Naked | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

F E M O G T Y V E

Læs forfatterbeskeden i bunden <3

Rebekkas synsvinkel

Jeg var konstant bange for at skade Marcus' omdømme. Han skulle ikke lide, fordi jeg havde en ex-kæreste, der havde popularitetsvanvid. Som løj og bedrog alle de naive og intetanende piger, der sukkede efter ham og drenge, der så op til ham som deres største forbillede.

Vi havde norsk. En rigtig grammatiktime. Det kunne simpelthen ikke blive mere kedeligt. Hvert sekund sad man og håbede på, at der ville ske et eller andet åndssvagt, som var vanvittigt morsomt, som fik alle til at glemme mit udstillede nøgenbillede, og som samtidigt lysnede min dag op.

Pludseligt gik døren op, og klassens studievejleder kom ind. Vores lærer stoppede brat al snak, og alles blikke rettedes mod døren.

"Asbjørn," sagde vores norsklærer: "hvad kan vi være dig behjælpelig med?"

"Kan jeg tale med Rebekka Grandahl?" spurgte han.

Jeg dukkede hovedet, da jeg rejste mig op. Jeg kunne mærke alles blikke i nakken, mens jeg gik gennem lokalet. Jeg hadede at være i centrum. Sådan havde jeg altid haft det.

Jeg krabbede mig ud af lokalet. Inden jeg lukkede døren, fangede jeg hurtigt Marcus' blik, og han gav mig et fortrøstende lille smil. En lille forsikring om, at det hele nok skulle gå.

Da døren var lukket, fulgte jeg tavs efter Asbjørn ned af gangen, til vi nåede hans kontor. Her blev jeg sat ned i en stol over for ham på den anden side af hans skrivebord. Han åbnede sin computer og gik ind på det, jeg gættede, var min fraværstabel. Han vendte den rundt, og jeg havde ret. Den fine kurve med de alt for mange røde streger kom frem.

"Rebekka, jeg kan se, at du gennem den sidste tid har fået et ufatteligt højt fravær," startede han: "det er bekymrende. Især, når man kigger på dine karakterer. De ligger helt i toppen, men du har overskredet den lovlige procent for fravær."

Jeg sad musestille i stolen. Jeg turde næsten ikke engang at trække vejret. Hvordan skulle jeg forklare det? At sige, man havde slået op med sin kæreste, der efterfølgende havde postet et nøgenbillede på Facebook af en, kunne blive en meget alvorlig sag, og jeg havde ingen beviser for, at det nogensinde var sket.

"Hvad er det, der foregår?" spurgte Asbjørn.

"Ikke noget specielt," svarede jeg: "det har bare været lidt svært de sidste par uger."

"Siden, du har været fraværende, må det have været noget alvorligt. Måske det ville være godt med en samtale mellem dig og mig, og dine forældre. Når vi kommer derud, hvor du overskrider fraværet, bør forældrene involveres."

"Nej, det er skam ikke nødvendigt," sagde jeg hurtigt: "jeg skal nok gøre mit bedste for at være her og få fraværet ned. Det var slet ikke min mening at være fraværende. Der skete bare noget akut, som slog mig ud, men jeg er kommet mig over det igen."

Jeg var slet ikke kommet mig over det. Men det behøvede Asbjørn jo ikke vide. Jeg kunne ikke have, at der var nogen, som fandt ud af, hvad der var foregået i de dage. Hvis det slap ud, at der var blevet postet et nøgenbillede, så ville det få alvorlige konsekvenser. Skolen ville tage affære, og der ville komme en sag ud af det, og det ønskede jeg ikke. Jeg skulle nok klare det selv.

"Rebekka, hvis der er noget alvorligt, som på virker dig negativt og giver dig gener, så skal du fortælle det. Så kan jeg hjælpe dig," sagde Asbjørn: "ellers kan jeg sørge for, at du kommer det rigtige sted hen og får den hjælp, du behøver. Hvis du har brug for at tale med skolens psykolog, så skal jeg nok få lavet en aftale til dig."

"Jeg takker mange gange for din venlighed, Asbjørn, men der er ikke noget galt. Overhovedet. Jeg har det skam helt fint. Jeg er kommet over det. Jeg havde bare en lille personlig konflikt. Jeg har fået talt med nogen om det."

"Så, hvis jeg lader dig gå nu, lover du mig så, at du ikke vil have flere fraværsdage?" spurgte han: "at du møder til tiden og får fraværet tilbage ned under grænsen?"

"Det lover jeg, Asbjørn," svarede jeg: "jeg skal nok få fraværet ned under grænsen."

"Så må du gerne gå tilbage til time," smilede Asbjørn: "men husk nu, at hvis du har nogle ting, du tumler med, så kan du komme herned, og så snakker vi om det."

Jeg smilede taknemmeligt og nikkede. Derefter forlod jeg lokalet. Jeg småløb ned af gangen. Jeg ville ikke se ud, som om jeg pjækkede fra norsktimen. Jeg drejede om et hjørne og stødte ind i en.

"Undskyld," sagde jeg hurtigt og ville gå videre, men der blev grebet fat i min arm. Jeg kiggede forskrækket op og mødte Noahs blik.

"Du har været hos studievejlederen," sagde han.

"Ja, det har jeg. Mit fravær er jo underligt nok lidt højt for tiden."

"Fortalte du ham noget?"

"Jeg fortalte ham en masse," svarede jeg bare. Men det skræmte ham ikke, som jeg ellers havde håbet på. Jeg ville gerne have ham til at ryste i bukserne. Få skovlen under ham.

"Rebekka," sagde han alvorligt: "hvis du nogensinde fortæller nogen, hvad der skete mellem os, så bliver det værst for dig selv. Jeg vil hærge dit liv. Splitte det ad."

"Så lang tid, det kun går ud over mig og ikke andre, så går det nok."

"Det ville kun være begyndelsen. Marcus ville være næste step. Han kommer heller ikke til at slippe fra det."

Jeg sank en klump. Hans blik viste, at han var dybt seriøs omkring denne trussel. Han slap grebet i min arm og fortsatte ned af gangen. Jeg stod og gispede efter vejret lang tid efter, han havde forladt mig. Jeg var bange. Han havde aldrig truet mig før, og det værste var, at jeg vidste, han mente det. Hvert et ord.

*****

I undrer er måske over, hvorfor der er så lang tid mellem opdateringerne generelt. Her kommer forklaringen.

Jeg er ved at flytte hjemmefra, så jeg bruger det meste af dagene på at pakke kasser og male paneler i min nye bolig. Min ene pc skal også udskiftes om nogle få dage, og den anden bliver pakket ned - så jeg har ikke adgang til nettet her snart.

Jeg har dermed ikke mulighed for at skrive afsnittene ret hurtigt. Jeg har faktisk meget lidt tid til at sidde ned lige pt - da min skolestart også er blevet rykket med hele 14 dage. Jeg skulle have startet d. 2 september - nu er det allerede d. 19. august. Så jeg har kun 18 dage til at flytte i (og jeg fik nøgle i går)... så jeg har tralvt.

Opdateringerne vil de næste par uger være ret ujævne, men det er der ikke noget gøre ved. I må bære over med mig. Jeg er voldsomt stresset, og det er svært at få alt til at passe sammen :))

Jeg vil dog nok primært poste på denne historie, indtil jeg har styr på det hele, da alle afsnittene er skrevet færdigt for længe siden (den har været færdig siden december).

Uha uha, Noah truer Rebekka!

Mon han mener sine trusler?

Eller gør han det kun for at få hende tilbage?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3