Sjæle engle

Chapter 1

Bølgerne slog mod bådens side og rebet i den anden ende af båden blev igen strukket ud til sin makslængde. Jeg var ved at skrive den sidste side, da jeg hørte et velkendt plask og en masse jublen. Vinteren var ovre og vandet var blev en smule varmere at bade i. Ved kysten, stod en lille gruppe af unge mennesker. Én efter én, hoppede de ud over en af de lavere klipper.
Jeg så på mens de små kroppe lavede det ene sjove hop efter det andet. Min ynglings var nok bare et simpelt hop med hovedet først. Det gav sikkert et sug i maven når man kigger nedad. Jeg skrev lidt videre da jeg hørte en eller anden pige råbe et eller andet om ikke at gå højere op.
Jeg kiggede igen op og så at en af pigerne var begyndt at kravle op på en af de højere klipper. Jeg vidste at de andre ville følge med, og ganske rigtigt, de begyndte alle at klatre højere op. Da pigen kastede sig ud, ramte hun vandet med et plask. Et par sekunder kom hun op igen og gav et thumbs up til sine venner.
De hoppede samme vej og snart virkede det som om de var ligeglade med at de var lidt for højt oppe. Der gik et par minutter hvor de hoppede op og ned. Jeg så en anden pige begynde at klatre længere op. Hun så ikke sikker ud, som den anden pige havde gjort og jeg tænkte straks at hun ikke gjorde det for suset. Hun var ikke lige så pæn eller med så kraftige former som den anden pige, og jeg spekulerede på om den anden pige var den populære pige, mens pigen, som klatrede alt for højt op, mon var den laveste i pige-kastesystemet.
Jeg tjekkede hurtigt de andre piger og de var alle pæne og slanke, men det var pigen, som nu var nået til den højeste klippe, ikke. Hun trak vejret ind og vinkede smilende ned til drengende som grinende råbte til hende at hun var sindssyg.
Hun trak vejret dybt endnu engang og sprang så. Men hun havde alt for høj fart på og hoppede skævt. Hun røg ud for området hvor der ikke var nogle skarpe rev. Hun begyndte at skrige. Et højt skrig, som midt på sit højdepunkt blev afbrudt, da hun ramte vandet. De andre i gruppen begyndte at råbe hendes navn, men ikke som hvis man havde gjort noget vildt, nej, de råbte i panik og tvivl. Snart ville hendes livløse krop flyde op til overfladen, en af vennerne ville ringe til 112, pigerne vil skrige endnu mere da de opdager at vandet omkring pigens livløse krop langsomt blev rødt og det meste ville være kaos
Jeg trådte ud af båden og et øjeblik stod jeg på vandet, men løb så over vandet. Mine fødder var kun et par cm over vandoverfladen, men jeg lå skråt vandret fordi jeg løb så hurtigt over vandet. Min kjole med lange strimler forneden flagrede i vinden og et øjeblik spekulerede jeg om jeg mon lignede en af dødens engle med mit lange flagrende hår og den mørke kjole. Hvis altså nogen kunne se mig, altså....
Jeg var nogenlunde lige over der hvor havets ubarmhjertige bølger havde slugt pigen. Jeg kunne se hendes krop, men det var kun blevet lidt rødt omkring hende. Jeg lod mine arme falde ned langs siden og jeg sank hurtigt ned under vandet. Jeg blev ikke våd, men mit tøj og hår bevægede sig, som var det. Pigen var lige ud for mig. Hun havde en lang flænge over brystet og blod flød fra hendes hår også. Hun havde sikkert revet sig på en af revene og havde helt sikkert slået sit hovedet alvorligt. Pigen flød langsomt op til overfladen, men da jeg strakte min hånd frem for at tage fat i hendes døende krop, blev mine fingre ramt af en barriere. Jeg prøvede igen, men ramte muren endnu en gang. Jeg susede rundt om hende og prøvede flere forskellige vinkler, men hver gang blev jeg mødt af den usynlige mur.
Jeg kiggede lidt bedre på pigen og lagde mærke til en tatovering på hendes skulder. Det forestillede et af de der smil fra den der mærkelige kat fra Alice i Eventyrland. Jeg sukkede frustreret
For helvede da også!
