The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

F J O R T E N

Maraton 3/6

Martinus' synsvinkel

Jeg var nysgerrig. Det måtte jeg indrømme. Det lyste langt væk, at Katrine ikke var enig med mig. Hun troede ikke på kærlighed. Jeg havde virkeligt lyst til at bevise for hende, at det var virkeligt. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad med det. Jeg kunne jo ikke bare gøre hende vild med mig. Ud af ingenting. 

"Kærlighed er ægte, Katrine," sagde jeg og løftede øjenbrynene for at se mere troværdig ud. "Du har selv følt det. Du ved, jeg har ret."

"NEJ!" sagde hun bestemt. "Det er noget pis. Det er ikke sandt, at det findes. Det er en løgn. Det er en løgn. DET ER EN LØGN!"

"Bare fordi en fyr har behandlet dig forkert gør ikke, at kærlighed er løgn."

"Mener du!" Hende stemme var ikke så venlig længere. Den var ved at tage en form for irriteret og bitchet. Hun ville bare have ret, men jeg havde ikke tænkt mig at give mig i denne her samtale.

"Nej, det er sandheden," forsvarede jeg mig. "Marcus tror heller ikke på mig."

"Så er Marcus mere vis end du. Han mener det samme som mig. Han ved, hvad sandheden er."

"Jeg gider ikke sidde her og diskutere sandheden i noget, du er så lukket omkring. En dag vil du opleve kærligheden igen, og vil du komme til mig og sige, at jeg havde ret. Kom ikke og fortæl mig, at du ikke har haft den kildrende fornemmelse i maven siden. For det kan jeg se i dit ansigt, at du har."

Hun trak vejret hurtigt og rejste sig med lynets hast. Øjeblikket efter var hun ude af døren. Jeg farede efter hende. Jeg troede, hun var på vej hjem, men nej. Hun gik ind til Marcus.

"Marcus," sagde hun. "Kan du fortælle din bror, at kærlighed ikke findes?"

"Åh gud, er han ved at fylde dig med den samtale om, at kærlighed er ægte, og at du vil finde den igen en dag?"

"Ja, han har måske også givet den til dig?"

"Alt for mange gange," lød svaret. Katrine vendte sig mod mig og lagde armene over kors. Hun så ud, som om hun havde fundet beviset for, at hun prædikede sandheden.

"Drop det," svarede jeg. "I to er de mest stædige og forblændede mennesker i verden. I har begge mødt ET tilfælde af nogen, der har behandlet jer dårligt. Nogen, som I troede elskede jer, og så har I besluttet jer for, at kærlighed bare ikke findes. Se dog virkeligheden i det!"

"Det er da også det, vi gør," svarede Katrine.

"Jeg gider ikke det her," sagde jeg og forlod værelset. Jeg gik tilbage ind til mig selv og lod dem være. Katrine og jeg kom hurtigt op at skændes. Så meget var jeg allerede blevet klar over. Hun var alt for stædig. Hun stod alt for fast. Turde ikke se andre sider end hendes egen. Det kunne ikke have. Det orkede jeg ikke. Min sidste kæreste havde også været sådan. Jeg havde elsket hende, men jeg var blevet sindssyg af det til sidst. Hun kunne ikke se andet end det, hun selv sagde. Jeg var ikke sikker på, at Katrine var sådan, men det virkede bare sådan ud fra det, vi lige havde snakket om. Men jeg skulle nok få hende til at skifte mening. Jeg skulle nok få hende til at se, at kærlighed var virkelig. Bare vent og se!

●●●

Jamen dog, de er allerede uvenner...

Mon de kan enes?

Og får Martinus mon overbevist Katrine om, at han har ret?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3