Tre Små ord (Danish/Dansk)

Kapitel 12; Klippehulen

En enorm klippevæg tårnede sig op foran os, et overdådigt vandfald faldt brusende og larmende ned af klipperne, det var bredt og langt, og neden for det snoede vandet sig videre i en mindre flod videre ind i skoven. Luften var våd af støvregnen fra kaskaderne af vand der fossede ned af klippevæggen. Lyset kastede sit gyldne skær over det hele, vandets brusen, trætoppenes susen, græssets bølgen. Her var smukt, og det var overvældende, jeg lagde slet ikke mærke til at jeg havde gispet og taget fat i Anthonys skulder. Jeg slap den hurtigt, og rødmede flovt.

"Smukt, ikke?" Spurgte han, mens han kiggede drømmende ud over det skummende vand. Jeg nikkede, og rettede automatisk mit hår om bag øret.

"Kom, der er noget jeg gerne vil vise dig" Han smilede sit skæve smil og der var et glimt i hans blå øjne. Han bar stadig på krukken med planten, og jeg tænkte hvad han mon ville gøre med den. Han gik hen langs bredden på floden. Småstene knasede under hans fødder, og nu også mine, da jeg fulgte efter. Vandet rislede afsted, og jeg så en enkelt fisk eller to.

Vi nåede til vandfaldet, og det larmede mere og mere. Anthony gik helt tæt på, og da jeg kom hen til ham kunne jeg se det. Der var en sprække mellem kanten af vandfaldet, og klippevæggen, en åbning. Anthony maste sig en smule besværet ind i den, med krukken i hænderne. Jeg gjorde det samme, og den ru klippe kradsede mod min hud. Jeg lukkede øjnene i et kort øjeblik, og da jeg åbnede dem igen befandt jeg mig i et højloftet klipperum. Det var en slags hule, inde bag vandfaldet, vandet løb ned og dækkede for hele åbningen, som et gigantisk tæppe af vand. Vandstrømmen udgjorde hele den ene væg, og lyset der strømmede igennem var så smukt, at det tog pusten fra mig et øjeblik. Vandet fik lyset til at falde i firkantede mønstre på væggene, i alle regnbuens farver, det var som om væggene var lavet af krystal, og ikke sten.

"Wauw" Mumlede jeg åndeløst. Anthony smilede bare, han så selvtilfreds ud. Han gik over i hjørnet, og stillede potteplanten ned. Det var faktisk et virkelig godt sted, men hvordan vidste han overhovedet noget om det her sted? Som om han kunne læse mine tanker, gik han tilbage mod mig, han stillede sig med ansigtet vendt mod vandfaldet og så ind i de strømmende mængder af klart vand.

"Jeg kommer her normalt kun alene, hvis jeg har brug for at tænke. Fandt det før sommerferien, på det tidspunkt gik jeg mange ture i skoven.. jeg havde en del at tænke over." En lille bølge af smerte skyllede ind over hans ansigt, så var det væk igen. Jeg gik ud fra at han mente alt det med Arianna. Det må have været hårdt at ens kæreste var én utro...

Helt uden at tænke over det gik jeg hen til ham. Jeg lagde en hånd på hans overarm. Jeg ville gerne trøste ham, han skulle altid virke så hård, som om han aldrig var såret eller ked af det. Jeg havde lyst til at fortælle ham, at det er okay at lade sine følelser slippe løs, det er okay at være ked af det og vred. Få ham til at give slip, komme ud med det, sige at det ikke fik ham til at se svag ud at være sårbar, at det fik ham til at se modig ud, modig nok til at vise sine følelser. Vise hvem man er.

Jeg ville gerne sige alt det, men før jeg kunne gøre noget, vendte han sig om mod mig, han så ømt på mig med de bundløse øjne. Han trådte det sidste skridt hen til mig, lagde begge hænder på mine kinder. Vendte hovedet lidt på skrå, og trykkede sine læber mod mine. Jeg følte det som om en stor kold knude i mit bryst løsnede sig og smeltede bort, jeg blev opfyldt af varme, en varme der udsprang fra min mave, og bredte sig helt ud i fingerspidserne. Tusind sommerfugle lettede fra et sted dybt inde, flagrede rundt i mit indre, baskende med deres små kulørte vinger. Et kys, så fint og forsigtigt som en sæbeboble, der kunne briste når som helst. Et kort sekund, så skiltes vores læber og han lagde sin pande mod min.

"Det, har jeg ventet på at gøre i meget, lang tid" hviskede han roligt, hans hud føltes kølig mod min, og vi indåndede den samme luft, som vi stod der, pande mod pande. Jeg havde stået helt åndeløst og stiv, men nu kunne jeg pludselig bevæge mig igen. Alt det jeg gerne ville, alt det jeg havde drømt om, fantaseret om, hver gang jeg kiggede på hans kinder, hans øjenvipper, hans... hans læber.

Jeg lagde mine arme omkring hans nakke, og trak mig op til hans ansigt. Jeg trykkede min mund mod hans, de silkebløde læber passede perfekt i mine, som om de var skabt for hinanden. Hans hænder gled ned af min ryg, og lagde sig ved det bare hud omkring mine hofter, jeg lagde slet ikke mærke til at han havde knappet min nederdel op, før den ramte klippe gulvet med et blødt bump. Jeg måtte tættere på, jeg pressede min krop mod hans, og han kom med en lille sukkende lyd. Jeg slap hans læber med mine, så vi kunne få vejret, og pludselig stod jeg med ryggen mod klippevæggen mens Anthony pressede mig op mod den. Jeg kyssede ham igen, og smilede, mine fingre gled langs hans t-shirt kant, og kantede sig vej op under den. Mine hænder gled op over de spændte mavemuskler og op omkring brystkassen, hvor de standsede lige ud for hans hjerte. Varmen fra hans hud føltes rar, og hans hjerte dundrede afsted i en rytme der matchede min rimelig godt, selvom han ikke virkede nervøs, vidste jeg at han var det. Hans tungespids sneg sig omkring min underlæbe, og jeg åbnede villigt munden. Jeg lukkede øjnene og nød at være her, med ham. Min ene hånd fandt hans hår, og greb fat i det, trækkede ham endnu tættere på. Hans hænder gled op under min bluse, og jeg bed mig i læben, han var virkelig god til det her.

Han flyttede smilende sine læber fra min mund, til min kind, mens han kyssede sig vej ned over min hals, ned til min mave. Jeg trak vejret tungt, og så.. et råb i det fjerne fik os tilbage til virkeligheden, Anthony stønnede og kørte en hånd gennem håret.

"Det er madam Brooks, vi skal samles" Sagde han, og jeg nikkede. Jeg tog hurtigt min nederdel på igen, og vi trak begge vores bluser lidt ned.

På den hurtige tur gennem skoven tilbage, var vi stille, det var nok for mig bare at holde hans hånd, og kigge på hans perfekte ansigt.

Da vi nåede tilbage til flokken og vi skulle skilles, havde jeg mere end noget andet lyst til at kysse ham igen, så det var med besvær at jeg gav slip, og møjsommeligt traskede op til slottet igen, med de sidste sommerfugles svage basken i min mave.