Nabodrengen

Part46: etage 5

Austin har været væk i noget tid nu, han sagde han ville hente noget og jeg savner ham
Allerde selvom det kun er nogle sekunder siden han gik.
Han åbner døren og kommer ind med en kørestol
Austin: se hvad jeg fandt
Siger han mega glad og kører den over til mig
Han nikker som i jeg skal sætte mig i den
Esther: ikke tale om, jeg kan godt gå?
Austin: please bare sæt dig her
Esther: okay så
Jeg ved ikke hvad han vil med det men jeg sætter mig i stolen. Man sider faktisk godt jeg ved ikke om jeg havde troede man sad dårligt i den men det gør man ikke. Han åbner døren og skubber mig ud på sygehus gangen.
Læger og sygeplejersker der løber rundt familie medlemmer der sider uroligt og venter på stolene. Jeg føler mig utilpas ved at være her men det hele forsvinder da vi når til gangens slut hvor en skøn lille familie kommer ud af elevatoren moraen kommer først ud hun ser meget chokeret ud, ved faren kan jeg se en lille tåre og tilsidst kommer der en lille dreng ud med bind For øjnene ud . vi skylder os ind da de var ude. Austin trykker på 5 hvilket er det højeste etage
Esther: ved du godt hvor vi er på vej hen?
Austin: selfølgelig skat, jeg var her da jeg var en lille dreng og det eneste der gjorde mig glad på sygehuset

Esther: var du meget på sygehuset da du var barn?

Austin: jaerr det ville jeg vel sige, fodbold gjorde min fod meget ondt
Blik siger det og døren går op på 4
Læge: UDUD i Skal ud NU!
Jeg kigger op på Austin som skylder sig ud og drejer os til Venstre vi kommer tilbage og ser en kvinde i fødsel blive kørt ind i elevatoren drømme lukker og vi står nu her
Austin: det bliver dig en dag

Esther: så det tror du?

Austin: så skal vi vise Albert og Anna sygehuset

Esther: for det første passer Albert og Anna ikke sammen og for det andet hvem siger ikke jeg vil føde der hjemme?

Austin: jo det gør og mig
Kom
Han skubber mig hen til elevatoren og trykker på 5 igen
_________

Det var det for min historie
Håber i kunne lide den
Tak for alt
Vi ses
-Emilie