Bare en fyr | C.D

Dude-zonede han mig lige?!

"Dang, det smager godt!" Hviner han på en drengemåde, og dypper igen en spansk rør ned i den soft ice der er til siden.

Vi endte med at dele en, da vi sikkert ikke kunne spise en hver.

Jeg griner og gør det samme som ham.

"Du ved, det fordi jeg er ekspert i madvalg." Praler jeg og klapper mig selv i skulderen.

Han smiler og kigger på mig direkte i øjnene og ved læberne derefter. Men det blik ender et andet sted. Og det smil bliver til et udtryk der er stresset på en måde.

Jeg blev lidt skuffet, for at tro at det var nu han ville kysse mig. Jeg har ikke kendt den fyr i langtid nu, men noget siger mig at han er den rette for mig.

Han tager fat i min hånd og drager væk fra den offentlige plads. Vi ender med at være ved en mørk dystert gade, og der går det op for mig hvor bange jeg egentlig er for mørke.

"Øhm du Cameron... hva-hvad laver vi her."

Han har set at jeg er bange, og så kigger han på den store vej igen. "Det fordi der var nogle fa-"

Han stopper sig selv, og sukker.

"Jeg, øhm jeg har klaustrofobi."

Jeg kigger usikkert på ham, men nikker forstående.

"Hvad med vi tager hjem til mig og hører højt musik og synger til Aaron Carpenter's sang 'She know what she doing'

Cameron kigger overrasket på mig i starten, nikker og mumler et eller andet for sig selv.

Hvad mon den dreng har i tankerne?

Nå pyt med det. "Skal vi tage bussen hjem til mig?" Spørger jeg og peger på busstoppestedet der er længere ned af gaden.

Han tænker først, men ender med et nik og et smil plantet til hans læber.

"Hvorfor tager du ikke dine solbriller af? Altså jeg har mine over panden. Der er jo intet sol." Spørger jeg nysgerrigt da vi står ved busstopstedet.

Han smiler, "de her solbriller sidder bare perfekt til mig, synes du ikke også?"

Han skifter emne.

"Cameron ikk' skift emne." griner jeg og skubber til ham.

Han griner, "der er mange ting du ikke ved om mig." Og så kom bussen, vi steg ind og nu sidder vi ved de bagerste sæder.

Jeg er ved at kigge ned på min mobil da jeg ville se hvad klokken er, hvilket jeg ikke skulle have gjordt.

"Hvad?! SOS!! NEJJJJJJJ!" Skriger jeg, måske udbryd jeg det ret højt.

Cameron kigger underligt på mig med et grin, "hvad er det?"

Jeg viser ham min mobil:

I know det er literally det værste jeg har set ever. Jeg får stress bare at kigge på det. Det er værre end at se en video af en der prikker en bums ud.

Han falder ned på gulvet dramatisk, og tager sin hånd til hjertet.

"Dudeee!! Er du sindssyg den er gal."

Han dude-zonede mig lige. Bitch naw!! Gestethshdygst!!

HAN FREAKING DUDE-ZONEDE MIG!!!!!

Jeg smiler falsk og griner et grin der er så ækelt, faktisk lød jeg måske som en heks der havde fået noget galt i halsen.

"Men øhm, ved du hvad klokken er?" Spørger jeg for at skifte emne.

Han tager hans mobil op ad lommen, og jeg ser hvad baggrundsbilledet er. Det en køn pige som har de flotteste krøller og glat hud ligesom ham. Ugh, selvfølgelig er han en fuckboy. Note to myself; aldrig bliv venner med en lækker fremmed fyr. Men det ville blive for akavet hvis jeg sagde, "du skal ikke med mig hjem, kujon." Så derfor lod jeg vær.

Jeg så ikke engang på hvad tiden var, det der fik min opmærksomhed var pigen der smilte i hans baggrundsbillede.

Vi står af foran mit hjem, og da jeg låser op for døren hører jeg nogle lyde. Nogle børn der skriger. "Åh Gud hvorfor glemte jeg det?!" Skrigeungen holder hans fødselsdag idag for hele hans klasse. Og det er 3.A.