B.D.B - Secrets

Kapitel 25

----Ree POV----

Jeg sad i Lotus stilling på sengen, mens jeg fraværende fumlede med en af mine dolke med begge hænder. Boksen jeg havde fundet på kirkegården, stod foran mig, stadig uåbnet, men jeg var faktisk mere fokuseret på mine tanker. De kredsede om det Rhage og Zsadist havde sagt tidligere. At være en Broder var ikke bare en del af dem, det var hvad de var. Det var en lige så stor del af deres identitet som det at være en vampyr var. Det kunne ikke ændres og de ville ikke ændre det hvis de kunne. Og nu hvor de alle, eller de fleste var forenet, nu hvor de havde noget personligt for dem at miste, så var det bare så meget vigtigere for dem at fortsætte med at kæmpe. Tohrment var den af Brødrene, der havde mistet mest. Fra hvad jeg havde fundet ud af fra Doggerne, som nogle gange små hviskede med hinanden, så var hans Shellan og deres ufødte barn blevet dræbt af Eliminatorer. Og det havde resulteret i at han havde været væk fra borgen længe. Ingen havde været i stand til at finde ham og da han endelig kom tilbage, var han ikke andet end skin og ben. En skygge af sig selv, der intet havde at leve for. Og Lassister, som var ham den lettere besynderlige mand med de mærkelige øjne, havde fået til opgave at vogter over ham og sørge for at han ikke mistede livet. Tohrment var langsomt nu ved at komme ud på den anden side, det var tydeligt at se selv for mig. På trods af alt det lort, der var hændt ham, så kæmpede han dog stadig. Han var stadig en Broder og vovede sit liv på lige fod med de andre Brødre. Og måden han kæmpede på, fik det til at se ud som om han havde lige så meget at miste som de andre Brødre. Jeg rystede på hovedet ad mig selv. Fordi jeg i bund og grund var sur på min mor, så lod jeg være med at gøre den ene ting, som jeg burde gøre. At hjælpe den kongelige familie og Broderskabet. Mine handlinger var dikteret af mine følelser for min mor. Det var så lamt, nu hvor jeg tænkte over det. At træne mig til at assistere i krigen havde været hendes pligt. Noget hun ikke havde haft et valg omkring og jeg havde valgt at hade hende for det. Havde valgt at hade hende fordi hun gav mig til Vishous. Selvom det var hendes opgave. Det hendes familie havde lovet i sin tid. Hun havde lige så meget været underlagt et gammelt løfte som jeg var og hun havde bare gjort hvad, der var blevet lovet. Det løfte og krigen var hendes liv. Hvad hun var blevet trænet til at efterleve. Og jeg hadede hende for det. Hvilket ikke var helt fair. For hvem sagde, at det var det hun ville? At hun virkelig ønskede at give sin datter væk, men hun havde ikke haft et valg. Men havde hun ikke haft et valg? Hun kunne i hvert fald have håndteret det bedre end hun havde gjort. Lige meget hvad, så var mit had for hvad hun havde gjort, mit had for hende, ikke bare sådan lige at kaste til siden. Og Vishous? Han havde haft et valg, men hvad for en person var han så ikke? Min mor havde givet mig til ham og jeg var stykket af. Og da min mor så døde, havde han vidst at jeg var derude i verden. At der nu rendte et forældreløst barn rundt, så han havde gjort hvad han gjorde for mig. Jeg havde bare ikke villet se det. Hvis han virkelig ikke ville mig, så havde han ikke adopteret mig og hvis han var ud efter min arv, så kunne han bare have taget den. Men han havde intet rørt i huset. Havde ikke engang rigtigt været der. Han havde givet mig det hele, uden at tage noget selv og nu. Nu havde han givet mig et sted at være. Han bad om intet fra mig, mens han gav mig alt. Jeg var et røvhul. Så fanget i min egen lille boble, at jeg ikke kunne se dem omkring mig, men det var stadig så forbandet svært at ændre den måde jeg så min mor og Vishous på. Jeg sukkede og sænkede hovedet. Jeg skyldte Vishous en undskyldning også selvom jeg endnu ikke var et sted, hvor jeg kunne acceptere hvad, der var sket. Og da jeg kiggede på æsken igen, med hovedet halvt hængene ned på brystkassen, lod jeg mærke til at aftegningen på siden af kassen her faktisk var en fordybning. Hvorfor fanden havde jeg ikke opdaget det noget før? Jeg vippede kassen og kiggede nærmere på fordybningen. Kørte endda mine fingre omkring og ned i den. Fordybningen var åh så velkendt og det burde den også være, fordi hvor mange gange havde jeg ikke lige rørt ved tingen, der passede i den. Jeg rakte om på ryggen og trak den skjulte dolk med løftet på, fri fra holderen. Og førte den så hen til fordybningen, hvor den selvfølgelig passede perfekt i. Der lød et metallisk klik, da den faldt i hak og låget på kassen åbnede sig en anelse.