Kapitel 20

594 29 14
                                    

Annabellas synsvinkel

Det havde irriteret mig en smule, at Martinus havde kommenteret så meget på, at Marcus og jeg havde de samme trøjer på. Ikke, fordi jeg følte mig ramt af det, men fordi han generede Marcus. Eller, jeg følte mig måske lidt generet af det... jeg havde aldrig været vild med en dreng før, og hans tvilling behøvede ikke ligefrem at sidde og udpensle det til morgenbordet. Det gjorde bare hele situationen mere pinlig. Jeg havde ikke brug for at overtænke noget lige nu!

Jeg gik op på Marcus' værelse efter morgenmaden. Marcus var gået med Martinus ud for at spille fodbold. Jeg havde nærmest tvunget ham til det. Jeg havde brug for lige at have en halv time alene. Normalt syntes folk, at det var underligt, at jeg nød mit eget selskab så meget, men det var rart. Marcus var sød og fantastisk, men jeg havde bare svært ved at være omklamret af mennesker generelt. Det havde ikke noget med ham at gøre personligt. Det håbede jeg virkeligt, han havde forstået, da jeg sagde det.

Mens jeg sad deroppe, begyndte tankerne at køre. Det var det værste ved at være i sit eget selskab. Overtænkningen. Kunne jeg ikke bare få pause fra det bare engang i mellem? Det sidste, jeg havde brug for at overtænke lige nu, var Marcus. Og selvfølgelig overtænke jeg Marcus. Sådan var det altid. Det, jeg aldrig ønskede at overtænke, blev altid med garanti den værste overtanke.

Jeg gennemgik alle mine værste følelsesregistre, mens jeg sad i hans seng. Jeg var angst, ked af det, sur, fortvivlet. Til sidst blev jeg aggressiv. Jeg havde det så skidt over, at jeg havde fortalt Marcus om min skin picking. Sat ham ind i, hvad det var. Hvordan så han mon på mig nu? Jeg ønskede ikke at have medlidenhed. Jeg ønskede ikke, at han skulle være sød mod mig, fordi han havde ondt af mig.

I det øjeblik kom Marcus ind på værelset. Det var det værst tænkelige tidspunkt, han kom tilbage på. Midt i alle mine mærkelige tankemønstre.

"Annabella, hvad laver du?" spurgte han.

"Ikke noget," svarede jeg. Jeg havde ikke brug for, at han begyndte at blande sig i, når jeg gjorde noget, jeg ikke burde. Jeg kunne jo ikke bare lade være. Overtænkningen var ikke ligefrem noget, jeg kunne styre.

"Det tror jeg ikke på."

"Kan du ikke bare lade være, Marcus? Du behøver ikke vide, hvad jeg laver hele tiden. Du er ikke min kæreste!"

"Jeg er bekymret for dig," sagde han: "dit ansigtsudtryk fortæller mig, at der er noget galt."

Der var jo også noget galt. Men ovetankerne var et ømtåleligt punkt for mig. Ikke noget, jeg var parat til at fortælle ham om. Egentligt ønskede jeg slet ikke, at han nogensinde skulle vide, de eksisterede.

"Jeg klarer mig. Det har jeg altid gjort. Nogle gange er det bedre bare at være alene, der er ikke nogen, der kan såre en."

Han stirrede bare på mig med et chokeret blik, da ordene havde forladt min mund. De kom måske også lidt hårdere ud, end de skulle have gjort, men jeg havde til tider svært ved at styre mit temperament.

Han kom hen og satte sig i sengen hos mig. Han tog min hånd og nussede den stille.

"Hvad er det, der er galt?" spurgte han: "er du ikke godt sød at fortælle mig det?"

"Nej!" svarede jeg bare snærende. Igen kom jeg til at ytre mig forkert, men jeg kunne bare ikke styre mig. Jeg havde brug for at være alene, og nu fik jeg ham i hvert fald slet ikke til at gå. Jeg prøvede at ignorere ham, men han blev ved med at spørge, hvad der var galt. Til sidst blev jeg gal på ham.

"STOP!" råbte jeg og kravlede ud af sengen: "lad mig være for helvede!"

"Annabella?" spurgte han bare fortvivlet: "hvad sker der?"

"Hold din mund!" råbte jeg: "og gå! Jeg vil gerne være alene!"

"Hvorfor skal du være sådan?" råbte han. Nu havde jeg pisset ham af. Marcus havde åbenbart mere temperament, end jeg havde troet. Problemet var bare, at når folk hidsede sig op over for mig, blev jeg bare endnu mere rasende.

"Fordi du ikke kan forstå, at jeg har brug for at være alene lige nu!" skreg jeg af mine lungers fulde kraft: "jeg er ikke forpligtet til at fortælle dig noget som helst. Der er ting, jeg ikke vil snakke om, og det skal du acceptere! Kan du ikke bare gå?"

"Jeg går ingen steder!" råbte han: "og nu sætter du dig ned og fortæller mig, hvad fanden der foregår!"

"Hvis du ikke går, så går jeg," svarede jeg og satte kursen mod døren. Marcus fulgte efter mig og tog fat i mit håndled, inden jeg forlod hans værelse. Han kiggede mig bedende ind i øjnene, men det hjalp ikke. Det stadie, jeg var på lige nu, der skulle jeg bare ud. Frisk luft og alenetid var det eneste, der kunne hjælpe nu. Jeg rev min arm til mig og stormede ud af døren.

"Kom nu tilbage!" råbte han bag mig, mens han fulgte efter mig ned af trappen. Jeg gad ikke svare ham. Jeg smuttede hurtigt i mine sko og kastede jakken om mig. Jeg flåede hoveddøren op på vid og smækkede den lige i hovedet på ham. Så tog jeg benene på nakken og løb ud af indkørslen, mens jeg fik mine høretelefoner på og skruede op for musikken, så det var det eneste, jeg kunne høre. Frihed!

--------------------------

Håber, I kunne lide kapitlet! <3

Nu er fanden i hvert fald løs i Laksegade mellem dem ;))

Dagens spørgsmål: Hvad er din livret?

Ekstra spørgsmål: Skal jeg også svare på 'dagens spørgsmål', så I kan lære mig bedre at kende?

Glem ikke at stemme og kommenterer! <3

- Mathilde <3

Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔Where stories live. Discover now