fortæller ham at jeg blev lidt forsinket, men at jeg kommer så hurtigt jeg kan. "William. Bare drop det. Du kommer til at miste mere end du behøver. Tag hjem til din familie og bare glem at jeg nogensinde har eksisteret." Jeg løber ned af trappen, det gør ondt i mit ben, men jeg er ligeglad. Jeg skal bare nå derhen før William. Jeg får fat på en taxi, og køber en flybillet på vejen mod lufthavnen. Jeg halvsover i taxien, og taxichaufføreren blev vildt sur på mig, men jeg gav ham bare nogle ekstra penge for at holde mund. Jeg skynder mig hen til flyet.
Nu hvor jeg tænker over det, har jeg indenfor 3 uger fløjet mere end jeg har gjordt hele mit liv.. I flyet sidder jeg for det meste bare og kigger ud af vinduet. Jeg tænker på William, jeg savner ham.
Jeg skynder mig ud fra lufthavnen da jeg pludselig ser William bagfra, jeg får et chok. Han kigger lidt rundt, jeg tror han kan hører mine tanker. Jeg får øjenkontakt med Aiden da han vender sig om på et tidspunkt. Jeg sætter i løb. Jeg kan hører nogen efter mig. Jeg bliver nødt til at stoppe for en ældre dame, hvilket for mit forspring til at være ligegyldigt. "ALLISON!" Alle i lufthavnen kigger hurtigt over på mig og William, som havde råbt. Jeg stopper op. "Hvad?! Hvad vil du have mig til at gøre? William. Der er INTET vi kan gøre. Jeg bliver nødt til at gøre det." Jeg står sådan cirka en meter fra ham inden jeg begynder at gå nogle skridt bagud. Han tager et skridt frem. "Allison. Vi finder ud af det, men det du gør er åndssvagt. Jeg ved ikke hvad, men det finder vi ud af." Han hvisker det sidste. "Kom nu bare med mig." Han rækker sin hånd hen til mig, i nogle sekunder stirrer jeg bare på ham. Jeg kigger ned i jorden, "Nej. William. Det.. Kan jeg ikke." Jeg bakker væk fra ham. "Allison! Drop det!" Råber han efter mig. Men jeg kan ikke stoppe, noget i min hjerne siger at jeg ikke kan det er umuligt. Det går op for mig at det ikke er mig selv der vil væk. En eller anden har pillet ved min hjerne. "William. Stop mig. Jeg kan ikke selv." Han sætter i løb. Jeg sparker og slår efter ham, mens jeg græder. da han indhenter mig. Jeg kan ikke forestille mig hvad folk ville tænke, men her er ikke rigtigt nogen. Til sidst kommer Aiden og Jack for at hjælpe med at holde mig fast. Jeg stopper ikke med at sprælle eller med at græde. "Skal jeg stoppe hende?" Spørger Caleb. William kigger på Caleb "NEJ!" Råber jeg mens jeg skriger, men inderst inde mener jeg det ikke. "Jo, jeg mener ja." Skriger jeg i mit hovede til William. "Men Allison. Det kommer til at gøre vildt ondt." Siger William stille. "STOP MIG NU!"