Musikken var høj og mine øre kunne ikke klare det mere, så jeg valgte at gå ud og få noget luft.
Jeg åbnede døren til altanen, og så... Hvad!?... Skete det virkeligt? Jeg spurtede hen til Jakob som stod og råsnavede min bedste veninde Marie, og rev dem væk fra hinanden. "Hvad fanden har i gang i!?" råbte jeg så hele huset kunne høre det. "Jasmin..." undskyldte han. "Nej! Stop!" jeg begyndte at stor tude, og løb væk.
Jeg løb ud på vejen, og var på vej hjem. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Jeg ville bare væk fra alting. Min mascara løb ned af kinderne på mig, men jeg var lige glad, jeg skulle bare væk.
Lige pludselig løb jeg ind i noget, og lagde omkuld på jorden. "Ej! Undskyld" hørte jeg en stemme. Jeg kunne skimme en dreng, da alt var sløret. Jeg kom til mig selv, og det var stadig midnat. "Undskyld, jeg så mig ikke for" jeg kiggede ned i jorden og tørrede tårerne væk.
"Slog du dig?" spurgte drengen. Jeg havde stadig øjnene stirret mod asfaldtet. "Nej..." jeg tørrede flere tårer væk. "Hvad er det så" spurgte han bekymret. Jeg kiggede langsomt op, og så de smukkeste øjne. Det var en dreng med lyst hår, og blå øjne. "Kæres... Du kender mig alligevel ikke" jeg gik forbi ham. Han så ret trist ud.
"Hvad hedder du?" råbte han. Jeg stoppede op, og vendte mig rundt. "Jasmin, hvorfor?" jeg gik tættere på ham. "Jeg vil gerne høre din historie Og man kan ikke efterlade sådan en smuk pige som dig her" jeg rødmede. Jeg stilte mig ved siden af ham, og vi gik lidt rundt ved området.
-
-
Håber i kan lide min historie
