B.D.B - Secrets

Kapitel 13

----Ree POV----

Før jeg kan nå at gøre mere, trækker han en dolk frem fra hans inderlomme og kaster den hen over gulvet. Den stopper klirrende for mine fødder og jeg stirrer bare på den. Normalt sidder den i dens skjulte hylster bag på min ryg, men nu lægger den her. Det er en dekorativ dolk, givet til en af mine forfædre af Wraths far. Løftet min forfædre afgav den tidligere Konge om at beskytte og tjene den kongelige familie, såvel som Broderskabet er indgraveret i det sorte blad, på det Gamle Sprog. Vampyrernes gamle sprog vel at mærke. Eller det er hvad jeg har fået fortalt, at der står på den. Dolken havde i sin tid været i en glasmontre, sammen med et papir hvor et andet løfte som mine forfædre havde givet den tidligere Konge var nedskrevet på. Da jeg stak af i sin tid, efter min mor havde givet mig til en fremmed mand, havde jeg smadret glasmontren og taget dolken med mig. Jeg var ikke ligesom resten af min familie. Jeg havde ikke tænkt mig at ofre mig, ofre mit liv for en Konge, der ikke fortjente det, bare fordi mine forfædre havde lovet det. Eller for et Broderskab, der ikke fortjente det, bare fordi det var blevet lovet. Jeg havde ikke ageret efter løftet, da jeg reddede medlemmerne af Broderskabet tidligere eller Kongen. Jeg havde gjort det fordi jeg havde lyst. Det havde været mit valg og ikke noget, der var blevet mig dikteret. Jeg havde dolken i trods, for at vise at jeg var ligeglad med hvad, der var blevet lovet. Og det var jeg stadig. Jeg var min egen person og mit liv var mit eget til, at gøre med som jeg ønskede og jeg ville ikke dikteres noget som helst andet. Dolken fungerede som et form for anti-løfte for mig. Et løfte om at gøre det modsætte af at beskytte den kongelige familie og Broderskabet. De har været nødt til at kæmpe deres egne kampe uden mig i ti år, har stået uden min beskyttelse, men nu hvor jeg var tilbage i Caldwell, hvor de var, kunne jeg ikke sige mig helt fra at ignorere instinktet, der bød mig at agere når de var i problemer. Det her var fucked op på så mange planer, men jeg trak stadig dolkene i mine hænder tilbage og bøjede mig ned for at samle dolken op, samtidig med at den første flænge åbnede sig på min højre underarm. Den lukkede sig dog hurtigt og falmede til en svag lyserød streg, mens jeg stak dolken fra gulvet op i hylsteret på min ryg. Og det var egentlig sådan kampen imellem os stoppede. Jeg havde ikke noget at bevise, hverken overfor Vishous eller resten af Brødrene. Jeg havde reddet fire Brødre og Kongen på de hvad? Maks. to måneder de har vidst at jeg var i byen. Så mine handlinger talte for sig selv, ikke at det var så væsentligt. Det var et Broderskab, så jeg kunne aldrig blive medlem, lige meget hvor mange jeg reddede og Kongen kunne aldrig anerkende at han var blevet reddet af en kvinde. Jeg søgte anerkendelse, det vidste jeg godt, men jeg ville aldrig få den. Jeg havde aldrig været god nok for min mor og resten af familien, før de alle mistede livet og jeg var ikke god nok nu til vampyrerne. Og ville aldrig blive det.

----Tehrror POV----

Jeg var blevet færdig med min træningsrutine, da Qhuinn, Blaylock og John kom ind. Vi nikkede alle kort til hinanden og så var jeg ude af døren. Sekundet før jeg nåede operationsstuerne, kom Vishous og Jane ud fra dem.

"Hun undgår dig stadig?" Spurgte Jane, mens hun hankede op i sin lægetaske og Vishous nikkede kort som svar.

"Hun er udelukkende på sit værelse og hun lukker ikke nogen ind. Jeg er faktisk ikke sikker på at hun spiser." Hans kommentar fik Jane til at smågrine og jeg følte at jeg smug lyttede til deres samtale, på trods af, at de ikke kunne undgå at høre, at nogen gik bag ved dem. Så jeg dematerialiserede mig og stod foran min værelsesdør sekundet efter og jeg hørte derfor ikke mere af deres samtale.

"Øh... Hej." Hendes stemme fik mig til at stoppe midt i min bevægelse i at åbne min dør. Og jeg kiggede til siden og så hende stå midt på gangen med den venstre arm i en slynge igen, store hvide bandager kunne ses over kraven på hendes trøje.

"Jeg har fået fortalt, at der skulle være en hjemmebiograf her et sted. Kunne du eventuelt vise mig hvor?" Hun blev stående hvor hun var og det fik lyset fra lampen over hende til at oplyse hendes mørke hår. Et øjeblik var jeg fuldstændig optaget af hvordan det lignede at lyset fik brune og røde nuancer til at spille i hendes hår, der hang løst. Jeg hankede mentalt op i mig selv og gjorde et kast med hovedet for at signalere at hun skulle følge efter mig. Og det gjorde hun uden et ord. For helvede da også. Den svage lyd af hendes hjerterytme fik min Blodløst til at røre på sig.

"Ville du have noget imod at fortælle mig dit navn? Bare så jeg kan kode de navne jeg kender sammen med et ansigt." Hun skævede kort op til mig og kiggede så ligefrem igen.

"Tehrror." Et lille smil spillede om hendes læber, da jeg efter et par minutter endelig svarede på hendes spørgsmål. Og vi var faktisk også noget til hjemmebiografen, så jeg åbnede døren for hende og hun gik igennem den.

"Tak Tehrror." Hun havde ryggen til mig, da hun sagde det, men jeg kunne sværge på at der var et hint af et smil i hendes stemme. Og bare lyden af mit navn, sagt af hende, prikkede lidt mere til min Blodløst. For helvede da også. Jeg var nødt til at holde mig væk fra hende her. Ikke bare forsøge, men faktisk gøre det. Min selvkontrol var i en tynd tråd normalt når det kom til de mål min Blodløst havde udpeget, men det var af en eller anden grund værre med hende her. Jeg havde på fornemmelsen at det var fordi, hun var forbudt område. Hun var Vishous' datter for pokker og han ville tage livet af mig, hvis jeg rørte hende. Hvilket også var helt fair, men for fanden da, jeg valgte ikke selv mine mål og det var ikke nemt at holde mig i skindet, når hun var så tæt på.