Det mærke var en gammel forbandelse som en stamme havde kastede over deres egen stamme for flere århundrede siden. Det var vist noget med at der var mange der døde i stammen på det tidspunkt og høvdingens søn vidste godt hvem det var der altid var der, når de døde.
Det er egentlig en meget kompliceret historie, hvor høvdingens søn er lige ved at dø, og en af vores engle var der for at hente hans cor animam (Det tætteste ord for det er hjertesjæl). Men lige inden, få øjeblikke før han skulle dø, så han hende og hun så ham. De forelskede sig... Dumt, hvis du spørg mig, for alle animas angelorum (den slags engle vi er) ved at vi ikke kan knytte os til mennesker. De dør hurtigere end os. De er svagere end os.
Men de forelskede sig altså. Og hun tog derfor ikke hans hjertesjæl og han overlevede. Hver gang de skulle ses, gjorde han noget ekstremt, som at dykke i lang tid under vandet at han næsten døde. Han begik næsten-selvmord, bare for at se hende.
Da han fortalte det til sin far, høvdingen, og fortalte at hun var en animas angelorum, og at hun var der når nogen var ved at dø, ville høvdingen stoppe det. Han snakkede med samtlige medicinmænd fra andre stammer og med tiden fik han samlet en beskyttelsesremse. Men i virkeligheden var han ved at dømme dem til et forfærdeligt efterliv.
Hans "beskyttelsesremse" var at hvis hans stammefolk skulle dø, så ville vi ikke være i stand til at kunne hente deres hjertesjæle. Han mente at vi var skyld i deres død, bare fordi vi var der når de døde. Men vi dræber dem jo faktisk ikke, vi henter bare deres hjertesjæle så de ikke vandre rundt uden formål.
Vi havde på et tidspunkt en hjertesjæl som en af vores engle ikke samlede op. Han gik egentlig bare rundt, men det alvorlige er at hjertesjælens nærvær gjorde at hans levende familie og venner ikke ville give slip på ham. Det ødelagde deres liv. Hjertesjælens far nåede at dræbe 2 personer inden vi fik fat i selve hjertesjælen.
Vi kunne ikke tillade det. Vores øverste sendte vores bedste engle – der i bland mig – og vi fik fundet en måde at fjerne forbandelsen fra stammen, i hvert fald de fleste. Mange af stammen flygtede da de så at alle med den "beskyttende" tatovering omkom. Lyder barskt, men ellers ville de bare sende traditionen videre og flere hjertesjæle ville vandre frit.
Der er kun en lille håndfuld af alle englene der mener menneskerne ikke bare er nogen idioter som ødelægger deres smukke planet. Vi tror IKKE på at vi bare er en flok babysittere som roder op efter menneskerne. Nej nej...
Okay nogen gange har jeg min tvivl, men så er det godt at jeg er steder som dette. Så ved jeg at det vi gør for dem, betyder noget. Vi hjælper dem med at finde fred.
Jeg vidste at hvis jeg ikke gjorde noget, ville pigens hjertesjæl drive rundt og skabe uro. For ikke at tale om pigens familie.
Jeg løsnede mit hjertechakra og halschakra. Hjertechakraet var berøringssansen og kærlighed. Det ville hjælpe mig med at fjerne hendes hjertesjæl uden at hun vågnede helt og begyndte at vandre rundt. Halschakraet var høresansen og kommunikation. Det ville hjælpe mig med bedre at kunne kommunikere med hende. På den måde kunne jeg overbevise hende til at give slip på sin "beskyttende" tatovering og så kan jeg fjerne den, men kun hvis hun vil give slip. Hvis ikke må jeg prøve at fjerne den med min energi og det kommer til at gøre ondt på hende, men samtidig også gøre ondt på mig selv. Jeg skal bruge min energi på at fjerne en flere århundrede års gammel forbandelse, det er ikke så let som det lyder. Desuden så vil hun for altid være mærket af min energi. I al evighed. Det er forfærdeligt at tænke på, men ellers render hun rundt og ødelægger flere af sine bekendtes liv. Og sit eget.