Not my Fault. / Marcus & Martinus

Del 9. - Marcus

Marcus' familie havde lige været på besøg. Altså Emma, Martinus, Gerd Anne og Kjell-Erik. Jeg havde jo aldrig rigtig snakket med dem før selvom vi alle boede i trofors, men de var vildt søde.

• Marcus' synsvinkel •

Det var godt at se Martinus igen. Vi havde aldrig været væk fra hinanden i så lang tid før så det var ret ubehageligt. Jeg følte hele tiden der var noget det manglede. Tilgengæld var Victoria rigtig Sød. Hun var meget stille og indelukket, men når hun snakkede var hun Sød. Vi havde allerede grint ret meget. Jeg tror næsten det bliver helt mærkeligt ikke at skulle ligge herinde med hende mere, men det bliver også godt at "arbejde" igen. Jeg savner at synge og rejse rundt.

Jeg havde lige postet et billede af mig på storyen på insta, så fansene kunne se, at jeg havde det fint. Vi skal snart til Danmark, så jeg Håber snart jeg bliver rask.

• Victorias synsvinkel •

Jeg havde sovet hele dagen. Mit hoved var ved at springe i luften så ondt havde jeg det. Men jeg var ikke typen der havde ondt af sig selv, for hvis jeg var det, var jeg sgu nok allerede knækket. Hver eneste dag der gik inde på sygehuset prøvede jeg at have det sjovt med Marcus. Han kunne få mig til at grine som den eneste i Verden. Men alt det her var mærkeligt. At jeg lå ved siden af ham med smerter, jeg havde kørt ham ned med min nye knallert. Alt var nærmest som et stort mareridt og uanset hvor meget jeg gerne ville have det sjovt med Marcus, uanset hvor fucking sød han var mod mig... så overskyggede alt det der var sket det. Han kunne have været død nu. Ej Victoria tag dig sammen ikke tænk på det! "Victoria? Victoria?!" Sagde en stemme. Jeg slog øjnene op og så Marcus sidde halvt op i sin seng med et bekymret ansigtsudtryk. "Hvad?" Mumlede jeg. "Er du okay?" Spurgte han. "Du ryster". "Jaja.. jeg har det fint." Mumlede jeg og lagde mig på hovedpuden igen. "Har du fået morgenmad eller frokost?" Spurgte han med en alvorlig stemme, som virkelig mente hvad han sagde. Jeg rystede på hovedet og en tårer løb ned af min kind. Marcus trykkede på en knap så en sygeplejerske kom ind. Han sagde til hende, at jeg nok ikke havde fået mad i et døgn cirka. Sygeplejersken kiggede alvorligt på mig. Jeg ville gerne sende hende et "jeghardetfintblik", men det er svært når man er ved at døse om. Alt omkring mig var sløret. Det sidste jeg husker er en masse mennesker der kommer løbende ind i rummet. Jeg kunne mærke at Marcus var bange helt inde i kroppen. Selvom jeg ikke kunne se ham.. så kunne jeg mærke det på ham.

•••
Ved ikke lige hvor godt det her kapitel blev, men ja.. håber i kunne lide det lidt mere end mig haha<3