Toogtyvende December

756 42 6
                                    

Fredag d. 22 december
2 dage til juleaften

Emilias P.O.V.
Jeg vågnede af min alarm. Klokken var 2:30. Jeg var gået ultra tidligt i seng i går, så jeg havde lidt energi til natten, det ville nemlig blive en lang nat. Jeg havde ikke fået nogen besked fra Marcus, så jeg fulgte bare min plan. Jeg tog det tøj, jeg havde lagt frem på, og bandt mine sko. Hvis man skal ud i gennem fordøren i mit hus, skal man forbi mine forældres soveværelse, og så ville de 100 procent vågne, så jeg blev nødt til at hoppe ud af mit vindue. Heldigvis er mit hus kun 1 etage så intet problem der. Jeg havde virkelig tænkt min plan igennem.

Jeg hoppede ud af vinduet og landede blødt på sneen, som også havde lagt sig i et fint lag i Danmark. Jeg havde besluttet mig for at tage et fly til Norge, jeg havde nemlig lidt konfirmationspenge liggende på min bankkonto som jeg kunne bruge. Jeg tog toget ud til lufthavnen, og sad lige pludselig i flyet. Nogle gange er spontant jo også godt.

Jeg var landet i Trondheim lufthavn, og skulle derfor videre med toget til Trofors. Jeg havde faktisk først taget flyet til Oslo, og så videre til Trondheim, så jeg var en lille smule træt. Men jeg syntes alligevel det var rimelig godt planlægt.

"Hey Marcus, du er sikkert ikke vågen, men nu er jeg landet i Trondheim lufthavn, vi ses snart;))!" skrev jeg til Marcus. Klokken var 8 om morgnen, så chancen for at han sov var rimelig stor. Det var jo ferie.

"Hey, er det ikke dig, som bor hos Marcus og Martinus?" hørte jeg pludselig bag mig. Der stod en mand, han så ikke direkte venlig ud. "Ehh, jo det er vel mig," svarede jeg ham ligegyldigt. "Hvad laver du dog her helt alene?" spurgte han mistænksomt med et slesk smil på læben. Jeg havde mest af alt lyst til bare at skrige. "Hvad rager det dig?" svarede jeg ham bitchy, og vendte mig om og gik... men jeg nåede aldrig særligt langt, for pludselig var der en, som hev fat i min arm. "Sådan taler man ikke til mig!" udbrød manden surt, det lød ret højt i mine ører, men alligevel var der ikke nogen omkring os, som trak en eneste mine. Alle gik bare rundt, som om ingenting var ved at ske, men jeg var rædselslagen. "Hvad med at du kommer med mig?" spurgte manden klamt. Jeg fik kuldegysninger af hvad han kunne finde på. "Hvad med nej?!" råbte jeg og prøvede at komme ud af hans greb. Han sørgede dog for at trække mig hurtigt ind til ham igen, og hviskede roligt i mit øre, "hvis du nogensinde vil se din gode ven Martinus igen, så ville jeg råde dig til at holde kæft og følge med mig," hviskede han. Martinus, er han blevet kidnappet af ham? Kærlighed gør blind, så uden at tænke yderlige over det, fulgte jeg frivilligt med ham. Jeg ville bare ikke miste Martinus.

"Hvor fører du mig hen?" spurgte jeg rædselsslagen. "Det får du jo at se..." svarede han. Jeg sukkede. Jeg befandt mig i en varevogn. Hvor typisk. "Hvad vil du bruge mig til?" spurgte jeg, men fortrød straks så snart jeg havde spurgt. Tænk på alle de klamme svar, han kunne sige. "Jeg vil bare have penge..." sagde han helt afslappet. "Hvordan?" spurgte jeg mistænksomt. "Det lyder som om dig er Martinus er lidt mere end bare venner, så jeg skriver til ham, så kan han mødes med mig, give mig nogle penge, og så får han dig... nemt!" udbrød han og grinte over hans egen opfindsomhed. Jeg kiggede underligt på ham. "Men du har jo kidnappet Martinus?" konstaterede jeg. "Ja det var jo det jeg sagde... og se bare hvor nemt det var at få dig med," fortalte han. "Men hvis du ikke har kidnappet ham, hvor er han så?" spurgte jeg nervøst, uden rent faktisk at forvente et svar. "Jeg læste noget med at han var blevet væk, men i virkeligheden selv var flygtet, og så var hans familie bange og satte politiet på sagen og alt muligt, og så 2 timer efter fandt de ham vistnok... dumme dreng," grinte han. "Aldrig kald ham dum!" råbte jeg surt. Han grinte bare af mig, på en magtfuld måde, og der gik det op for mig hvor dum jeg var. Jeg var ved at blive kidnappet af en nordmand.

