Together? - afsluttet

Er det her et tegn?

Kap 101

"Farvel Marcus" den ene sætning bliver ved med at kører rundt i mit hoved. Jeg ser hende træde ind i flyveren og jeg har ingen ide om hvornår jeg ser hende igen. Går der uger eller måneder. Hvor lang tid tager det at gøre en rask der mistænkes for at have en blodprop? Forhåbenligt ikke lang tid. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg vil kunne holde ud at være uden hende, specielt ikke når vi er uvenner. Jeg er bange for at hun ikke ville forstå det, forstå at jeg er bange og jaloux. Hvad var jeg overhovedet jaloux over? At hun snakkede ligeså godt med alle drenge som hun gjorde med mig? Jeg forstår ikke mig selv.

Men jeg ved at jeg er bange for at miste hende, for altid. Hvad hvis hun aldrig ville tilgive mig?

Alt for mange spørgsmål og tanker flyver rundt i mit hoved.

Jeg ser hendes fly lette. Det triller rundt og letter med en hurtig hastighed op i den mørke himmel. Flyet er hurtigt væk og jeg sukker. Jeg trasker med tunge skridt ud af lufthavnen. Det regner ikke så meget mere. Den stille regn daler ned over min krop. Jeg går hen mod bussen, den står klar til at kører.

Jeg sætter mig bagerst i bussen. Burde jeg skrive til Luna? Nej, det burde jeg nok ikke. Jeg skal bare lade hende være. Men når hun engang er tilbage i Trofors, så må jeg forklare hende alt. En tåre triller ned af min kind. Hvad hvis hun ikke vil have noget med mig at gøre? Hvad hvis hun finder en anden i Danmark? Alle de dårlige tanker ruller rundt i mit hoved. Hvad med de positive? Hun er smuk, hun er sød og helt igennem fantastisk. Men så er det mig der har dummet sig.

Mine øjne følger regnen hele busturen.

Jeg træder ind af hoveddøren. Martinus er hjemme. "Heej" råber han. "Hej" svarer jeg stille tilbage. Han kommer ned af trappen. "Hvordan gik det?" spørger han. Kan han ikke se, at jeg ikke har det godt? "Jeg kunne ikke sige det til hende" svarer jeg irriteret, imens jeg tager mine sko af. Jeg går direkte ind i stuen inden han når at svare. Jeg smider mig i sofaen og ligger med min mobil. Jeg tjekker min insta. Et billede fra Lunas private insta, det er et billede fra flyveren. 'Endelig' står der til billedet. Endelig som at hun skal se hendes bedsteveninder eller endelig som at hun er væk fra mig? Jeg slukker min mobil og lukker øjnene i. Mine øjenlåg er helt tunge, fordi jeg græd så meget.

Jeg åbner mine øjne. Regnen er stoppet helt. Er det her et tegn, ligesom i film? Når der sker noget godt er himlen blå, ligesom som i sommers og når der sker noget dårligt så er himlen mørk og det regner? Er Luna og jeg bedre uden hinanden? Jeg sukker. Jeg savner hende ufatteligt meget. Jeg savner at kigge ind i hendes smukke blå øjne. Jeg savner at holde om hende.

Hun er sikkert rigtig glad lige nu, hun er væk fra mig og jeg forstår hende.

HALLØJ

Jeg savnede allerede at skrive dagen efter jeg stoppede den, så jeg stopper ikke, ehhehe. Håber at i kan lide historien! <33