Me, myself & him

Stone cold

Jeg gik ind af døren på mit værelse, og stod i dørkammen, jeg kiggede hen på min guitar, det er lang tid siden jeg sidst har brugt den. Jeg satte mig på min seng jeg gik ind på Facebook for at se om der var noget spænende, det var der egentlig ikke, så jeg scrollede lidt længere ned. Indtil jeg faldt over et opslag, 'Stefan Hjort og Madeline-Sophia Becker er nu i et forhold', der blev mit hjerte lige knust i 1000 stykker.
Jeg tog min guitar og begyndte at synge Stone cold med Demi Lovato:
"Stone cold, Stone cold.
You see me standing but I'm dying on the flor.
Stone cold, stone cold.
Maybe if I don't cry, I won't feel anymore.
Stone cold, baby, God knows I tried to feel happy for you, know that I am, even if I can't understand. I'll take the pain, give me the truth. Me and my heart we'll make it through.
If happy is her, I'm happy for you.
Stone cold, Stone cold. You're dancing with her, while I'm staring at my phone.
Stone cold, stone cold. I was your amber, but know she's your shade of gold.
Stone cold, baby, God knows I tried to feel happy for you, know that I am. Even if I can't understand. I'll take the pain, give me the truth, me and my heart we'll make it through. If happy is her, I'm happy for you.
Don't wanna be stone cold, stone. I wish I could mean this, but here's me goodbye. Oh, I'm happy for you, know that I am, even if I can't understand.
If happy is her, if happy is her I'm happy for you..."
Jeg fældede et par tårer efter jeg havde sunget, han sagde jo at han stadig elskede mig? Hvordan kunne han? Jeg tror ikke at jeg har været så knust som jeg er nu, tænk at han er kommet videre. Jeg lagde mig sammen krøllet med i min seng, også fik tårerne bare frit spil, jeg har ikke lyst til at leve det her lorteliv mere, jeg havde det godt indtil at Stefan skulle komme og fucke hele mig liv op.
Næste dag:
Min lyst til at tage i skole var der overhoved ikke, min lyst til at leve var der kun lidt, men det var inderst inde, mit liv er lort, og jeg har egentlig bare lyst til at grave mig langt ned, og væk fra alt. Flygte. Flygte fra alt, flygte fra mine problemer, flygte fra... Stefan... Jeg rev dynen af mig, jeg fandt nogle lyse Calvin Klein hyggebukser, en stram langærmet sort trøje, og mine FILA sko, jeg sætter mit hår op i en rodet høj hestehale, tager et æble og går.
Jeg går ind i klassen, Stefan sidder med sine venner, de ser alle glade ud, især Stefan, han må virkelig elske hende. Men jeg er glad på deres vegne -eller hans vegne, jeg er fuldstændig ligeglad med Madeline. Jeg satte mig hen på mim plads, og lidt efter kom Stefan over, han kiggede mig direkte i øjnene og smilte til mig, på vejen hen til vores plads, men jeg brød hurtigt kontakten, "hvad sker der?" Spurgte han da han satte sig ved siden af mig, jeg kiggede op på ham, og så ham direkte i øjnene. "Du sagde du elskede mig" sagde jeg med en stille stemme, men høj nok til han hørte det, han brød øjenkontakten, og kiggede ned i bordet. Jeg kiggede den anden vej igen, og rystede på hovedet. Det her er for meget, det ødelægger min dag, og ikke mindst mig. "Trine..." Fik Stefan sagt, men jeg nåede at afbryde ham, "Nej, Stefan.". Jeg kiggede væk igen, tog mine ting og gik, jeg kunne høre at han bankede i bordet.