Martinus er sur på mig, så selvfølgelig vil han ikke redde mig, og mine forældre ved ikke engang jeg er i Norge, jeg er jo helt fortabt... tænkte jeg. Jeg kunne pludselig mærke tårerne løbe om kap ned ad mine kinder. Helt lydløst. Emilia... hvad har du dog lavet tænkte jeg, og gav tårerne frit løb.

***

Esthers P.O.V.
Jeg vågnede op ved siden af min mand, Morten, og troede egentligt at alting var som det skulle være, men en ond mavefornemmelse sagde mig i mod. Jeg tjekkede klokken. 13:27. Vi havde alle sovet meget længe i de sidste par dage på grund af bilulykken og, det hele var lidt mærkeligt. Jeg besluttede mig for at tjekke til Emilia. Hun havde været lidt underlig siden vi kom hjem.

Jeg åbnede døren til hendes værelse, og til mit store chok var hun der ikke. Jeg panikkede fuldstændigt, men holdt derefter tungen lige i munden, og sagde til mig selv, at hun måske var udenfor eller på toilettet.

En kold brise ramte mig. Emilias vindue stod åbent? Jeg gik over til vinduet, og skulle til at lukke det, da jeg så ned i sneen. Der var to fodspor? Nogle var hoppet ud af Emilias vindue, og Emilia var der ikke. "Morten?!" Råbte jeg. Han skyndte sig ind på værelset, og jeg forklarede ham hele situationen. Han kløede sig i nakken.

"Jeg ringer til hende!" Forslog jeg. "Gør det, så ringer jeg til Nora," svarede Morten. Intet svar, og Nora vidste heller ikke hvor hun var.

"Hun har vel ikke snakket om at besøge nogen eller sådan noget?" Spurgte Morten så. Jeg tror egentligt bare det var til ham selv, men så kom jeg i tanke om det. "Hun er taget til Norge!" Udbrød jeg, og Morten så chokeret på mig.

***

Emilias P.O.V.
Vi havde kørt i lang tid, og jeg var efterhånden blevet virkelig træt. Jeg prøvede at følge med i hvornår vi drejede til højre og venstre, men det var jo i Norge, så jeg var ikke ligefrem på hjemmebane. Jeg tænkte på min familie. De var jo efterhånden nok vågnet, og måske havde de også opdaget at jeg ikke lå roligt og sov i min seng. Jeg skulle have lyttet til min mor... så havde alt det her ikke sket. Men mest af alt, havde jeg brug for Martinus, Jeg savnede bare Martinus. Hans dejlige smil og skønne stemme.

***

"Velkommen til dit nye hjem, indtil din lille ven betaler dig ud!" grinte manden. "Jeg hedder forresten Adam," smilte han, og rakte hånden frem. Surt, daskede jeg bare hans hånd væk. Jeg skal sgu ikke sige hej til den klamrian. Jeg blev fulgt ind på et værelse, hvor der var en seng, et spejl og et lille skrivebord. Ikke noget specielt overhovedet. Gulvet var slidt, og væggene var lidt grå, som om de engang havde været hvide. Klamt. Jeg satte mig i sengen, og begyndte at græde igen. Jeg vil ikke have Martinus skal betale mig ud, men jeg vil bare gerne væk...

// Håber ikke det her er alt for mærkeligt //

Du er mit eneste juleønske (MG)Where stories live. Discover now