Kapitel 44

475 33 10
                                    

Marcus' synsvinkel

Annabella rejste sig fra gulvet og prøvede at trække mig med op, men jeg kunne slet ikke få mig selv op derfra. Det endte med, at Annabella måtte gå ned selv og hente ham ved døren. Jeg kunne høre stemmerne nede i gangen. Hun lød, som om hun havde et konstant smil på, når hun talte med ham.

Jeg hørte deres skridt komme nærmere. Op af trappen og hen af gulvet mod hendes værelse. Jeg kiggede stadig ikke op. Jeg havde ikke lyst til at se, hvis det nu viste sig, at hun kiggede på ham med nogle øjne, der viste andet end beundring for sin ven.

Pludseligt blev der stille, og der var en, der satte sig ned ved siden af mig. Jeg kiggede forsigtigt op over mit skjul fra mine arme. Drengen smilede til mig og rakte sin hånd frem. Jeg tog den med et snøft.

"Hej Marcus," sagde han: "jeg hedder Håkon."

"Skal jeg bare lade jer være?" spurgte Annabella ovre fra døren. Jeg kiggede hurtigt op. Jeg ville ikke have, hun gik. Hun fik øjenkontakt med mig og gik hen til mig. Hun kunne vist godt mærke, at jeg på ingen måde var komfortabel med det her.

Hun satte sig på hug foran mig.

"Marcus, det er bedre, at I snakker alene," sagde hun stille: "det har drenge nogle gange brug for."

Hun lagde hånd på min kind og kyssede mig. Jeg lagde min hånd i hendes nakke og holdt hende fast mod mine læber. Hun lagde panden mod min, da vi brød kontakten mellem vores læber. Vi kiggede hinanden i øjnene.

"Jeg elsker dig," hviskede hun og kyssede mig på panden, inden hun rejste sig op.

"Hvad smiler du over?" grinede hun og så på Håkon.

"Jeg har bare aldrig set dig på den måde før," smilede han: "hold da helt kæft."

"Du kan ikke bare sige sådan uden at fortælle, hvad det er!" blev hun ved.

Jeg fik øjenkontakt med ham, og han smilede, mens han skiftevis kiggede på Annabella og jeg.

"Jeg har bare aldrig set nogen være så forelskede før, som jer to," sagde han til sidst.

Annabella smilede stort, da han sagde det. Derefter gik hun ud og lukkede døren efter sig, så Håkon og jeg sad tilbage alene på gulvet. Ingen af os sagde noget. Det virkede ret akavet. Håkon tog en dyb indånding, inden han til sidst brød isen.

"Marcus, du ved måske godt, hvorfor jeg er her," sagde han: "du kan være ganske rolig. Du skal ikke føle dig truet af mig."

Jeg rynkede brynene, men sagde stadig intet.

"Hun fortalte mig det," forklarede han: "hun var bekymret for dig. Hun ville ikke have, du skulle føle dig dårligt tilpas over noget, der ikke er noget i. Forstår du, hvor jeg vil hen med det?"

"Jeg er bare ikke vant til, at der er en pige, der vil have mig for mig. Så jeg er panisk for at miste hende. Hun er alt for mig," svarede jeg og sænkede stemmen: "jeg er ikke mig, uden hende."

"Annabella er en smuk pige," sagde han: "det er hun virkeligt. Og hun har et godt hjerte. Jeg passer på hende, så der ikke sker hende noget. Hun betyder også meget for mig, Marcus. På en måde vil jeg sige, hun er mit alt."

"Hvordan kan hun være dit alt, hvis du siger, at du ikke er forelsket i hende?" spurgte jeg. Jeg forstod det ikke.

"Jeg elsker hende. Hun er den eneste pige, jeg nogensinde har holdt fast i, men jeg kunne virkeligt aldrig set hende og mig sammen. Hun er en søster, ikke en kæreste."

"På en måde føler jeg helt åndssvag over, at jeg sidder her og græder foran dig over det her," sagde jeg. Og det gjorde jeg virkeligt. Jeg havde en frygtelig vane for, at jeg altid nedgøre mig selv. Ligesom Annabella havde. På nogle punkter mindede vi faktisk meget om hinanden. Vi følte begge to, vi ikke selv var gode nok, men at de anden var perfektionen selv.

