Sjæle engle

Chapter 2

Jeg fik skubbet hendes hjertesjæl ud af hendes krop og vandet blev lidt rødere. Jeg hørte, som forventet, pigernes skrig og drengenes råben. Pigens hjertesjæl var lys og jeg kunne hurtigt afgøre hvilken person hun var. Hun var en sød, rolig pige. Stille, men elsket af venner og familien. Men i dag var hun blevet inviteret af nogen af de populære piger fra skolen. Hun vidste ikke hvorfor, hun vidste bare at Michel, drengen hun havde et crush på, kom med, så hun havde sagt ja til invitationen. Men hun havde gerne ville imponere Michel og havde prøvet at hoppe fra den højeste klippe.
Jeg fik hurtigt ondt af pigen og en ikke ukendt følelse af at ville bringe hende tilbage, dukkede op. Jeg rystede hurtigt på hovedet under vandet og skubbede tanken væk. Ingen havde nogen sinde kunne vække en død. Desuden hvem ved, hvordan personens psykiske ville være efter at ha' været død og så leve op igen.
Pigen havde stadig øjnene lukket og det lignede at hun sov. Ikke som ham fyren i sidste måned som døde af luftmangel. Han havde haft åbne øjne og hans ansigt havde været lilla. Det havde været en langsom og pindefyld død.
Heldigvis havde pigen slået sig bevidstløs og havde druknet under vandet, samt at der var gået hurtigere af blodmangel. Men hun havde ikke kunnet mærke noget. Det er nok nogle af de bedste afskeder jeg har set.

Hendes hjertesjæl lå vandret som lå hun ned og øjnene var lukket. Hun virkede så stille, så fredfyldt. Jeg lagde mine hænder så tæt på hendes øre som jeg kunne komme for den usynlige barriere. Langsomt, for ikke at forskrække hende, kaldt jeg på hende. Jeg gjorde min tilstedeværelse så venlig som mulig. Nogle gange kan en engel af vores slags godt være lidt skarp og fremmed i tilstedeværelsen. Og med tilstedeværelse, mener jeg at vi sender en lille smule energi ind i hoved på personen vi skal hente.
Jeg havde fået at vide at min tilstedeværelse var som at blive lægget i en flod, en voldsom flod, hvis jeg ikke gjorde den venlig. Når jeg så gør den venlig, er det stadig en vild flod, men i stedet for at det føles som om den river én med, voldsomt og brutalt, så virker den som om gør dig til floden, den selv. Du føler fiskene svømme mod strømmen, algerne der utrætteligt holder fast på bunden. Vandstrømmen der blidt trækker dig videre, små grene der stille flyder på overfladen.
Jeg blev på et tidspunkt, i starten af min træning, vred på min lærer fordi han blev ved med at skælde mig ud når jeg skulle vise min tilstedeværelse for mennesker. Han blev ved med at sige at jeg ikke virkede venlig, så jeg blev sur da jeg sendte min tilstedeværelse mod ham igen. Han væltede med det samme, og virkede meget bleg lige pludselig. Han fortalte at det var som at blive smidt i et hav hvor et kæmpe uvejr var over det. Men i stedet for bare at tomle dig rundt, virkede det som om hele havet var vredt på dig. Det kan godt være at du ikke er så god til det med at være venlig i din tilstedeværelse, men hvis du bliver vred kunne du ende med at forandre personens hjertesjæl med den kraft.
Det kan godt være at det ikke lyder som det er SÅ slemt at lande i havet med uvejr og alt det, men vores slags følelser er anderledes end menneskers. Der skal meget til før vi viser stærke følelser som fx frygt. Derfor plejede jeg hver gang sjælefuglene i det store tårn lige inden jeg skulle ud og hente en hjertesjæl. Fuglene gjorde mig afslappet og hjalp mig med ikke at blive så hurtig vred. Fuglene er ikke som menneskernes fugle. Vores fugle er ren energi med lidt hjertesjæl i sig. De efterlader altid lidt af deres energi hos en når man er sammen med dem.

Hun svarede ikke til at starte med. Det var som at kalde ind i en stor hule og kaldte på nogen. Du hører ekkoet og har altid en lille gnist af forventning af at nogen svare tilbage. Og så kom det!
Hun sendte et lille svagt signal. Ikke andet end en lille hvisken.
Hey, ikke noget med at forsvinde fra mig og begynde at vandre rundt, vel? Tænkte jeg med koncentreret rynket bryn. Ikke noget med at forsvinde, okay?
Hun sendte et signal som nok mindede mest som en nikken. Hun ville gerne hjælpes. Jeg sukkede lettet. Langsomt fik jeg overtalt hende at hun skulle sænke barrieren omkring sig. Barrieren under mine hænder blev svagere og svagere, men ikke nok til at jeg kunne trænge igennem.
"Kom så. Du kan godt!" opfordrede jeg hende. Jeg blev lidt for ivrig og forsøgte at bringe mig selv ned i en rolig, balanceret tilstand. Ikke noget med at blive for ivrig og så overvælde hende. Jeg pustede forsigtigt ud og kunne mærke at min hånd næsten var igennem barrieren.