Charlie Wright's jul bliver en hel del mere kompliceret, da hun finder ud af, at hun skal bruge den sammen med en fyr, som har stjålet hendes navn og hendes vaniljekranse.
••••••••••••••••••••••••
#1 i jul - 01/12-2018
Vinder af The Danish Fiction...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg var meget nervøs for at tage i skole i dag. Jeg kunne støde ind i Chip, og bare tanken om at se på hans klamme ansigt nogensinde igen giver mig kuldegysninger. Til min store overraskelse var Chip ingen steder at se. Vi har lige fået frokostpause, og jeg har stadig ikke set ham. Det føles som om, at han aldrig rigtig har været her. Jeg ved ikke, hvad drengene sagde til ham i fredags, men de må have sagt et eller andet, som har skræmt ham væk fra at tage i skole i dag. Jeg går sammen med Marcus, som er ved at fortælle om en fyr, som han mødte i centeret i går. De stødte sammen, og den anden fyr var åbenbart meget lækker. Jeg ser Andy længere fremme. Han står og snakker med en masse piger. Da vi går forbi, løfter jeg armen op, så jeg hurtigt kan få rodet i hans hår. Andy vender sig mod Marcus og jeg med smalle øjne, imens alle pigerne stirrer på mig med syge dræberblikke.
"Ands, skal du med ud?" Spørger Marcus, som er standset midt på gangen. Nogen støder idn i mig, men jeg ignorerer dem. Andy trækker på skuldrene.
"Ses senere piger," han vinker kort og lunter op til Marcus og jeg. Han giver mig et kram. Jeg har ikke set Andy siden lørdag morgen. Jeg ved allerede, hvilket spørgsmål, som han vil stille først. "Hvordan har du det, Charles?" Hvisker han og krammer min lille krop hårdt.
"Fantastisk, selvom skolen meget hrutigt og smertefuldt tager livet af mig," jeg skyder underlæben ud. Andy trækker sig tilbage og ser mig længe i øjnene. Jeg løfter et øjenbryn, fordi jeg ved godt, hvad han prøver på. Han vil have mig til at ændre mening og sige, at jeg har det af helvedes til, men det passer ikke. Jeg har brugt hele weekenden på at tænke over, hvad der skete til festen. Chip fik aldrig gjort noget. Jeg er okay. Andy himler med øjnene. "Hvor er Cody?" Spørger han, da vi begynder at gå mod udgangen, som leder mod fodboldbanerne.
"Aner det ikke," svarer jeg.
"Jeg tror, at han snakker om en karakter med Hr. Dunphy," fortæller Marcus. Vi sukker alle sammen.
"Giver han nogensinde op?" Spørger Andy.
"Ikke før han føler, at han behandler hans kloge hjerne ordentligt," griner jeg. De andre to nikker. Cody har den her lange kamp mod vores historielærer Hr. Dunphy. Han mener ikke, at hans opgaver og test får den retmæssige karakter, hvis man sætter det i perspektiv til, hvor meget han arbejder på det. Hr. Dunphy mener, at karakteren er helt perfekt, og at han må arbejde hårdere, hvis han vil have en bedre karakter. Så hver gang vi laver en aflevering, bruger de to 20 minutter på at diskutere efter timen, og så kommer Cody rasende ud og brokker sig til os i endnu 20 minutter. Det er en lang og ond cirkel, og vi er efterhånden trætte af det. Vi går udenfor, og kulden rammer mig med det samme. Min næse bliver halvt frossen, og jeg finder mine luffer i min jakkelomme. "Hvorfor valgte vi at gå udenfor?" Spørger jeg mumlende.
"Fordi du ville lege i snee," svarer Marcus og tager min hånd, så han kan hive mig ud på en af fodboldbanerne, hvor der ikke er så mange. Jeg griner og følger efter ham, imens jeg kan mærke mine fødder synke ned i det tykke lag sne. Vi begynder at løbe, og jeg ved, at Andy går bag os. Han er ikke lige så glad for sne, som Marcus og jeg er. Da Marcus og jeg bliver trætte, smider vi os ned i sneen. Vi griner begge to, da Andy kommer og ser opgivende på os.
