Bare en bofælle

(2) kapitel 27.

         

*Ali's synsvinkel.

Jeg vågnede op, forvirret over hvorfor jeg var på et hotel værelse. Efter hurtigt at have husket hvad der skete i går aftes, tog jeg et hurtigt bad og tog noget behageligt tøj på. Jeg gik ned i lobby'en efter at have pakket mit tøj pænt ned i min kuffert. jeg betalte leje af hotelværelset, og løb ud for at praje en taxi. jeg gav ham besked på at køre mig til lufthavnen, mens jeg ringede min mor op.

"Mor?" min stemme føltes ødelagt.

"ja, Ali?" Det var nemt at høre, hun var ved at tørre hår.

"Jeg kommer hjem, bare for weekenden," jeg ville ikke forstyrre hende.

"Du er her," sagde chaufføren, sammen med pengene gav jeg ham 100$.

"Behold resten" Jeg steg ud af taxi'en.

—

"Så hvad gør du, når du tager videre her fra?" spurgte mor, mens hun rakte mig kartoflerne.

"Jeg tror jeg tager til Italien eller sådan noget," at flygte, er måske en god undskyldning for at rejse, jeg besluttede mig for, at se mig selv som en der var løbet hjemme fra.

"Hvad?!" min råber min mor, og spilder næsten sit vand. "Du skal ikke nogen steder."

"Mor, jeg er 21 og det er Italien!" jeg overeagere, "og desuden skal Cameron med" Jeg var ked af at lyve for min mor, men jeg kunne ikke bare forklare hende at min bofælle ikke har hukommelsestab og løj for mig så jeg kunne blive hans kæreste. Jeg kan stadig ikke komme mig over at jeg undgik voldtægt og havde en meget underlig tempermantsfuld samtale, i den samme måned.

"Okay, så længe han er sammen med dig" siger hun og hun beroligede sig selv. Vi hygge snakkede resten af aftnen.

—

"Vågn op!" Jeg hører en meget velkendt mandestemme. Jeg åbner mine øjne og ser min store bror.

"OH MY GOSH HEJ" Jeg skynder mig op og krammer ham. Jeg har ikke set ham i flere år, efter han begyndte i militæret. jeg savnede ham så meget.

"Hvordan har du haft det?" Spørger han, mens han tørrer mine øjne. Jeg havde ikke selv opdaget jeg græd. Jeg var over glad, det var et godt stykke tid siden jeg havde været glad.

"Godt" jeg tørrede mine tåre væk "Jeg har savnet dig"

"Jeg hørte du var flyttet ud?" Han sidder sammen med mig i min seng.

"Ja, jeg bor sammen med den her mega" jeg rettede mig selv "en fyr der hedder Cameron"

"DEN SAMME CAMERON?" han var virkelig sur. Min bror var den eneste der vidste jeg havde datet Cameron, og hvad han havde gjordt mod mig.

"Ja, men vi er bare venner," Jeg rystede på hovedet, som hvis jeg fortalte ham, tænk ikke på det, selvom jeg panikkede inden i.

"Det har i bare at være" han smiler og roder i mit hår.

"Jeg ville elske at blive her og snakke, men jeg skal til Italien, og hvis jeg ikke når ud i lufthavnen før klokken 12 misser jeg mit fly" jeg gaber.

// Så kom næste kapitel, håber i kan lide det

XOXO Gry202 //