Jeg gik hen på stationen og tog toget til København. Jeg tog på OC, bestilte en kaffe og fandt et bor jeg kunne sidde ved. Jeg så Madeline sidde med nogle veninder henne ved et andet bor. Hun græd. Da jeg så hende gav hun mig dræberblikket, hvad har jeg gjort? Jeg valgte at ignorer det, men hver gang jeg kiggede på hende, kiggede hende og hendes veninder allerede på mig og gav mig dræberblik. Okay nu vil jeg virkelig godt vide hvad der sker. Jeg rejste mig op, og gik over til Madeline, "hvorfor giver du mig hele tiden dræberblik? Eller hvorfor giver I mig dræberblik?" Spørger jeg og ligger et ekstra tryk på 'i', "hvad har jeg gjort?" Fortsatte jeg? "Ja Stefan har ligesom slået op med Madeline på grund af dig!" Sagde en af hendes veninder, hun var meget høj, og havde mørkt krøllet hår, "hvorfor har jeg noget at gøre med det?" Spurgte jeg usikkert, for altså, hvad har jeg at gøre med det? "Det er DIG han er forelsket i, ikke MIG, som han skulle" sagde Madeline med gråd i stemmen, imens hun lagde tryk på 'dig', og 'mig', jeg vendte mig om og gik min vej, hvorfor skal det lige gå over mig? Jeg har jo intet med det at gøre, jeg kan jo ikke bare sige til Stefan at han skal lade være med at elske mig, og begynde at elske Madeline. Jeg ringer Stefan op, "Stefan?" Siger jeg med det samme da han tager telefonen, "hvad er der?" Spurgte han lettere bekymret, "hvorfor slog du op med Madeline? Og du skal ikke fyre en løgn af!" Sagde jeg hårdt, "fordi jeg elsker dig!" Sagde han meget hårdt, "jamen nu er hun skide sur på mig, og det samme er hendes veninder, Madeline var min eneste "veninde" jeg havde, og nu er hun pisse sur på mig! Jeg har aldrig haft en rigtig veninde, og det ved du, Stefan." Svarede jeg hårdt igen, "jeg elsker dig" sagde han, hans stemme var blevet rolig igen, "jamen stop med det Stefan! Det er slut, fuldstændig slut, jeg kan ikke klare det her fucking lorte pis mere, det ødelægger mig for fanden! Jeg gider ikke mere, okay? Jeg gider det ikke!" Sagde jeg hårdt og lagde på. Jeg fandt et offentligt toilet og låste mig inde, jeg var græde færdig. Jeg tog hurtigt hjem, jeg gad ikke bare sidde her på det her klamme gulv, og græde indtil jeg dør, det vil jeg hellere gøre på mit værelse, i fred og ro!
Jeg gik mod stationen og tog det næste tog hjem. Jeg går ind af døren, og min mor sidder i køkkenet, "Hej mor" siger jeg og forfalsker er smil, "Hej skat!" Siger hun og smiler tilbage, hendes smil var bare ægte. Jeg går direkte op på mit værelse, og finder min kniv, jeg begynder at skære i mig selv. Dybere end jeg plejer. Der kom mere blod end jeg havde regnet med, jeg begyndte at blive svimmel, jeg kaldte derfor på min mor, så højt jeg kunne, hun åbnede hurtigt døren "hva..." Hun nåede ikke at sige mere, før hun så alt blodet, hun ringede hurtigt efter en ambulance, "du må ikke sove, høre du? Du må ikke sove!" Sagde hun hårdt, men på en blid måde, jeg nikkede svagt. Efter noget tid kunne man høre ambulancen komme, så min mor bar mig i brude stilling ned af trappen og ud til ambulancen. Jeg blev lagt op på en båre. Efter et stykke tid, lykkedes det endelig ambulance mændene at få stoppet blødningen nogenlunde. "Trine, kan du høre mig?" Spurgte en af mændene, jeg nikkede, og så hen på min mor. Jeg blev kørt ud af ambulancen og ind på en stue, min mor ringede til Lau, Ped og Jones så de kunne komme, og måske sige farvel. Der gik måske 10 min. Efter min mor ringede var de her allesammen, Lauritz kom hurtigt hen til mig, han havde tårer i øjnene, og løbende ned af kinderne, "jeg... Mit liv er fuldstændig ødelagt..." Sagde jeg med en stille stemme, "du kunne bare havd ringet!" Sagde Lau lidt højere, Pelle og Jonas kom hen og tog Lauritz på skulderen, nu begyndte han for alvor at græde, Jonas kom hen og tog mig i hånden, det samme gjorde Pelle. Lauritz sad bare henne ved stolen og nussede mit ben, jeg følte mig tryg, selvom det her måske er min sidste dag på jorden.