Kapitel 3️⃣2️⃣

47 5 0
                                    

"Er du nu sikker på det her?" Spøger jeg og prøver ikke at virke for nervøs. "Selvfølgelig er jeg sikker." Svare han hurtigt uden en form for følelse, tager min hånd og trækker mig med ind på politistationen. Vi bliver mødt af en dame. "Vi har noget at anmelde." Siger Anders hårdt. Hun skæver op på ham. "Javel," begynder hun og sukker, "hvad handler det så om?"...

Jeg bliver smidt ind i et afhørings rum igen. Det ser præcist sådan ud som sidste gang. Jeg sætter mig for anden gang i mit triste liv på den stol hvor jeg skal sidde. Jeg venter i lidt tid. Der kommer ingen. Jeg sukker og ligger mine arme over kors. Endelig kommer der en. En mand. Jeg forholder min stilling uden at se på ham. Han sætter sig over fir mig. "Frøken Holberg," starter han med et lille nik, "dette er en alvorlig sag, og derfor kommer det til at gøre ondt." Han kigger mig i øjnene. "Jeg vil desværre få nogle forfærdelige minder frem." Sukker han og folder sine hænder på bordet...

En tåre forlader mit ene øje og glider ned af min kolde kind. "Frøken Holberg, du bliver nød til at forklare! Hvordan så han ud?!" "Jeg... jeg..." "Nu skal de høre..." "STOP!" Skriger jeg. Hans mund lader vær med at arbejde. Han ser alvorligt på mig. Min kind er oversvømmet af tåre. Jeg ligner sikkert noget en kat har slæbt med ind. "Jeg..." jeg trækker vejret dybt. "Jeg ved hvem det er..." Han ser forundrede på mig. "Hvem?" Spøger han uden at ændre sin stilling. "Peter..." "Peter hvem?" "Min kærestes papfar. Han bor hjemme hos ham..." jeg ser ned. For pludselig dårlig samvittighed over at jeg har sladret. "Tak frøken Holberg. Det vil vi ordne." Og derefter forlader han rummet. Der kommer en anden mand ind. "Følg med." Siger han kort for hovedet.

Jeg kommer ind ved Anders igen, som sidder i en sofa og læser avis, da der ikke er andet spændende. Jeg havde nok gjordt det samme. Rummet er kvadratisk og væggene er helt hvide. Er er én dør, og den er også hvid og helt glat. Der er ingen billeder på væggene. Den grå og slidte sofa står lige så lille som den er, op af væggen midt i rummet. Et lille glasnosts står ved den ene armlæn. Der er direkte intet som man kan ligge sin opmærksomhed på. Bortset fra den kedelige avis som nok er fra sidste uge. Og hvad var det nu der skete i sidste uge? Intet! Der er ikke en gang et lille edderkoppespind som kan tage ens opmærksomhed! Alt fra støv til fluer til edderkoppespind til madrester på gulvet er væk! Fuldstændig utroligt. Jeg skynder mig hen ved siden af Anders og klæber mig op ad ham. Han ligger glad avisen fra sig og ligger en arm om mig. "Hvordan gik det?" Smiler han. "Fint." Mumler jeg lidt halv kvalt. Manden står her stadig. Pludselig kommer der to betjente ind med en fange. Peter. Jeg stivner og klæber mig endnu mere op til Anders. Han stirre ondt på os. Jeg får pludselig stor trang til at græde. "Er det ham?" Spøger en af betjentene. Og da jeg ikke selv svare, svare Anders. "Ja." "Hva' fanden?!" Udbryder Peter. "Hvorfor fanden skulle du også finde en af de kællinger, Anders?!" Jeg kan mærke Anders knytter sine hænder. Jeg ager blidt hans hånd for at berolige ham. "Hov hov..." Begynder en betjent. Men Peter banker sine albuer ind i dem og derefter vender han sig om og sparker dem begge hårdt i maven, inden han når at fortsætte. Den sidste mand begynder. "Rolig!" Råber han. Peter skuler til ham med et ondt blik. Han vender derefter front mod os. "I er syge i hovedet." Begynder han hårdt. Jeg synker en klump. Han nærmer sig os. Hans blik er rettet mod Anders. "Jeg havde forventet bedre af dig! Hvorfor finder du dig ikke en rig kælling istedet for den klamme tøs?!" Fortsætter han. Anders knytter sine hænder igen. "Det er vel mit eget valg? Ik papfar?" Svare han roligt men ligger tryk på papfar. "Bare ikke hende!" Gør Peter imod og hamre sin ene hånd ned i glasbordet. "Jo! Denne smukke pige som sidder ved min side lige nu, er fuldstændig perfekt til mig!" Bliver Anders ved. "Det kan da ikke være hende der du taler om?" Siger Peter kækt, men ondskabsfuldt. Anders trækker vejret dybt. "Du bestemmer ikke en skid over mig! Du har ødelagt min kærestes liv! Du er et stort svin er du!" Siger han lavt og sammenbidt. Peter bliver ret vred. Og når jeg siger ret vred, så mener jeg, smadre sin hånd ned i glasbordet så det går i små stumper. Han minder mig en smule om en gal tyr sådan som han står og glor sig blind på os. Men pludselig vender han sit hoved mod mig. "Din lille..." han kaster sig ud efter mig, men Anders og manden kommer ham foreløbig. Betjentene er kommet til sig selv igen og har hentet nogle flere. De trækker ham sammen ud af rummet. En af dem bliver, og går hen til mig da de er gået. "Han vil blivet sat i fængsel i 10 år. Det viser sig han har voldtaget flere forskellige kvinder. Held og lykke i fremtiden." Siger han smilende med et nik.

Vi er på vej hjem til mig. Anders og jeg. "Eeeej! Hvor er det et godt vejr!" Siger han glad. "Hmmm."
"Fuldstændig igennem fantastik!"
"Hmm."
"Og hvor bliver din mor glad når hun får det af vide!"
"Hm."
"Kan man godt mærke på mig at jeg er glad?"
"Hmmmm."
Han vender sig mod mig med et stort smil på læben. Det smil jeg elsker. "Hvad er der i vejen?" Spøger han forbløffet og overrasket da han ser en tåre trille ned af min kind. "Glædestårer." Smiler jeg. Han tager blidt fat i min hage. "Det kan jeg lide at høre." Smiler han. "Han er væk. Væk i mange år. Og han kommer ikke tilbage." Afslutter han. Jeg smiler over hele Femøren og hopper på ham. Og der står vi og krammer. Jeg ved ikke i hvor lang tid. Bare står og krammer hindanden hårdt... og lykkeligt. Men det er også det eneste jeg har lyst til lige nu...

~~~~~~~~~
Heey
Tak for 800 visninger!😘
Der er stadig 3-4 kapitler tilbage, hvad tror i der sker??🤔
Skriv det for himlens skyld!🙄😂
Seeees👋🏼

-Maja/Lamaen🖤

The fake smileWhere stories live. Discover now