Kapitel 10

7 1 0
                                    

----Tehrror POV----

At kampe fik mit bæst, min Blodløst til at røre på sig og jeg var fuldt ud fokuseret på min modstander, såvel som resten af dem inde i huset. Bastardernes Forbund var dugget uventet op og vi havde slet ikke været ordentligt forberedt på dem. De havde hurtigt fået overtaget kampen, men vi var stille og roligt ved at få vendt den til vores fordel. Deres leder Xcor var lige nu ham jeg var oppe imod sammen med Tohrment, der havde fået lov fra Kongen af til at dræbe vedkommende. Det var hans ret at gøre det. Ikke at jeg regnede med, at det blev i dag, at han mistede livet, fordi satanen var pisse god med hans le og holdt os på afstand. Leen kom ned igen og Tohrment og jeg flyttede os hurtigt baglæns. Ud af øjenkrogen, så jeg godt Blaylock komme løbende, men jeg havde allerede flyttet mig og jeg ramte direkte ind i ham og blev skubbet lidt mere til side da Tohrment også ramte ham. Jeg tumlede mod jorden og personen under mig gav et lille smerteudbrød fra sig og så et lidt større et sekundet efter, da jeg landede på vedkommende. Lugten af blod og ikke bare hvilken som helst persons blod ramte mig og jeg sprang omgående op. Hun lå på gulvet under mig, med den venstre skulder revet op, så fronten af hendes trøje såvel som ærmet klistrede til hende på grund af blod. Våbnet sad stadig i hendes skulder og kæden, det var fæstnet på det, viklet rundt om hendes hofter hvor det blev holdt på plads af en dolk. Lugten og synet af blod prikkede til min Blodløst og mine hugtænder gled ned, til de blev fuldt synlige. Så skiftede mine øjne til blodrød og pupillerne udvidede sig. Blaylock bukkede sig ned foran mig og fik hende på benene. Han tog et blik på mig og kastede hende så over hans skulder. Og så skyndte han sig ellers mod udgangen med hende. Ved siden af mig bandede Tohrment, da hans blik også fejede over mig. Med hende ude af rakkevide slap jeg min Blodløst fri og kastede mig ind i kampen med fornyet energi. Og med en blindhed, over for alt andet end blod, der gjorde at jeg heller ikke mærkede smerte. Xcor's le ramte mig flere gange og skar hul så blodet flød, men det sendte bare mere energi igennem mig og fik mig til at kæmpe med end større aggressivitet. Brødrene havde et halvt øje på mig imens de selv kæmpede, så de kunne nå at komme uden for rækkevidde, inden jeg kom for tæt på. De vidste udmærket godt, at skelnet mellem venner og fjender var forbandet lille, når jeg var sådan her.

----Ree POV----

Jeg var kun halvt ved bevidstheden, da vi ankom til borgen de boede i. Og da ham med de mange piercinger smed bilen i hvad jeg svagt opfangede som en undergrunds parkeringskælder, sprang de tre Brødre ud. Mig selv? Tja jeg kunne ikke en gang løfte armen for at åbne døren, så ham den rødhårede, som også havde siddet på bagsædet sammen med mig, rakte ind og hæv mig ud. Jeg var normalt meget stolt anlagt og hadede at skulle have hjælp, men lige nu havde jeg ikke engang energi til at protestere, da jeg endnu en gang blev slynget over den rødhåredes skulder. De tre Brødre bevægede sig hurtigt gennem rummet og bevægelserne gav mig kvalme, men lige som så meget andet havde jeg ikke en gang energi til at kaste op.

"Få fat på Jane." Sagde en af dem, men vedkommende lød så langt væk og mine øjne var begyndt at køre rundt i hovedet på mig. Jeg kunne slet ikke fokusere og alting føltes så koldt. En af dem satte i løb i høj fart, så deres fortrin rungede, mens ham, der holdt mig, krængede sig ind ad en døråbning. Og før jeg vidste ad det blev jeg lagt på siden på noget koldt, der fik mig til at skælve. Den rødhårede fyr trak sin jakke af og lagde den hen over mig og et splitsekund varmede den mig, men så startede jeg med at skælve igen.

"Hvor er Jane." Sagde en eller anden og ham med piercingerne kom halvt ind i min synsvinkel.

"Fuck. Jeg tror vi er ved at miste hende." Kommenterede en af dem og i det samme smækkede en dør op. En kvindelig skikkelse kom så ind i min synsvinkel, efterfulgt af endnu en mand, som sikkert var ham, der havde løbet efter hende.

"Hvor slemt er det." Lød en kvinde stemme og som svar blev jakken trukket ad mig. Og nogle bandede ad det.

"Okay det er slemt." Mumlede hun og gik så ud ad min synsvinkel, hvorefter vand blev tændt.

"Jeg skal have jer til at få kæden ad hende. Endelig ikke rør våbnet i hendes skulder." Sagde hun så og jeg blev skubbet op og sidde, hvilket fik mig til at grynte. Ham den rødhårede støttede mig, mens en af de andre træk min dolk fri fra kæderne og begyndte at vikle mig fri. Den tredje af dem stod bag mig og jeg kunne mærke vedkommendes kropsvarme mod min ryg. Hænder rørte mig så svagt omkring den skadet skulder og jeg bed hårdt sammen. Det gjorde ondt som bare fanden.

"Okay, vi skal have hende under..." Sagde kvinden så og da hun kom ind i min synsvinkel igen, havde hun skrubs på. Jeg rystede på hovedet og kvalmen væltede op igen, sammen med smerten.

"Nej." Min stemme var spinkel, men det virkede stadig som om den rungede i rummet og jeg fornemmede at de stod og stirrede på mig. Og en af dem, måske flere begyndte at brokke sig.

"Jeg vil under ingen omstændigheder puttes i nogen form for narkose eller dvale." Bare at snakke gjorde ondt og det føltes som om min tunge var så uendelig tung. De stod bare lidt i stilhed og uden at bevæge sig, men så satte damen i gang.

"Ja okay, så gør vi det bare sådan her, men det kommer til at gøre ondt." Sagde hun til mig og jeg trak bare på den ene skulder eller forsøgte på det. Jeg havde prøvet det, der var værre.

B.D.B - SecretsWhere stories live. Discover now