"Jeg synes ikke, det er underligt," svarede han: "I bor et stykke fra hinanden, og jeg kommer bare spontant ind i billedet. Hun har kendt mig i årevis, men du aner ikke, hvem jeg er. Jeg kunne i princippet jo godt have været en, der prøvede at stjæle hendes hjerte, selvom det er det sidste, jeg ville gøre."

Håkon var faktisk meget anderledes, end jeg havde antaget. Ud fra billedet havde jeg troet, han ville have været en player. En rigtig hjerteknuser, der havde millioner af blødende pigehjerter i bagagen. Men det var han tydeligvis ikke. I hvert fald ikke over for Annabella.

"Hun har altid haft det svært," sagde han: "især i sociale sammenhænge, selvom der er mange, der aldrig lægger mærke til det. jeg gjorde jeg heller ikke, før hun fortalte mig det."

Han begyndte at fortælle lidt om hende som person. En del af tingene vidste jeg allerede i forvejen eller havde gættet mig til. Han fortalte, at hun åbenbart også havde en eller anden form for OCD, hvilket jeg godt kunne have gættet mig til. Hun var meget perfektionistisk, men på en måde der helt sikkert ikke lå inde for normalgrænsen. Hendes opførsel generelt var meget baseret på ritualer, men jeg havde bare aldrig lagt så meget i det. jeg elskede hende for den, hun var. OCD eller ej.

"Giver det hende mange komplikationer?" spurgte jeg: "at hun også har OCD?"

"Nogle gange, ja," sukkede han: "hun har haft perioder, hvor det har været så slemt, at hun ikke engang kunne gå uden for sin dør. Men det er ikke så slemt længere, som det har været."

Tankerne kørte rundt. Hun havde haft det virkeligt svært. Meget værre, end jeg først havde antaget, men alligevel virkede hun ikke, som om hun altid tænke så meget over det. Hun havde aldrig fortalt mig noget om alt det. Men hendes fortid var generelt ikke noget, der blev bragt på banen ret tit. Hun virkede, som om hun egentligt gerne bare ville undgå det.

"Hun har altid været en lille hidsigprop," grinede han: "jeg kan huske en gang under træning, at hun havde været oppe at skændes med en inden. Så hun hamrede løs og fik både hul i læben og hånden. Hun var tapet ind, mens blev bare ved med at køre på."

"Hun giver aldrig op," smilede jeg: "hun kæmper. Til det sidste."

"Det er hun, men du er også nødt til at passe godt på hende. Hun er stærk, men der skal samtidigt ikke mere end et forkert indtryk eller forkert sætning til at knække hende. Hun elsker dig. Pas på hendes hjerte."

Jeg nikkede. Det vidste jeg jo egentligt godt. Jeg havde både set det og været årsagen til det. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at passe på min dejlige pige, men det var også svært. Jeg ville til en hver tid hjælpe hende. Være der for hende. Støtte hende. Men nogle gange var det også hårdt for mig, at jeg ikke vidste, hvilket ben jeg skulle stå på.

Da Håkon og jeg kom ud fra Annabellas værelse og gik ned i stuen, hvor hun sad og spiste. Vores snak var gået virkeligt godt og havde været yderst tilfredsstillende. Jeg gik hen til hende og lagde armene om hende bagfra og gav hende et kys på kinden.

"Tak," hviskede jeg: "jeg elsker dig."

"Jeg ville gøre hvad som helst for dig," svarede hun og lænede sig op mod mig. Jeg besvarede det ved et blidt kys på hendes bløde dejlige læber.

----------------------------------

Håber, I kunne lide dagens afsnit :))

Shit! 91 følgere... jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er mundlam. Tusind tak for det <3

I er kun 9 fra de 100 nu - kun 9 fra en stor overraskelse!

Det er imponerende :))

Kan vi nå de sidste 9 til de 100? ;))

Glem ikke at stemme og kommentere!

- Mathilde <3


Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔Where stories live. Discover now