Du er mit eneste juleønske (MG)

Elvte December

Mandag d. 11. december
13 dage til juleaften

"Emilia, vi går nu!" Råbte Marcus nede fra gangen. "Kommer!" Råbte jeg tilbage. Jeg skyndte mig at tage min taske på ryggen, og løb nedenunder. "Hejsaaa," sagde jeg hurtigt, mens jeg skyndte mig at tage mine sko på. "Så er jeg klar!" Udbrød jeg, og gik udenfor. "Super!" Sagde Marcus.

På vejen hen til skolen, snakkede vi ikke så meget, men det var alligevel ikke akavet.

"Hva så tvillingeeeer?" Råbte Johannes, da vi var ankommet til skolen. "Heyo!" Udbrød Marcus, og løb hen og gav ham High-five.
"Er du okay i dag?" Spurgte Martinus, da de andre var lidt væk. "Ja. Det skal nok ordne sig det hele," sagde jeg halv opmuntrende. "Yes!" Sagde Martinus og trak mig ind i et kram. "Bare husk at jeg altid er her for dig!" Sagde han opmuntrende. "Tak Martinus!" Sagde jeg taknemmeligt. Vi havde trukket os halvt fra krammet, og stod bare og kiggede hinanden i øjnene, meeen så ringede klokken og vi skyndte os begge to ind i klassen. Fordi vi havde stået lidt væk fra skolen, kom vi 5 minutter forsent, fordi vi skulle op af en trappe og alt muligt. Martinus åbnede langsomt døren, og alles blikke vendte sig mod os. "Såååe, hvad har I lavet?" Grinte Marcus. Martinus rullede med øjnene. "Marcus, hold kæft," sagde han roligt. Jeg grinte let, og satte mig ned på min plads, som jo dejligt nok var ved siden af Martinus. "Upsi," hviskede jeg til Martinus, da vi havde sat os ned. "Hovsa," sagde han tilbage til mig

"Sååe, hvorfor kom dig og Martinus for sent i skole i dag?" Spurgte Andrea mig, lige da vi havde fået pause. Jeg kiggede kort op på hende, men så gik det op for mig hvad hun hentydede til. "Det er altså ikke som du tror!" Udbrød jeg hurtigt. "Nejnej," grinte hun. "Vi snakkede bare om mine forældre og sådan," sagde jeg roligt. "Nåhr, er der noget ny info?" Spurgte hun interesseret. Jeg sukkede. "Nej desværre," svarede jeg trist.

Martinus kom hen til os. "Hvordan har min yndlingspige det?" Spurgte han, og lagde sine arme rundt om mig. "Helt fint," grinte jeg. Andrea gjorde store øjne. "Så der er noget mellem jer!" Udbrød hun. "Øhh nej," sagde både Martinus og jeg akavet på samme tid. Nogle af de andre drenge og piger var også kommet over og snakkede med os. Da samtalen var godt kørende, flettede jeg lige så stille mine fingre ind i Martinus. Jeg troede egentligt ikke at nogen havde lagt mærke til det, men jeg kunne tydeligt mærke Andreas blik borre sig ned på vores hænder. Hun lavede et skævt blink til mig, og jeg grinte bare. En af de andre drenge havde hørt mig grine, og havde vendt sig om, så han så over på os. "Hva satan Tinus, har du været på damejagt?" Spurgte han overrasket og blinkede til Martinus. Vi grinte bare begge to. "Vi er altså bare venner," fortalte jeg. "- indtil videre," tilføjede Martinus, jeg slap hans ene hånd og daskede ham på skulderen.

***

"Emiliaaa, venter du lige?" Jeg kunne høre Marcus stemme bag mig. Jeg stoppede op, og vendte mig om. "Taak," sagde han glad. "Såå, hvad sker der egentligt med dig og Martinus?" Spurgte han. Jeg havde egentligt lidt forventet det spørgsmål, men inderst inde havde jeg håbet, at det ikke ville komme... "Jamen altså," begyndte jeg, "jeg ved det faktisk ikke helt," afsluttede jeg. Han grinede, "waow, det hjalp virkelig også min forståelse. Jeg kiggede genert ned i jorden. "Marcus... hvad skal jeg gøre?" Jeg kiggede seriøst op på ham. "Med Martinus?" Spurgte han. "Jeg tror jeg virkelig godt kan lide din bror, men det hele føles bare så kompliceret.." fortalte jeg. Han fik et kæmpe smil på ansigtet. "Jeg vidste det!" Udbrød han glad. Jeg grinte bare. "Men hvorfor kompliceret?" Spurgte han bagefter undrende. "Alt det med min familie... jeg bor jo faktisk i Danmark, og I bor i Norge, og jeg ved ikke om jeg nogensinde skal tilbage, og ellers skal jeg jo sikkert tilbage til Danmark..." fortalte jeg. Han kiggede trist på mig. "Men hvis jeres kærlighed er stærk nok, hvilket den er, for min bror er fuldstændigt skudt i dig, så ved jeg at jeres kærlighed kan holde," sagde han og smilte. Det gjorde mig sådan lidt glad. Når ham jeg godt kan lide's bror siger at det nok skal holde! Men samtidig så er jeg i tvivl... for det er jo gået utroligt hurigt mellem Martinus og mig...

//

Kort kapitel i dag :/