Hjertet af en dæmon

Drømmen

           

Grey glippede med øjnene, hun så på en klynge træer. Hun satte sig op og kiggede ned, hun havde sovet på en bænk.
Hun prøvede at tænke tilbage på, hvad der var sket, intet kunne hun konkludere. Hun kunne huske at løbe med Jake og at han blev dårlig.
Hvor var Jake? Tænkte Grey. Hun måtte have sovet i lang tid, for der var ikke særlig mange mennesker i parken længere.
Hun kiggede ned af sig selv, intet var forandret, stadig det samme træningstøj.
"Jake?" kaldte hun stille.
En dame kom kørende med en klapvogn.
"Undskyld mig, har du set en dreng ca. min alder også i løbetøj?" forsøgte hun sig.
Damen rystede på hovedet, "Nej desværre".
Hun rejste sig op og drejede rundt om sig selv. Ville Jake bare gå fra hende?
Hun vandrede mod udgangen, måske var Jake ikke så sød alligevel. Nej, det ku han jo ikke finde på, eller hvad? Grey kunne ikke finde rundt i sine tanker.
Hun blev afbrudt af sin mobil som ringede.
Det var ukendt nummer, "Hallo?".
"Øhm, hej Grey, Det er Jake, jeg tog hjem da jeg havde det dårligt," han lød nervøs.
"Okay.. hvordan fik du mit nummer?".
"Øhm, du gav mig det lige inden jeg gik, kan du ikke huske det?".
"Nej, jeg kan ikke rigtig huske noget, jeg vågnede op på en bænk, helt random. Jeg er virkelig bange for at jeg er ved at blive skør eller sådan noget".
"Nårh, ja du var ret træt og lagde dig til at sove på bænken. Vi sagde så farvel til hinanden der".
"Nå, okay. Jeg tager også hjem nu jo. Har du så fået det bedre?"
"Ja, har bare brug for at slappe af".
"Så ses vi".
"Ja vi ses i morgen i skolen".
"Hejhej" sluttede Grey.
Hun følte sig ilde til stede i parken, som om alle folk havde set hende sove.
Hun nåede hurtigt ud og tog bussen hjem.

Jake havde opført sig virkeligt mærkeligt i parken. Det værste var, at hun næsten ikke kunne huske noget. Hun syntes, Jake havde sagt til hende, at det var for hendes egen skyld.
Om mandagen kom Jake ikke i skole. Grey skrev til ham hvorfor.
"Jeg har fået kvalme, så jeg tænkte, det var bedre at blive hjemme" skrev han.
Hun blev sur på ham, ud af det blå var han begyndt at afvise hende. Hvorfor?
Amalie kom hen imod hende.
"Nå ikke så kæk mere uden din kæreste hva? Jeg sagde jo, han ikke gad være sammen med sådan en taber som dig" hånede Amalie idet læren kom ind.
"Hvad fanden laver du Amalie? Du skal sidde på din plads når kl hel!" Skældte Ignora, læren, ud. Amalie stavrede hen til sin plads imens hun rullede øjne af Grey.
Grey skjulte et smørret smil.
"Ja, så går vi igang, har i fået læs fra side 7-28 i bogen?" Spurgte Ignora og timen gik igang.